BH og ble
27. juni 2012

Kategori:
Opdragelse
Alder:
3 år, 1 mdr.
BH og ble
Kære Helen,

Først skal du ha’ tusind tak for dit sidste svar til mig.. Vi have en seriøs samtale der hjemme, og er atter på rette spor :o) Det er jo et lidt tabu belagt emne, så det er rart at høre at det er helt normalt ;o)

Nu til det næste, som denne gang handler om vores dejlige søn, Simon på 3 år :o)

Simon er netop startet i BH (den 7/5), og er (vist nok) rigtig glad for det - håber jeg..
I BH har jeg oplevet noget jeg ikke har oplevet før, nemlig at han er glad for at se mig, når jeg kommer og henter om eftermiddagen..
Det er selvfølgelig dejligt at blive mødt af en glad og smilende dreng, som siger at han har savnet mig, det gjorde han bestemt IKKE i VG.. Her stak han altid i et hyl, og skulle slæbes ud der fra..

Jeg burde jo være glad, men spekulerer også lidt på, om det er fordi, han i bund og grund ikke er glad for sin BH, eller er det bare den naturlige udvikling, at han bedre kan forholde sig til sine følelser omkring at han nu skal hjem..??

Simon går i en BH, der har 2 seperate huse.
Et lille til de helt nye børn, hvor de går i et år, her efter de kommer ned i det ”store” hus, til de skal i SFO..
Super god måde, da han jo så er sammen med ligestillede børn ;o)
Simon snakker om de andre børn, kender dem ved navn, og er glad for pædagogerne – de virker også glade for ham..
Kunne det være en idé at få en snak med de ansatte..??

Når vi henter Simon er det ikke som i VG, her fik vi dagligt en rapport om hvordan dagen var gået, i BH skal vi selv presse os på for at få info – og de har jo nok travlt..
Måske handler det i bund og grund om vores egne følelser, om at vi selv føler os som "de nye i klassen", og savner den trygge VG ramme – blot en tanke i skrivende stund..

En anden tanke, som rumsterer er bleen..
Jeg har ikke på noget tidspunkt presset på, og ved også at nu er vi i gang med BH, og så tager vi det helt roligt med bleen..
Ved 3 års tjek foreslog vores læge at det kunne være et sommer projekt..

Hvordan skal vi forholde os over for det, skal vi begynde at spørge om han vil på potten, eller skal vi bare vente til han selv kommer, for det er jeg overbevist om at det gør han på et tidspunkt.. Nu går han jo i BH, og kan se de andre børn..
Alt er kommet helt naturligt til Simon, vi har aldrig presset ham, men måske er det tid til at presse lidt..??

Simon vil under igen omstændigheder sidde på barnesæde på toilettet, tror at han føler at han falder ned i toilettet, kun potten, og den er så fjollet lav..
Ved du tilfældigvis om der er nogen, der producerer en høj potte, så børnene ikke sidder helt sammen klemt..??

Samme tanker omkring sutten som med bleen..
Lige nu er Simon i gang med at køre ind i BH, og skal ikke af med sutten.. Han har brug for den, og i BH har han den ikke, kun når han skal sove..
Jeg er overbevist om at den skal han nok slippe på et tidspunkt ;o)
Når vi er ovre sommerferien, har vi talt lidt om at vi kan lave en ”regel” om at han har sutten om natten, og ikke om dagen – endnu en lille idé tanke ;o)

Nå, mon ikke det var nok tanker det for denne gang, du hører helt sikkert fra mig igen :o)

God sommer..

Bedste hilsner fra
Simons forældre :o)


Annonce

Helen Lyng Hansen, sundhedsplejerske
Svar

Kære Simons forældre

Dejligt at høre at I kunne bruge mit sidste svar :)

Skønt med en børnehave som giver ekstra plads til de nye børn og når de så er "kørt godt ind", flytter over i den anden afdeling. Det lyder som om at det er en institution, der har gjort sig mange overvejelser ...

Derfor tænker jeg også at de sandsynligvis har gjort sig nogle tanker om, hvordan, hvor tit osv. man taler med forældrene. Det er rigtigt, at det kan være meget svært at komme fra vuggestue til børnehave, fordi I er vant til at få en overlevering af dagen, når I henter Simon. Sådan er det ikke i børnehaven, her er der færre pædagoger og han vil naturligt på flere tidspunkter være på "egen hånd" og man vil også forvente at han selv kan fortælle jer lidt om dagen .. Men naturligvis vil de fortælle jer, hvis der er noget særligt I skal være opmærksomme på og I vil altid kunne gå til stuepædagogen og spørge om Simon har haft en god dag.

