Kære Helen

Min mand og jeg har besluttet at gå fra hinanden. Det er en meget svær situation, da min mand ikke ønsker at skilles. Paradoksalt nok ønsker han at fortsætte ægteskabet for børnenes skyld, mens jeg ønsker skilsmisse for børnenes skyld. Jeg har selvfølgelig tænkt meget over det og ved at der venter mange vanskelige udfordringer forude efter sådan en beslutning, men jeg ønsker ikke at mine børn vokser op med en ulykkelig mor. Jeg har kæmpet for at acceptere mit ægteskab, som ikke er som jeg havde ønsket eller forestillet mig. Men det er håbløst at fortsætte.

Mit spørgsmål går på hvordan og hvornår jeg skal fortælle mine børn om situationen. Jeg er sygemeldt fra mit arbejde og har talt med min læge om situationen. Jeg har fået en henvisning til en psykolog, som jeg skal til konsultation hos om et par uger. Jeg forestiller mig at jeg kan få nogle redskaber til at håndtere situationen både i forhold til kommunikationen med min mand og i forhold til kommunikationen med mine børn om skilsmissen.

Min mand og jeg er meget dårlige til at kommunikere sammen. Jeg ved ikke hvad det er. Det er ikke fordi vi hader hinanden, men vi elsker heller ikke hinanden. Alligevel kan det på vores kommunikation godt virke som om vi hader hinanden. Og det er jeg sikker på at vores børn også mærker. Vores søn har desværre overværet en af vores samtaler om dette emne. Jeg ved dog ikke hvor meget han har forstået..

På nuværende tidspunkt har vi besluttet at børnene skal bo hos mig primært. Min mand har aftenarbejde og kan derfor ikke have børnene på hverdage. Vi taler om at min mand flytter i første omgang, men jeg ønsker også at flytte i en anden lejlighed. Men måske skal jeg vente så der ikke bliver alt for mange ændringer på en gang?

Der er i forvejen mange udfordringer med vores ældste på 4, så jeg glæder mig virkelig ikke til at møde alle de nye udfordringer i forbindelse med skilsmissen. Han er i forvejen meget sårbar, som jeg også skrev i nogle af mine tidligere breve.

Jeg ved at man ærligt skal fortælle børnene situationen som den er, men jeg synes alligevel det er svært at forklare hvorfor man ikke skal bo sammen mere, når man jo godt kan lide hinanden. Min søn fortæller mig tit hvor højt han elsker mig, sin far, sin søster, bedstemor, moster osv. Og jeg fortæller ham, at jeg også elsker ham og alle dem jeg nu elsker/godt kan lide. Vi taler i forvejen om sådan nogle ting og jeg nævner også altid at jeg ”godt kan lide” far (på vores modersmål hedder ordet ”elsker” og ”kunne lide” det samme, så der ligger også en udfordring deri). Hvordan skal jeg fortælle ham at jeg godt kan lide far, men at vi alligevel ikke skal bo sammen længere? Lillesøster er 1½, så jeg tvivler på at hun overhovedet kan forstå situationen.

Men altså, hvordan og hvornår skal børnene få det at vide og hvordan kan jeg forberede dem bedst og hvordan kan jeg – hvis det overhovedet er muligt – skåne dem mest?

Med venlig hilsen

A’s mor

Svar

Kære A´s mor

Når man har taget beslutningen om skilsmisse er det næste store skridt at fortælle det til børnene og hvad der vil være den bedste måde, er der nok delte meninger om. Det afhænger jo også helt at situationen, årsagen til skilsmissen, børnenes alder osv.

Jeres dreng vil naturligt være rigtigt ked af det, men måske vil han også et eller andet sted godt være klar over det. han har overhørt jer tale om det og han mærker tydeligt at harmonien mellem jer ikke er særligt god. Han møder i børnehaven andre børn, hvis forældre ikke bor sammen og det er måske ikke fremmed for ham, at det kan ske i hans familie ... Så selvom han ganske givet vil være ked af det, så er det ikke sikkert at det er så stor en overraskelse for ham og måske vil han også være lidt lettet. Både fordi han slipper for at høre på jeres skænderier, men også fordi tingene bliver sagt, så det han måske har kunne fornemme, kommer åbent frem i lyset...

Jeg tænker at det vil være en god idé at I sætter jer ned og fortæller ham det sammen. At han får det at vide af jer begge to samtidig og det er her meget vigtigt at han ikke føler skyld. mange børn vil have skyldfølelse, når deres forældre bliver skilt. De tror, at de har gjort noget forkert eller hvis de bare havde opført sig bedre eller anderledes, så ville mor og far være blevet sammen og det er vigtigt at du her er helt ærlig og fortæller ham at det ikke er hans skyld. Det er vigtigt at han ved, at det er noget der foregår mellem jer to forældre og at det ikke har noget med ham eller lillesøster at gøre.

