Hiver efter vejret
19. juni 2012

Kategori:
Sygdom
Alder:
7 mdr.
Hiver efter vejret
Hej Helen,

Jeg er en lidt bekymret mor lige nu. Theodor er begyndt at hive efter vejret. Det sker i forbindelse med at han "råber", siger høje (volumenmæssigt) lyde eller smågræder ellers trækker han vejret helt normalt og hans åndedræt er ikke hvæsende eller pivende.

Er det noget han skal igennem i forbindelse med at hans stemme udvikles eller gør jeg ret i at være bekymret? Min mand mener at det er en ny lyd han prøver af, ligsom han på et tidspunkt hostede på sådan en anstrengt måde - lidt som om han forcerede hostet, men det gør han ikke mere.

Håber på snarligt svar.

Mange hilsner
Malene


Annonce

Helen Lyng Hansen, sundhedsplejerske
Svar

Kære Malene

Tak for dit brev :)

Jeg kan jo desværre ikke se din dreng og derfor ikke høre, hvordan han "hiver efter vejret" og derfor er det svært at sige om han øver sin stemme eller er syg og skal tjekkes af jeres læge ...

Det lyder umiddelbart som om at han stemme-træner, det gør børn rigtig meget netop i denne alder, de råber, skriger nogle gange højt, puster og hoster osv. fordi de er meget bevidste om at de kan lave lyd og også med lyd få ekstra opmærksomhed. Så ja, det kan sagtens være at din mand har ret :)

Men, jeg synes også at tvivlen bør komme dig til gode og at I derfor kan bede om at få en tid hos lægen og få lægen til at lytte på jeres dreng og lige sikre sig at der ikke sidder noget på lungerne. Det kan være en god idé hvis du på din telefon f.eks. kunne optage den "hiven efter vejret" du nogle gange oplever, så lægen kan se det og ud fra dette vurdere, hvad der er tale om :)

Rigtig meget held og lykke fortsat :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske

Netsundhedsplejerske.dk