Jeg skriver til dig ang. vores yngste barn på 2 ½ år. Vi er i gennem en rigtig svær periode med hende og har været det lææææænge. Jeg bliver ved med at sige til mig selv: Det er en fase, det er en fase, det er en fase... Men det bliver bare ved! Vi er som forældre ved at være trætte og slidte og storebror lider under det. Nu må vi se på, hvad vi som forældre kan gøre for at vi får en mere tilfreds pige og en mere harmonisk familie igen.
Lillesøster er hurtig, voldsom, meget talende, larmende, dygtig motorisk, elsker at være ude og en rigtig krudtugle. Men hun har et voldsomt temperament og har svært ved at være inde og være sammen med andre børn. Vi har flere gange hørt folk kommentere på hende: "Hold da op, er hun altid sådan"? Hun er viljestærk og selvstændig, men i en grad som hæmmer hende og trætter os. Vi konflikter med hende konstant og hun kan skrige til hun kaster op. Hun er hurtig til at lange ud efter de andre børn, kradse og skubbe. Det er så svært, at have et barn, som andre opfatter som uopdragent. Vi føler at det er svært at tage hende med nogen steder, fordi hun er som hun er.
Vi er trætte og lidt forvirrede. Er vi i gang med at opdrage vores barn helt forkert eller er der noget galt med hende? Pga. hendes hyperaktivitet (Hun er i alt og over alt) har vi fjernet alt sukker fra hendes kost. Dvs. hun får ikke slik, sodavand, saftevand, figenstænger osv osv. Vi giver hende multitabs og eye que fiskeolie. Vi har regelmæssige rutiner, god tid til hverdag, korte dage i institution, faste sengetider osv. Hvorfor er det så, at vores lille pige er ved at køre os så træt?
Når hun bliver rigtig gal og ked af det. Vil hun ikke trøstes. Hun skriger af os og vrider sig ud af vores arme. Vi sætter os ved siden af hende og fortæller hende at hun er rigtig gal, men vi vil gerne trøste hende. Det kan stå på i en time, inden hun er klar til at falde til ro i vores arme. Nogen gange er hun så gal at hun ruller rundt på gulvet og banker hovedet i gulvet. For at passe på hende ligger vi hende op i hendes seng, hvor hun ikke kan slå sig. Men vi sidder altid lige ved siden af og taler beroligende til hende eller går lidt frem og tilbage mellem værelset og køkkenet og lader hende vide, at hun er gal og vi gerne vil hjælpe.
Hun har ligesom ikke nogen "stopklods". Hun kan blive ved med at baske ud efter hendes storebror eller gøre ting vi ikke vil have og hun fortsætter selvom vi prøver at sige stop, aflede hende og flytte fokus på noget andet. Men det hjælper ikke. Først når vi hæver stemmen, er det som om vi trænger i gennem til hende. Jeg er meget i mod at råbe af børn og jeg føler at jeg slår knude på alle mine pædagogiske principper i forhold til mit eget barn. Vi har aldrig tidligere brugt "skæld ud", men pludselig oplever jeg mig selv blive rigtig vred. Jeg har dårlig samvittighed, for min lille pige er jo kun 2 år. Men hun er på mange måder så anderledes end os tre andre i familien og det er drænende at have så mange lange og voldsomme episoder hver dag.
Jeg ved simpelthen ikke hvordan jeg skal håndtere dette. Jeg synes, at det er en stor falliterklæring at jeg som mor er kommet der til at jeg ikke længere ved hvad jeg skal gøre. Jeg synes, at hun får alt for meget negativ opmærksomhed selvom jeg prøver virkelig at rose og fortælle hende hver eneste gang hun gør noget godt. Jeg fortæller hende hver eneste dag at hun er en dejlig pige og vi har en stille stund inden sengetid hvor vi nusser og synger, men alligevel kan jeg godt mærke at fordelingen er skæv.
Hvad skal vi gøre?
