Hej Helen.

Min skønne livsglade pige på 4 år er blevet meget vred. Hun kan være i strålende humør og pludselig bestemmer hun sig for at jeg skal hjælpe med noget hun vanligvis selv klarer. Siger jeg så, at enten må hun vente til jeg er færdig med det jeg er i gang med eller hun må selv klare det, så flipper hun, råber at hvis ikke jeg gør som hun siger så sparker hun mig, og det gør hun så. Jeg har selv et temperament som jeg har arbejdet med i mine børne- og ungdomsår og kan næsten mærke hvad der sker indeni hende. Jeg forsøger at bevare roen og fortælle hende at jeg bliver både vred og ked af det når hun slår og sparker.

Hun gør det i mange sammenhænge, næsten altid herhjemme når vi ikke har gæster. Det sker at jeg mister fatningen og råber af hende, hvilken så bare inddrager lillebror på 16 måneder som grædende underlægning til farcen.

Hun reagerer i mange forskellige sammenhænge og i situationer hvor vi gør som hun beder om, det er som om det er konflikten hun går efter?

Hun reagerer fysisk overfor både min mand og jeg, ellers oplever jeg ikke at hun slår, sparker eller aler grimt til andre.

Hun er et fremmeligt barn, der bl.a. Ofte korrekser pædagogerne når deres udtale eller grammatik er forkert. Hun er fysisk aktiv, cykler friskt uden støttehjul og har gjort det nogle måneder nu, hun har en fantastisk balance og forståelse for mange begreber, kan lave lidt hovedregning, kender alle bogstaver i alfabetet, kender de 4 Ole Lund Kirkegård historier vi læser, udenad, så når jeg læser forkert så retter hun mig.

Hun og lillebror er gensidig glade for hinanden, og vi prøver at de hver især får fridag alene hjemme ca. 1 gang i ugen.
Jeg er på nedsat tid og arbejder ca 2 aftner i ugen og hver 3. Weekend, så vi har en god og struktureret hverdag med plads til hinanden.

Hvor bekymret skal jeg være over at hun reagerer som hun gør? Hvordan skal jeg og min mand reagere når hun bliver voldelig?

Hilsen Anne
mor til de skønneste og mest fantastiske 2 børn

Svar

Kære Anne

Tak for dit brev :)

Jeg ved fra dine tidligere breve, at I har en meget viljefast og dejlig pige og vi har tidligere talt om vigtigheden i at hun fik både snor og medbestemmelse. Det er dog vigtigt at I prøver at skelne de situationer som I lige nu havner i, for det lyder faktisk som om at jeres datter får det, som kaldes for "kontrollerende anfald".

Når man er fire år, vil man begynde at kunne udtrykke vrede mere verbalt i stedet for fysisk. Yngre børn får naturligt anfald af frustration og fortvivlelse, hvilket fireårige også stadig kan få. Hvis jeres datter får anfald af fortvivlelse, så er hun oprigtigt ked af det, skuffet over at tingene ikke kan blive som hun gerne vil og hun har brug for at I lytter, trøster, sætter ord på netop den frustration og fortvivlelse hun føler.

Men får hun kontrollerende anfald, så handler det om at hun forsøger at manipulere jer til at få sin vilje. Hun vil ofte skrige højt, hun vil ikke græde rigtigt - ofte er der ingen tårer og hun vil markere meget tydligt hvad det er hun vil "jeg vil have den NU!", stampe i gulvet, kan finde på at sparke, slå osv. Hun prøver at få sin vilje og har måske oplevet et par gange, at bare hun bliver ved længe nok så bliver det som hun vil have det ....

Det bedste I kan gøre i en sådan situtation er at lade hende være alene et øjeblik. Hvis der ikke er nogen til at se hvordan man "skaber sig", så er det ikke interessant at gøre det og hun holder op. Hvis I ikke er der til at reagerer fysisk på, så stopper hun. Derfor skal I fjerne jer fra hende og når hun atter er rolig, så kan I tale stille og roligt om tingene og om hendes opførsel og hvad I forventer og hvad regler I har.

