Kære Helen.

Tak for hjælpen ang. Soverytme osv. Nu sover vi alle bedre:-)))

Nu er der tid til lidt gode råd igen.

Vores to drenge på 21 mdr og til juli 4 år, koster en del energi og spørgsmål her i familien. Det skal siges at i det daglige er det mest mig (mor) som er sammen med dem da far har sent fri. Den yngste og jeg går hjemme sammen indtil september da jeg er hjemmegående og bor i udlandet. Den ældste går i tysk børnehave hvilket nu går rigtig godt efter et skift pga den første var et rigtig dårligt sted. Derfor har starten i udlandet været hård og svær for specielt den ældste. Føler trods nedenstående udfordringer at han trives nu.

Hvis vi starter med ham, så er hans historie at han startede som kolikbarn som viste sig at være mælkeællergi. Desuden kom æggeallergi, pollenallergi og astma. Så han er nok altid blevet passet lidt godt :-) . Så kom lillebror til verden da han var 23 mdr, hvilket var en stor omvæltning i vores liv da det kostede mange frustrationer for ham. Det var utrolig svært og hårdt for os alle og specielt ham. Han kunne jo ikke snakke og blev meget udadreagerende pga jalousi. Det er jo naturligt nok. Svært at håndtere. Vi kunne aldrig vende ryggen til to sekunder da han kunne finde på hvad som helst.

Han er en meget kærlig, krammende, dygtig og kærlig dreng. Men også følsom og tænker meget over ting. Han er ret intelligent og siger mange "store ting". Han elsker at lege og er glad og udadvendt når han ikke får de her "ture"

Så kom tiden inden vi flyttede herned hvor han var ca. 3 1/2 . Da kulminerede det og han havde en hård periode. Også pga flytning, utryghed osv. Det var turbulent. Han fik store vredes udbrud og blev meget gal og skreg højt og slog og havde det svært. Den lille klarede det fint. Ingen problemer ud over storebrors vrede.

Han har altid haft perioder i sin udvikling hvor selv den mindste ting kunne vælte hans verden. Sådan er det også lige nu. (farmor og farfar har lige været på besøg i nogle dage, og herefter kom reaktionerne. Meget glad for dem og leger og hygger, tror han savner dem meget). Det der sker i hverdagen kan ske lige fra han står op. Det kan være lillebror der gik ud af værelset først, far der sidder på hans plads, mor der hældte havregryn op hvor han selv ville osv. Små ting, men meget meget store ting for ham. Vi tager hensyn til det mange gange hvor vi husker at spørge ham først, at han kan hjæpe selv osv. Men ikke alt ved vi, og ikke alt kan vi gøre om. Det skal vi vel heller ikke?

Reaktionerne kan tage helt overhånd hvor han begynder at slå mig eller lillebror, kaster morgenmaden på gulvet i vrede osv. Ting vi er nødt til at sætte grænser over for. Vi prøver tit at forklare ham stille og roligt at det er ikke i orden osv. Tit kan man slet ikke snakke med ham da han bare skriger, hvilket gør at vi går på værelset. Nogle gange skal jeg blive der, andre gange ska jeg gå. Så skriger han meget højt derinde, og kaster nogle gange med tingene. Smækker døren, åbner den igen for at ramme mig med noget. Virkelig grænseoverskridende for mig at min søn står der og vil kaste ting på mig. Som regel bliver jeg ved døren og når han er rolig åbner jeg døren og spørger om han er ok. Hvis ja kommer jeg ind og han sætter sig hos mig og krammer og er stille sammen. Når så tiden er snakker vi om det der skete. Prøver at sætte ord på hans vrede og give ham alternativer til hvad han kan gøre når han bliver så sur. Forklarer at man bliver ked af det når han slår, det gør ondt. I stedet kan du trampe i gulvet, banke i madrassem osv" men aldrig slå. Og det er han helt med på og så går vi ud igen.

For tiden er det håndvasken efter toiletbesøg han ikke vil. Stor kampe, men ikke noget vi vil gå på kompromis med. Det skal han!!! Kæmper til det sidste for at slippe. Også med lange vredesudbrud.

Mit spørgsmål er: Er det normalt et barn er så udadreagerende og bliver så vred. Hvordan skal vi takle det og er der nogle huskeregler og redskaber til hvordan vi skal gøre og grænsesætte en dreng på 4 år. Det største problem er at han slår og kaster med ting.