Venlig hilsen
Mig
Svar
Hej med dig
Tak for dit brev :)
Jeg har tidligere beskrevet lidt om hvordan I skal møde jeres børn og har i den forbindelse også nævnt at hjernen er inddelt i tre dele. Når jeres datter reagerer som hun gør, med skrig og måske kaster sig ned i gulvet, måske slår ud efter jer eller lignende, så sker der en aktivitet i pattedyrhjernen. Da pattedyrhjernen styres af den rationelle hjerne, så er det vigtigt, at det er den du/I forældre aktiverer med jeres reaktion. Netop jeres reaktion er vigtig for at skabe forbindelse mellem hjernens dele.
Derfor er det vigtigt at I reagerer med lydhørhed. Det er rigtig vigtigt at du viser hende, at du forstår, hvad hun vil eller ikke vil. Du må naturligvis gerne sige "Nej!", "AV!" eller lignende og også flytte hende fra dig, hvis hun f.eks. slår ud efter dig eller langer ud efter sin storebror, så hun forstår, at det hun gør er forkert - men det er rigtig vigtigt at det netop er det hun gør, der er forkert og at hun ikke får en følelse af at det er hende der er forkert. Det er vigtigt at I viser hende at det er okay, at hun har de frustrationer og stærke følelser som hun har.
Du skriver at I "fortæller hende at hun er rigtig gal og at I gerne vil trøste hende" og at I "lader hende vide, at hun er gal og at I gerne vil hjælpe" og måske er det en skrivemåde, men det er ikke helt det samme, som når jeg siger at I skal hjælpe hende med at sætte ord på sine følelser. For hvis I siger "du er gal" - det ved hun sandsynligvis godt, - og det kan derfor gøre hende endnu mere sur. Så det er vigtigt at I prøver at sætte lidt ord på det, som I tænker kan have udløst hendes frustration.
I skal lade hende være ked af det, frustreret, vred og møde hende ved at sætte ord direkte på den følelse du tror hun har. F.eks. sige "det er også dumt, du skal i bad, når du er træt ..." eller "øv, de dumme sko, driller de dig" eller lignende. Og hvis du sætter ord på vreden så sig ikke "nu er du gal", men mere "såå, bliver du bare så vred lige nu ...". Der er en gradsforskel i det jeg siger og det du siger, - håber du kan følge mig og se forskellen ...
Og nogle gange kan det også være nødvendigt at komme videre, når hun har det svært og verden går hende imod og prøve helt at komme væk fra den situation. Prøv at opmuntre med energisk stemme og sige "pyt med det", så I ligesom prøver at glemme det og komme videre og ikke hænger fast i det som er svært.
Det er rigtig vigtigt at I signalerer at I har styr på det. Når hun nogle gange ikke kan overskue maden, ikke kan overskue at tage tøj af og på, ikke kan overskue badet eller ikke kan overskue at storebror også skal have lov til at sidde på skødet af mor og hun ikke kan få lov - så skal I signalere at I har styr på det, I er følelsesmæssigt stærke, når hun ikke er det og hun skal ikke bekymre sig eller tage stilling, det tager I jer af.
Hun er ganske givet en kvik pige, der opfatter rigtig meget og som gerne vil mange ting. Og det er naturligvis rigtig dejligt og I skal virkelig nyde det, men også vide, at det naturligt giver nogle ekstra udfordringer en gang imellem. For det er rigtigt svært, når man har et barn der mentalt måske søger noget og gerne vil noget og stadig ikke er i stand til egentligt at håndtere det hele - og jeg tror et eller andet sted, at det er her problemet ligger hos jer. Hun er som du skriver, hurtig og dygtig og man kommer let til at forvente lidt for meget af hende - for hun er stadig kun 2 ½ år gammel og derfor på mange måder en meget lille pige.
Nogle gange kan det virke godt at gie små valgmuligheder, fordi I fornemmer at hvis hun selv får lov til at vælge om hun vil have æble eller pære, så undgår I en konflikt. Men ofte kan selv små valg være for meget og derfor kan det være en rigtig god idé at I forsøger at tage valg for hende og ikke stiller for mange spørgsmål. Jo mere I gør tingene som en selvfølge og uden at de er valgmuligheder, jo mere vil konflikter nogle gange kunne undgås ...
Jeg håber mine tanker kan bruges lidt videre, fortsat held og lykke :)