Børn i jeres datters alder har rigtig meget brug for voksnes anerkendelse, de har brug for at føle sig betydningsfulde, de har brug for at vide at de har en vigtig rolle i familien og de opsøger tit voksnes godkendelse. Ofte med fokus på ting de mestrer "se hvor højt jeg kan springe!", "se hvordan jeg kan balancere", "se hvor hurtigt jeg kan cykle", "se min tegning, er den ikke flot" osv. Jeres datter har brug for at opleve at hun er betydningsfuld og at hun kan noget andet end lillebror. Derfor er det naturligt rigtigt svært, når hun bliver bedt om at gøre noget, som hun måske synes er svært og måske ikke helt føler at hun kan eller hvor hun måske føler at der gøres forskel, fordi hun skal kunne selv og lillebror får hjælp ...

Jeres datter har rigtig meget brug for at føle sig vigtig i jeres familie og børn i jeres datters alder vil elske at blande sig, når de voksne snakker. De vil nogle gange gerne snakke 'voksensnak' og spørger tit ind til, hvad de voksne taler om, ler af osv. for at følge med og føle sig som en del af det der foregår. Det er vigtigt for dem - derfor bliver hun naturligt også ekstra ked af det, når hun kommer til at gøre noget, som udløser et nej, som gør at alle kigger på hende, hun bryder sig bestemt ikke om, hvis I irettesætter hende og slet ikke, hvis andre ser det.

Det at I læser sammen og hun retter på dig, viser mig at hun er meget opmærksom på netop "hvad der er rigtigt og hvad der er forkert" og det betyder meget for hende at gøre tingene rigtigt. Og du kan godt udnytte disse situationer til at forklare hende, at det er okay nogle gange at lave fejl. Du laver nogle gange fejl, og det gør hun naturligt også. Det er helt okay. Du kan også bruge disse situationer til at tale med hende om at man godt kan blive ked af det, frustreret osv. når man bliver rettet på eller får følelsen af ikke at gøre det godt nok - og så nævne nogle af de ting som er svære for hende, ligesom du taler om de ting hvor du selv går noget forkert. Og herunder vigtigheden i at kunne sige "pyt" en gang imellem og ikke gå helt i selvsving ... Det er menneskeligt at fejle.

Prøv at tale til hendes intellekt og lav små aftaler med hende om noget af det hun gerne vil og de regler I har i jeres hjem. Når hun stiller sig på tværs, så er det sandsynligvis for at vise jer at hun har sin egen mening og vil bestemme selv og netop ved at tale med hende om hvordan reglerne er hos jer og hvordan alle kan blive mødt og lyttet til, så kan I også være med til at minimere hendes kontrollerende anfald.

Nogle gange kan det være en god idé ikke at fokusere på de ting I gerne vil have hende til, men på det I ved hun gerne vil, så I f.eks. siger "hvis du skynder dig, så kan vi nå at læse en bog" eller lignende, fordi I ved at hun er glad for at få læst bøger. Det handler ikke om at hun skal belønnes med slik eller lignende, det er ikke det jeg mener - det handler mere om at give hende lidt læring om at "Hvis du gør de her ting for os, som vi gerne vil, så gør vi også det her for dig - så kan vi gøre de her ting sammen". Så hun også får lidt læring med sig om at alle jo gerne vil have deres behov opfyldt :)

Og samtidig vil det jo så give konsekvenser nogle gange, at I faktisk ikke når at læse bogen, fordi hun ikke skyndte sig - og det kan så udløse et anfald af fortvivelse som I så må rumme og anerkende. Lytte til hende og igen og igen forklare hende hende at I forstår hende, at det er svært men holde fast i at reglerne er som de er :)

Rigtig meget held og lykke fortsat :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske

Netsundhedsplejerske.dk