Renlighed - vi har prøvet alt
29. maj 2012Kategori:
Alder:
3 år, 5 mdr.

Hej Helen
Ved ikke helt hvor jeg skal starte for ikke at gøre brevet alt for langt og indviklet, men prøver så godt jeg kan:)
Vores søn på 3 år og 8 mdr har smidt bleen for 1 mdr siden.
Vi forsøgte da han blev 3 år, men hans gamle BH mente ikke han var klar og vi stoppede med at tale om det osv indtil for 1 mdr siden hvor vi havde en lidt ældre dreng på besøg og han løb på toilettet og dagen efter ville Malte ikke have ble på.
Vi greb selvfølgelig chancen og gav ham underbusker på.
Herefter har det været en MEGET hård mdr:)
Først og fremmest så sagde han (i starten) "jeg tisser", mens han tissede, da vi så sagde han skulle sige til inden sagde han, at han ikke kunne mærke det, hvorfor han konstant havde uheld.
Han vil gerne sidde på toilettet, men siger stadig ikke fra og tisser derfor kun når vi (hver anden time) siger nu skal du tisse - det samme gør de i BH.
Han holdt hurtigt op med at sige "jeg tisser", men gør det i stedet bare i bukserne uden forvarsel de gange vi ikke når at få ham ud inden.
Derudover er det en kamp at få ham derud og han siger hele tiden "jeg skal ikke tisse", men når vi så kommer ud så tisser han en ordentlig tår eller hvis vi ikke går der ud så tisser han i bukserne 2 min efter vi lige har spurgt.
Dette er både på toilettet eller i buskene (her de dage vejret har været godt)
Vi er prøvet ALT - belønning, kugler i en skål med stor præmie hvis han får den fyldt op, prøvet at læse om det, tale om det, ikke talt om det osv osv osv.
Malte kan sagtens selv tage bukserne ned, stå op og tisse, eller sætte sig på toilettet - er ikke bange for toilettet osv. - så det er ikke pga han ikke dette.
Vi er helt tabt.
Der har været måske 3 gange hvor han pludselig har sagt "jeg skal tisse" og hvor vi har nået ud, men som sagt kun ca 3 gange - ellers siger han bare intet eller at han ikke skal - selvom vi ved han skal.
Med hensyn til stort har han gjort det 3 gange på toilettet, men ellers gør han det i bukserne. Vi har sagt han gerne må komme og bede om bleen, men det gør han ikke. Han ved hvornår det kommer da han lige så stille lister afsted og går i et andet rum eller lign., men han kommer ikke og beder om ble eller går på toilettet. Plus han kommer heller ikke efterfølgende, så han føler ikke det er væmmeligt at gå rundt med i bukserne.
Om natten får han nat ble på - den er somregel tør og han har ikke problemer med at skulle have den af om morgenen
Lidt generelt : Malte startede først i 1 BH, men skiftede for 3 mdr siden da han er et særligt sensitivt barn og havde brug for et mindre sted med faste rammer og rutiner.
Den nye BH er fantastisk og de har på trods af det er 1 mdr nu stadig holdt fast og sørger for faste toilettider og der er nu kun 1 pose med hjem (med stort i) ellers sker der meget sjældent tisse uheld der nede, men han kommer heller ikke til dem - det er kun fordi de sætter ham på toilettet og han så tisser.
Malte fik en lillesøster for 9 mdr siden, men der er ikke noget generelt ift hende (han forguder hende)
Jeg skriver til dig fordi vi er lige ved at give op -
1) kan han virkelig ikke mærke at han skal tisse og lave stort??
2) skal vi give ham ble på igen og vente, dog lidt svært da han ikke vil gå med ble mere og vil have underbukser på?
3) skal vi kæmpe hver gang for at få ham på toilettet, selvom han ikke gider derud og hvordan skal vi bedst gøre det så det ikke bliver en kæmp? Han er ikke bange eller noget han mener bare ikke han skal tisse og han gider ikke gå der ud sikkert fordi han heller vil lege, se tegnefilm osv.
Vi har som skrevet prøvet alt, fra ros, belønning, præmier, kugler, snak, forklaringer, frustration osv osv., men intet synes at virke selv 1 mdr efter start. Det er som om han lukker af hvergang vi taler om det eller prøver på det og måske har vi talt det til døde eller spurgt "skal du tisse" så meget at han helt lukker af - hvad ved jeg, men hvad skal vi gøre herfra og fremover????