Nogle gange er jeg nødt til at tage ham væk fra lillebror fordi han vil slå, kaste sig over ham, osv. Kan virke meget voldsomt for den ældste da han føler jeg skubber ham. Det eneste jeg gør er at beskytte lillebror i en hurtig bevægelse. Det kan også virke voldsomt for storebror. Måske føler han sig misforstået, svigtet eller hvad er det for følelser?

Skal vi bruge timeout på en helt bestemt måde? Og hvordan?

Hvor meget skal vi spille med på det med at han vil bestemme alting. Jeg vil først, det er min stol, osv?

Ved jo godt at børn afspejler også forældrennes måde at være på. Derfor vil jeg da sige at vi begge har temperement, men er to meget kærlige og også rolige og ansvarsfulde forældre. Har dog selvfølgelig haft nok at lave siden vi fik to drenge, og det gør da at man indimellem ikke takler tingene som man gerne vil, selv kommer til at råbe lidt for højt og smække med en dør. Men det er ikke det som kendetegner vores hverdag. Der er rummelighed forståelse osv. Men hold da op hvor kan det være svært at rumme og være rolig når alt kører op i en spids. Specielt lige for tiden. Og så er det jo igen mig som mor som er en del alene med dem, og som har tjansen med aflevere, hente, lege, lave mad inden far kommer hjem. Det har jo også noget at sige. Derfor kunne jeg endnu mere godt bruge nogle reskaber til at takle og forstå hvad der sker når min ældste dreng reagerer sådan.

Vuggestue og børnehave ser kun den gode, glade og tapre dreng. Han reagerer når han kommer hjem hvis noget har været svært osv. Men er jo også træt på det tidspunkt. Den første tyske børnehave gav ham en dårlig oplevelse. Og undertrykte en masse følelser i ham pga manglende omsorg fra voksne. Kunne ikke snakke eller forstå de andre. Meget frustrende for ham.

Nu ved du lidt om situationen. Håber på lidt feedback.

Et tillægsspørgsmål ang. Lillebror på 21 mdr. Han er på kort tid gået fra at være stabil, nem og harmonisk til at være nej siger, flitsbue, verden bryder sammen hvis jeg siger nej osv. Er det normalt i denne alder?

Synes det er hårdt med sådan to temperamentsfyldte drenge på samme tid, så hvis der er nogle ting jeg kan bruge i disse situationer kunne de være dejligt.

Kærlig hilsen
en glad og lykkelig, men lidt frustreret mor.

Svar

Kære glade, lykkelige og lidt frustrerede mor :)

Tak for dit brev og din fine beskrivelse af hvad der sker hos jer og de ting jeres dreng har oplevet og naturligt har det svært med :)

Din dreng reagerer meget voldsomt og jeg kan godt forstå at du nogle gange bliver helt forskrækket eller simpelthen i tvivl om, hvad du skal gøre og hvordan du skal reagere bedst. Det lyder dog som om at du gør det meget godt og som om at du har en stor portion tålmodighed :)

Når et lille barn bliver født så er der milliarder af hjerneceller, men forbindelserne imellem dem er få og det er forbindelserne mellem cellerne i hjernen, som sætter os i stand til at tænke og handle som vi gør.

Forbindelserne mellem hjernens celler dannes af det samspil som barnet oplever med sine forældre. Hvis barnet bliver mødt med positivitet, lydhørhed og kærlighed, så vil barnet danne forbindelser i hjernen, der giver barnet det vi forstår ved et godt liv. Et barn der mødes med emotionel lydhørhed vil således stille og roligt lære at beherske vrede, at være venlig og lære, hvordan man i det hele taget møder en anden.

Modsat vil et barn der mødes med tyranniserende forældre, med manglende omsorg og uden emotionel nærhed begynde at tilpasse sig dette. Barnets hjerne vil aktivere de celler og forbindelser, der styrer f.eks. frygt, forsvar og angreb.

Man siger at 90% af hjernens vækst foregår de første 5 leveår og derfor er det utroligt vigtigt, hvordan man som forældre reagerer på sit barn. Alt det du og din dreng (dine drenge) gør sammen, vil påvirke hans hjerne og vil påvirke hans udvikling. Og derfor er det rigtig godt og rigtig vigtigt at du netop forsøger at rumme ham og giver ham lov til at reagere, som du så fint beskriver samtidig, med at du naturligvis skal sikre at at han ikke yder skade på nogen eller noget og at han også får sat de grænser, som naturligt er nødvendige.