Det er vigtigt at I forældre taler pænt sammen og til hinanden, selvom I generelt har svært ved det. Og det er en god idé at det er dig selv der fortæller at du har taget beslutningen og dermed ikke far der siger "det er mors skyld" ... Tal åbent og ærligt og sæt ord på, at I er vokset fra hinanden. At kærligheden mellem jer ikke er der som den var før. Og husk i den forbindelse også at fortælle ham, at selvom kærligheden mellem voksne godt kan ændre sig, så ændrer den sig aldrig mellem voksne og børn. Man kan ikke holde op med at elske sit barn og at de altid vil betyde alt for jer. Netop derfor vil I også gøre hvad I kan for, at de vil have det godt, selvom mor og far nu skal bo væk fra hinanden.

Børn reagerer forskelligt, alt efter hvad alder de har. Børn under 5 år vil godt kunne reagerer med at gå tilbage i udvikling. De kan få problemer med renlighed eller vil pludselig have brug for ekstra hjælp til påklædning, spisning eller lignende. Ting de før har kunne, kan de pludselig ikke og der skal ikke så meget til, før de bliver frustrerede og reagerer fysisk. De kan have meget brug for hjælp til at sætte ord på deres følelser og det er vigtigt at legalisere, at det er okay at de føler det hele - vrede, sorg, utryghed, glæde, uro, angst ... osv.

Det er en god idé at være ekstra opmærksom, hvis jeres børn ikke rigtigt viser noglefølelser, men trækker sig ind i sig selv og "lukker af", for det der sker. Det er vigtigt at I så giver mulighed for at tale om det og at I f.eks. medinddrager pædagogerne i institutionen osv. så de kan være de voksne, som barnet måske taler med.

Det er rigtig godt at du taler med en psykolog og har fået tid via egen læge. Det er rigtig vigtigt netop at få hjælp til at tale tingene igennem, så I får det hele løst så godt som muligt og det er rigtig fint at du har bedt om redskaber her :) I skal alle igennem skilsmissen så godt som muligt - både du, børnene og børnenes far.

Det er vigtigt at du og børnenes far formår at tale om tingene. Det er vigtigt for jeres børns tillid til jer, at I virker troværdige og det er også vigtigt at I signalerer at det netop er tilladt og godt at tale om det hele. Det er vigtigt at især jeres dreng fornemmer at han kan komme og stille spørgsmål, når han har brug for det. At I er der, lytter og gerne vil svare og hjælpe.

Hvor meget han vil spørge må tiden vise. Men uanset hvad, så er det vigtigt at I svarer så ærligt som muligt. Det kan være en god idé at I inden I fortæller det til børnene derfor har aftalt lidt om, hvordan det fremover skal være, så I kan svare på de ting han spørger om. F.eks. hvor han skal bo, om han stadig vil se sine bedsteforældre, om I skal på ferie sammen, hvad med fødselsdage, om han kan ringe hvis han vil, hvem der henter ham i institutionen osv. osv. Der kan dukke mange spørgsmål op både når I fortæller det men også løbende og det er godt, hvis I voksne på forhånd har talt lidt af disse ting igennem, så I kan svare.

Og nogle ting kan I naturligt ikke svare på og her er det så også vigtigt at være ærlig og sige at det ved I ikke endnu, men stadig også betrygge ham i at I finder ud af det og at det stadig betyder alt, at han har det godt. Det er en voksen beslutning og I har styr på det, selvom det hele lige nu er lidt svært.

Det er vigtigt at I jævnligt bringer skilsmissen op, selvom I har talt meget sammen når det sker, så er det vigtigt at I give plads til stadig at tale om det, når det er sket. Det kan være en rigtig god idé at læse bøger for børn om forældre der bliver skilt, det at læse højt om andre i samme situation, kan være en måde at tale om sig selv på og få vendt nogle tanker og følelser.

Du fortæller at din dreng er meget følsom og at du er urolig for, hvordan han vil blive påvirket. Det kan her være en god idé at lægge mærke til hans leg og f.eks. også lægge mærke til hvordan hans tegninger er. Børn vil ofte udtrykke deres følelser og tanker gennem leg og når de tegner og det kan give et billede af, om der er noget han går og tumler med og noget I skal tale lidt om ... Hvis han ikke rigtigt åbner sig overfor dig, så tal med pædagogerne eller en bedsteforældre, en god veninde eller lignende og se om han vil tale med en anden voksen.

Jeg håber du kan bruge mine tanker videre, rigtig meget held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske

Netsundhedsplejerske.dk