Kære Helen,

Min søn er en sød og dejlig dreng, som jeg elsker uendeligt højt. Over for mig er han meget kærlig, giver mange knus, og vi har det trygt og godt. Vi bruger meget tid på at være sammen og læse historie, male og tegne osv. og har det rigtigt hyggeligt.

Men over for andre børn er det sværere. Det er som om han ikke forstår deres grænser og kan reagere på de signaler de sender. Han kaster tit med ting, når de leger, hvilket de bliver utrygge over, og han slår også – ikke nødvendigvis hårdt, men på en måde der klart irriterer dem. Det er også et problem i børnehaven.

Han er ikke god til at høre efter, hvad der bliver sagt, men virker til at være så optaget af sit eget forehavende at han simpelthen ikke lytter til hvad der bliver sagt. Det gælder både mig og andre voksne. Så han stopper ikke, når han bliver bedt om det.

Han er ikke god til at blive irettesat. Han kan blive meget vred, hvor han både kradser og bider.

Vi er ved at nå dertil hvor andre børn ikke har lyst til at lege med ham og hvor deres forældre heller ikke har lyst til at han kommer hjem til dem.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre for at ændre dette. Jeg kan jo ikke bede andre forældre om at deres børn skal være eksperiment for at min søn lærer at opføre sig ordentligt.

Jeg siger til ham, at han ikke må kaste med ting eller slå og at han skal lytte efter de voksne, men jeg synes ikke der er noget, der hjælper. Jeg forsøger også at forklare at ”så har andre ikke lyst til at lege med dig”.

Indimellem bliver jeg også vred og råber ad ham, og det hjælper jo selvfølgelig heller ikke.

Han lærte meget tidligt at tale, og han kan også fint forklare sig.

På den ene side tænker jeg, at han på nogle områder er lidt umoden. På den anden side kan jeg jo heller ikke indimellem lade være med at tænke om han er adfærdsvanskelig.

Hvad skal jeg tænke og hvad skal jeg gøre?

Venlig hilsen

Svar

Hej med dig

Tak for dit brev :)

Det vil for det første være en rigtig god idé at du holder et møde med stuepædagogen og lederen af børnehaven omkring din bekymring. Du fortæller at din dreng har svært ved at lege med de andre børn og at du oplever at de nu begynder at trække sig fra ham - og der ligger naturligvis en pædagogisk opgave i både at hjælpe ham og også i at finde ud af, hvorfor han reagerer som han gør.

Du kan naturligvis støtte ham så meget som muligt hjemme, men det er hovedsageligt i børnehaven at han møder de andre børn og skal lære kommunikere og finde ud af at lege og derfor skal de naturligvis på banen her og det er noget I skal drøfte sammen. Din bekymring omkring hvorvidt han har sværere ved disse ting end andre børn, er også noget de vil kunne rådgive dig omkring.

At komme godt ud af det med andre mennesker kræver at man lærer social intelligens. Der findes masser af kloge mennesker som har en dårlig social intelligens. Det er mennesker som er enspændere, som ikke kan finde ud af at indgå i dialog, ikke lytter eller er opmærksomme på de signaler andre sender osv. Din søn lyder umiddelbart til at være interesseret i at være sammen med andre, han lyder også til at være kærlig og omsorgsfuldt, men det lyder som om at han ofte foretrækker de voksne eller større børn og at det er svært for ham at lege med jævnaldrene, hvilket han naturligvis skal hjælpes med at lære.

Man kan godt lære børn visse ting - også sociale ting, som sige pænt tak for en gave, sige tak for mad, sige undskyld osv. men man kan ikke på samme måde fortælle et barn, hvordan man interesserer sig for andre, man kan ikke fortælle et barn hvordan man trøster andre, ser om andre bliver glade, kede af det osv. Det kan man kun lære ved at se det, ved at opleve det og ved at vi taler med børnene om det og leg er især et vigtigt redskab til at lære social intelligens.

En løsning kan nogle gange være at lade ham lege med et af børnene fra børnehaven derhjemme, gerne hos jer. Lege et par timer på tomandshånd, hvor han kan overskue situationen og hvor de lærer hinanden lidt bedre at kende. Og det er her vigtigt at der kun leges et par timer, så han ikke når dertil, hvor han bliver for træt og ikke kan overskue situationen. Det er vigtigt at "stoppe mens legen er god". Det kan også være en god idé at du eller far deltager i legen de første par gange, at I spiller bold i haven, bager boller sammen eller lignende, så han og den anden ikke er alene hele tiden, men at der er en tilgængelig voksen.

Og så handler det ofte meget om at lære ham at forstå de lege, som de andre børn leger og hele tiden guide ham i, hvordan han kan være med. Hvad signaler de andre sender, hvad signaler han sender og hvad det betyder. Altså helt konkret i situationen tale med ham om hvad der gør de andre kede af det og gør dem glade og også sætte ord på, hvorfor han reagerer som han gør, hvad der sker og guide ham til at aflæse de andre. Så når han leger med nogen derhjemme, så skal du hjælpe ham med at aflæse de andre og finde ud af det.

Når han har svært ved at modtage en kollektiv besked, så er det vigtigt at være opmærksom på dette og at man i forhold til ham, måske lige skal sætte sig ned, tage ham i hånden og give beskeden igen. Når du gerne vil give ham en vigtig besked og gerne vil have at han hører det og lytter til dig, så er det derfor vigtigt at du sikrer dig at der er kontakt mellem jer, før du giver beskeden.

På Psykologisk Forlag er netop udgivet bogen "Leg - hvordan leg former hjernen, stimulerer fantasien og beriger livet" af Stuart Brown. Måske kunne du få noget ud af at læse den :)

Håber du kan bruge dette videre, fortsat held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske

Netsundhedsplejerske.dk