Man kan beskrive hjernen på flere måder, men i forhold til børn og i forhold til at forstå, hvad det er der sker, når man har med små børn at gøre, så kan det være en god idé at se hjernen inddelt i 3 dele:

1. Den rationelle hjerne, som også kaldes storhjernen. Det er denne del af hjernen der styrer kreativitet, fantasi, problemløsning, selverkendelse, omtanke, empati, eftertanke og lignende.

2. Pattedyrhjernen, som også kaldes mellemhjernen eller det limbiske system. Den udløser store følelser der skal styres af den rationelle hjerne. Det er raseri, frygt, separationsangst, social tilknytning, legesyge, lyst til at udforske og lignende.

3. Krybdyrhjernen er den nederste del af hjernen og den aktiverer vores vigtige kropsfunktioner. Det er sult, fordøjelse, åndedræt, blodomløb, temperatur, at kunne bevæge sig, kamp eller flugt.

Når din dreng slår, sparker, kaster med legetøj, skriger vildt og højt, så er det fordi der sker en aktivitet i pattedyrhjernen. Da pattedyrhjernen styres af den rationelle hjerne, så er det vigtigt, at det er den du med din reaktion aktiverer. Det er vigtigt fordi du med din reaktion netop er med til at skabe de vigtige forbindelser mellem disse to hjernedele.

Derfor er det vigtigt at du reagerer med lydhørhed, viser din dreng at du forstår hvad han vil. Du må naturligvis meget gerne sige av, hvis han gør noget ved dig, som gør ondt. Du skal naturligvis også stoppe ham i at gøre andre ondt eller gøre sig selv ondt. Men det er rigtig vigtigt at han ikke bliver bange for dig eller føler sig forkert og at du viser ham, at du godt kan rumme hans frustrationer og meget stærke følelser.

Nogle gange må du lade ham rase lidt ud, imens du holder dig ved siden af. Du kan være nødt til at være der både for at sikre at han ikke yder skade på sig selv, men også for at vise ham at det er okay. At kunne rumme ham betyder at du kan holde ud at han har det som han har det, at du ikke forsøger at ændre det og at du ikke tager det personligt. Det er meget vigtigt at du ikke selv bliver bange for ham, eller begynder at trække dig fra ham - det er vigtigt at du formår at bevare roen, fordi det er så svært for ham som det er. Og det lyder som om at du er rigtig god til dette.

Det er også en rigtig god idé ikke at tale for meget og ikke stille for mange spørgsmål, for han kan ikke på det tidspunkt, hvor han har anfald af fortvivlelse, kapere alt det du siger. Så nogle gange er det netop bare at være der, vise ham at du er tilstede og gerne vil ham, tale med små beroligende dybe ord og vente på at han tilsidst slapper af i kroppen og falder til ro.

Andre gange skal han have lov til at være for sig selv, hvor du går afsides. F.eks siger "jeg kan mærke at du lige skal være lidt alene, jeg går ud i køkkenet, du kan komme eller kalde på mig", så du ikke forlader ham og stadig viser dig tilgængelig, men så han også får ro til at få samling på sig selv.

Og atter andre gange, så kan du faktisk være nødt til at holde ham. Du kan være nødt til at sidde med ham, holde ham fast, bruge dine kræfter, det at du fysisk er stærkere end ham. Bruge dig selv som et tæppe, bruge dine arme, dine ben omkring ham og så samtidig være beroligende "ssååå, skat, sååå, rolig nu, såååå, rolig" - ikke stille spørgsmål, bare holde ham og tale med små berolignede, dybe ord og vente på at han tilsidst slapper af i kroppen og falder til ro og måske græder en gråd, hvor han er i stand til at tage imod trøst.

For lillebror gælder naturligt det samme - at hans hjerne er umoden og at han kan få fortvivlelsesanfald. Han er naturligt stadig så lille at han ikke kan sætte samme ord på sin frustration som storebror kan og især hos ham er det derfor også vigtigt at sætte ord på "såå bliver du bare så ked af det, det er også dumt, såå" eller lignende, så han føler sig forstået og mødt. Også selvom hans anfald af fortvivlelse nogle gange er udløst af at få et nej fra din side :)

Håber du kan bruge ovenstående videre, fortsat held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske

Netsundhedsplejerske.dk