I nogle institutioner har man en tavle, hvor pædagogerne dagligt skriver, hvad de har lavet. Det kan være rigtig rart, fordi I så kan spørge Simon lidt mere ind til dagens oplevelser. Når I henter ham og spørger til dagen, så vil han have svært ved at fortælle om alt det der er sket, men hvis I kan læse at børnene har været med til at skrælle æbler, eller de på stuen har lavet noget bestemt, så kan I tale med ham om det og han vil bedre kunne fortælle jer om sine oplevelser. På tavlen kan også stå beskeder til jer forældre "husk at møde senest kl 9 i morgen, da vi skal på tur" eller lignende. Hvis de ikke har en sådan tavle i børnehaven med beskeder frem og tilbage, så kan I foreslå det :)

At han kommer jer glad i møde, når I henter ham behøver bestemt ikke være udtryk for at han ikke har det godt, hvor han er. Det er mere et udtryk for at han er ved at nå en alder, hvor han er bedre til at skifte situation. Han fornemmer tiden bedre, ved at I kommer igen. Han kan mærke på sit indre ur at det er tid til at mor og far snart kommer og bliver glad, når han mærker det gør I. Det er nyt at være i børnehaven og på en gang både dejligt og også lidt hårdt og svært - og så er det rigtig godt at blive hentet og komme hjem, slappe af og tanke op til en ny dag :)

Med hensyn til renlighed, så er det en forudsætning at han kan holde sig tør i mindst 3 timer. Derudover er det vigtigt at han selv viser lyst til at ville samarbejde om det.

Renlighed har tre faser:

1. Barnet registrerer at det har brug for en ny ble og kommer og beder om at få en ren og tør ble på.

2. Barnet registrerer selve vandladningen og siger "nu tisser jeg!".

3. Barnet når at sige til lige inden og løber med hjælp for at nå potte eller toilet i tide.

Når det kan være en idé at udnytte sommeren og tage bleen af barnet, så er det fordi det kan 'skubbe' lidt til faserne og give ham en opmærksomhed på, hvad der egentlig foregår. Hvis han står i haven i et par badebukser og pludselig tisser så vil han naturligt kigge ned, han vil mærke vandet der løber, måske blive lidt forskrækket over det og I vil kunne sige "nu tisser du" og på den måde hjælpe ham til at få en bevidsthed omkring det. Det er vigtigt at han ved, hvad det handler om og hvad det er han skal mærke efter.

Ellers er jeg ikke tilhænger af at man tager bleen af for tidligt i selve renlighedstræningen. Jeg tror på at man kommer længere med den succesoplevelse det er at ha en tør ble, fremfor det nederlag det er, hver gang man står med våde bukser.

Derfor foreslår jeg at man indfører faste toilettider, så han følges på potte eller toilet på de tidspunkter, hvor vi andre også tisser normalt. Det vil sige det første når vi står op om morgenen, det sidste vi gør inden vi går i seng (med børn kan det ofte være i forbindelse med aftenbadet), inden vi kører op for at handle, løber ud for at lege eller lignende.

Han skal ikke spørges om han skal tisse, for så kan I være sikre på at han siger nej og tisser få minutter efter. I stedet skal I tage ham i hånden og følge med ham på toilettet og sige "kom vi skal lige ud at tisse inden vi kører" og så tisser I som en helt naturlig regel, der gælder både for børn og voksne. Kommer der noget, så er det super flot. Er bleen tør, så er det super godt, så roses han for det, så kan bleen bruges igen (selv små dryp kan ikke mærkes i en ble) så bleen bruges som et par underbukser der trækkes op og ned. Og har han så tisset i bleen og den skal skiftes, så var det jo godt at han havde den på :) Fuldstændig ro på, ingen problemer der, så naturligt som muligt.

Det er vigtigt at han sidder ned, når han skal tisse. Han får ikke tømt blæren godt nok, hvis han står op og tisser (ligesom far). Det kommer hen af vejen, også når han ser de større børn i børnehaven, så vil han gerne gøre som dem :)

Det er vigtigt at han ikke er bange for at sidde på toilettet og et ekstra barnesæde sikrer netop at han ikke kan falde ned. Det kan være en god idé med en lille skammel, som han kan støtte benene på, eller et toiletsæde, hvor der også er et par små håndtag i siden. Man kan også købe et toiletsæde med trappe, som han selv kan kravle op af og som også har håndtag - nogle børn vil synes det er trygt og rart - andre vil synes det er for voldsomt. I må prøve at fornemme, hvordan han vil have det bedst.

Du kan godt finde en lidt højere potte, hvis han er mere tryg ved det. Der er blandt andet modellen Hoppop der findes i to højder og Hoppop Torro Potty er den høje model. Problemet er dog at de høje potter ikke altid er så stabile og det er vigtigt at han føler sig fuldstændig tryg, når han sidder der. Jeg tror heller ikke du kan få modellen i DK, den skal købes over nettet og det kan i forhold til renlighed og netop trygheden nogle gange være en god idé at lade barnet selv vælge. Måske han ser en med nogle farver eller andet, som tiltaler ham mere end andet ... I det hele taget vil det være en rigtig god idé at tale med ham om renlighed og det at skulle til at lære at tisse på toilettet ligesom mor og far og høre hvordan han selv har det med det, hvad han tænker og hvad han har lyst til og er motiveret for ... :)

Med hensyn til sutten, så er det en rigtig god idé at han kun får den, når han skal sove og at I stille og roligt kommer væk fra at han får den om dagen, men kun om aftenen og så skal den helt væk. Det er vigtigt at han ikke bruger den for meget, da den kan påvirke hans tandstilling og også sprog, hvis han har den i munden hele tiden. Hvis han tydeligt har brug for den lige nu, så er det fint at gøre som I gør og så trappe den ud af dagen. Erstat gerne med en puttebamse i børnehaven i stedet og stille og roligt så lad bamsen være trøsten aften og nat. Sutterne kan så sendes til julemanden eller hænges på et suttetræ eller hvad I nu kan finde på :)

Håber I kan bruge dette lidt videre, fortsat held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske

Netsundhedsplejerske.dk