Med venlig hilsen
Maltes mor


Svar
Kære Maltes mor
Tak for dit brev og velkommen tilbage - dejligt at høre fra dig igen :)
Umiddelbart lyder det som om at Malthe egentlig er parat, - rent fysiologisk. Han kan godt fornemme når han skal tisse og have afføring og han er også i stand til at holde sig indtil han når toilettet - men mentalt, lyder han ikke til at være helt parat endnu.
Interessen har han ikke helt og måske er det hele gået lidt for stærkt, da renlighed, flytning osv. er faldet sammen. Nogle gange er han så optaget af andre ting, at han glemmer at han skal tisse og så går det galt. Derudover tror jeg du har helt ret, når du skriver at I måske har "talt det til døde", når I næsten hver anden time har spurgt om han skal tisse og når han går i enrum og laver i bukserne, så er han bevidst om at han gør det og han kan også mærke at han har det i bukserne, men han ved jo godt at det ikke er helt vel set. Han ved godt at I forældre rigtig gerne vil se ham renlig og han ved godt at der er belønning at hente, når det lykkes - men når det ikke lykkes, hvad så. Så er det bedre at lade som ingenting og håbe at det så forsvinder eller glemmes ... :)
Jeg anbefaler at man ikke tager bleen af for hurtigt, for det er altid et nederlag med våde bukser og en succesoplevelse med en tør ble. Og jeg synes faktisk det er synd for jeres dreng at han skal opleve våde bukser og det nederlag det giver ham, flere gange om ugen. Jeg er derfor tilhænger af at I giver ham en ble på - MEN, det er meget vigtigt at I fortæller ham at han ikke skal tisse eller lave i bleen. Den bruges som et par underbukser der trækkes op og ned og som en sikkerhed. Det er ikke rart at lave i bukserne og han bliver syg, hvis han går med våde bukser, så derfor får han bleen på, men han skal stadig bruge toilettet.
Det giver jer mulighed for at rose ham, når han når toilettet. Selvom der kommer små dryp i bleen, så suger den så godt, at han sagtens kan bruge den igen og den føles tør - det er en succes at kunne bruge samme ble. Men kommer der små dryp i underbukserne, så er I altid nødt til at skifte dem, for det er ikke godt at gå med våde underbukser, så bliver huden rød og irriteret og derfor er det ikke så stor en succes, selvom han rent faktisk nogle gange næsten når toilettet.
Det er også rigtig godt at kunne sige "pyt med det, så var det jo godt du havde bleen på", når han en gang imellem ikke når det. Det er helt okay, det er jo netop derfor bleen er der. Og så prøver I bare igen næste gang.
Det vil være rigtig godt at han hjælpes til toilettet med faste toilettider. Det vil sige at han tisser som det første om morgenen, når han står op og som det sidste inden han skal i seng - evt. i forbindelse med aftenbadet. Han tisser også altid inden han skal spise og inden han løber ud for at lege. Gerne med ca. 3 timers intervaller i løbet af dagen, men prøv at passe det ind i forhold til dagens aktiviteter.
Spørg ham ikke "skal du tisse?", for så siger han nej, bliver opmærksom og tisser så 2 minutter efter. Tag ham i stedet i hånden og sig "kom vi skal lige tisse, inden vi kører", som en helt naturlig regel, der gælder både voksne og børn. I tisser altid inden I kører hjemmefra.
Når I fornemmer at han skal have afføring og kan se at han trækker sig, går bag sofaen eller for sig selv, for at lave i bukserne, så vis ham at I ser det og igen følg ham derud "kom skat, du skal lige på toilettet". Hvis han har ble på, som jeg jo anbefaler og ikke er tryg ved at lave på toilettet, så kan I lade ham beholde bleen på, men bede ham sætte sig på toilettet med bleen. Så han stadig ved at det er der det foregår og stille og roligt, når han er tryg ved det, så kan han så igen prøve at sidde der uden ble.
Når han på forskellige tidspunkter af dagen sidder og tisser på toilettet, så prøv at få ham til at prutte og på den måde presse lidt. Hvis han oplever at der kommer lidt afføring der, så vil han føle at det ikke er helt så farligt og stille og roligt blive tryg ved det.
Så jeg synes at bleen bør på igen, så alle måske kan slappe lidt mere af og han får lidt mere tid og også succesoplevelserne med en tør ble fremfor gentagende nederlag med våde bukser ... :) Bleen skal give ham trygheden i en periode, så han igen tør og føler sig parat. Du kan købe bleer der ligner underbukser mere - se f.eks. drynites.dk, måske vil han synes det er okay hvis der er en dinosaur eller lignende på ...:)
Håber I kan bruge ovenstående videre, fortsat held og lykke :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Netsundhedsplejerske.dk