Hvorfor vågner han efter en time på den første lur?
20. juni 2012Kategori:
Alder:
2 mdr.

Hej Helen,
Jeg skrev sidst den 4/6-2012, vedr. min søn som nærmest aldrig sov.
Jeg begyndte kort efter at supplere min amning med mme, hvilket har hjulpet rigtig meget. Fra at han slet ikke sov, sover han nu et par lure om dagen.
Vores dag ser nogenlunde sådan ud:
7-8: Vi står op. Bliver skiftet, får tøj på, hygger. Han bliver ammet, og får flaske og ca. 45 min efter vi er stået op bliver han lagt ud igen. Her falder han selv i søvn (dette er virkelig stort for det har han ALDRIG gjort før). Han sover så 1 time uden jeg behøver at gøre noget, men efter den ene time, så begynder han at klynke (med lukkede øjne), så får han sutte og jeg går 5-10 min med barnevognen. Så sover han ca 15-20 min derefter, så må jeg ud igen osv osv. Sådan fortsætter vi til han ialt har sovet ca. 3 timer, så falder han ikke i søvn mere.
11-12: Han kommer ind. Får bryst. Derefter skifte og hygge. Så får han flaske og ca. 1½-2 timer efter han er stået op forsøger jeg at ligge ham (han virker rigtig træt). MEN så er det en kamp at få ham til at sove... Det tager oftest en lille time. Hvis jeg er heldig sover han i alt 3 timer. Men nogle gange kortere, og ofte må man også her ud og køre lidt med vognen ind imellem.
Han står så op ved 16-17 tiden. Her gentager vi fra tidligere, han bliver ammet, skiftet, vi hygger og han får flaske og forsøger med 3. lur - men det er bare fuldstændig umuligt. Han NÆGTER at sove den 3. lur :-/
Ved 19-20 tiden er han derfor så træt at jeg må putte ham i seng for natten. Han er vågen 2-3 gange i løbet af natten, og tror så allerede ved 5 tiden at vi skal op :-/ Til hans ros vil jeg sige at han er så god til at falde i søvn efter nattespisningen.
Mine spørgsmål er som følger:
- Hvorfor vågner han efter en time på den første lur? Og kan jeg gøre andet end jeg allerede gør?
- Hvorfor kan han kun falde i søvn selv på den 1. lur (og om natten), men ikke de andre lure? Er det noget der kommer eller kan jeg gøre noget selv?
- Hvordan kan jeg få ham til at sove en sen lur? Kunne rigtig godt tænke mig at han først blev puttet til natten ved 22 tiden, i håb om han så sov lidt længere.
Glæder mig til at høre fra dig.
Venlig Hilsen
Mie (mor til Hjalte på nu 10 uger)


Svar
Kære Mie, Hjaltes mor
Tak for dit brev og dejligt at du har kunne bruge mine tidligere svar. Det lyder som om at det har været den helt rigtige beslutning for jer at supplere amning med mme og det er rigtig dejligt at du nu fornemmer at din dreng har fået lidt mere rytme :)
Gennemsnitligt vil børn på Hjaltes alder sove ca. 16 timer i døgnet, ofte fordelt sådan at han vil sove ca 6 timer i løbet af dagen og 10 timer om natten. Og hos jer lyder det som om at han godt kan sove to lange lure af 3 timer hver, men det betyder så også at han naturligt vil have svært ved at sove en lur mere ... Det er altså naturligt at han protesterer, når du forsøger at putte ham til 3. lur.
Du fortæller at du ofte ca hver 20 minut skal lulleh am i søvn for at holde ham sovende og at du nogle gange skal trille barnevognen osv. hvorved han så sover videre. Det er rigtig fint, det må du naturligvis gerne gøre, men det kunne godt hos jer være sådan, at han måske ikke skal lulles til at sove 3 timer i træk, men i stedet måske skulle have lov til at vågne stille og roligt op efter en lidt kortere lur, for så i stedet at sove 3 lure dagligt.
En anden løsning er at du lader ham sove de 2 x 3 timer, men så putter ham tidligt til natten. Det er også okay, men det giver naturligvis en rytme hvor han så sover meget tidligt og derfor også vågner meget tidligt - så din tanke om at du gerne vil arbejde på at han sover 3 lure og går sent i seng, kan være ganske fornuftig.
Når det er sagt, så er han dog også så lille stadig væk at han måske vil trives bedre med to længere lure og en tidlig nattesøvn og dette vil sandsynligvis ændre sig i løbet af den næste månedstid. Netop i 3-4 måneders alderen vil der ske meget med både hans søvn og hans udvikling og det vil være naturligt at han der begynder at sove lit kortere lure og at I netop begynder at arbejde på tre lure om dagen, som en fast rytme. Og i takt med at han så igen bliver ældre og begynder med skemad, så vil der naturligt igen ske en ændring og rytmen vil se lidt anderledes ud. Så på den måde arbejder tiden også for jer.
Når han vågner efter en time, så er det sandsynligvis fordi han der skifter søvnstadie, altså skifter mellem at sove lettere til at sove dybere. Det vil være rigtig fint at du fortsætter med at lulle ham videre i søvnen, så han sover 1.5-2 timer i træk - eller 3 timer som han gør nu.
Når han kan falde i søvn selv til første lur men ikke til de andre, så hænger det sammen med at han stadig er meget lille, hans indre ur og fornemmelse for træthed og vågenhed er ustabilt og han har stadig naturligt brug for din hjælp til at finde ro, overgive sig til søvnen osv. Det handler om alder og udvikling og det er helt naturligt. Jo mere du kan hjælpe ham til ro, skærme ham, forsøge at finde en god putterytme, stille og roligt indføre fast putteritual med mælk, putteklud, sut eller lignende, jo mere genkendelighed og tryghed vil det på sigt give ham og jo lettere vil du fremover også kunne putte ham.
Den sene lur kan indføres når eller hvis han sover to lidt kortere lure i løbet af dagen, så han samlet i sine tre lure måske sover 6 timer i alt .. :) Den 3. lur kan også ligge kl 19-20, hvor efter han så kan være vågen og så gå i seng sidst på aftenen. Det lyder dog hos jer som om at han allerede der er parat til at gå i seng ...
Håber du kan bruge dette videre og læs også meget gerne "Helens bog om børn og søvn", hvor jeg har uddybet flere af de ting jeg skriver til dig her :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Netsundhedsplejerske.dk