Hej Helen.

Vores dreng på næsten 4 år, har fået det lidt bedre i børnehaven. Han vil helst være hjemme og spørger om det hver dag, men græder ikke når han skal afsted/eller kommer hjem.

Vores dreng har indtil børnehaven været en stille, lidt forsigtig fyr. Nogle gange tror jeg, at han synes børnehaven er lidt vild. Han har i perioder søgt ind i specialgr. MIn opfattelse er, at han nu føler sig mere med i sin egen gr. også. Her er det interessante "farlige ting". Han vil gerne skyde - siger at nu er jeg død, jeg skyder dig død mor. Han kan sige " Jeg stikker dig mor", når han har bygget et sværd. Jeg har oplevet en del tab i løbet af min barndom/ungdom, og er meget følsom overfor det der med at skyde, sige at nogen er død m.v. Men jeg prøver virkelig at arbejde med det. Er det ikke blot en naturlig del af drenges leg?

Han vil gerne mosle og slås, hvilket vi ind i mellem gør inde i vores senge. Han ved godt, at man skal spørge hinanden først. Men han kommer også pludseligt og mosler, griner og slås for sjovt.

Han går helt vildt op i hvem der er størst, stærkest, farligst osv. Det gælder både mennesker han kender, men også helte (batman, spiderman mv.) og dyr. "Mor hvem er stærkest en tiger eller en haj?". Han stiller sådanne spørgsmål hele tiden. Vi forsøger egentlig bare at svare og forklare ham sammenhænge. Ind i mellem er det svært, at han ikke er den største, stærkeste osv. Men han begynder at kunne se flere nuancer i det - at han ikke altid er den stærkeste, og på en god dag, kan han også godt sige, at Spiderman også er stærk, som et udtryk for, at den helt hans ven ofte "er" også er stærk. Er det normalt at man er så optaget af det emne?

Hvis han spørger os om et spørgsmål, og vores svar ikke er det han har håbet, kan han blive lidt utilfreds, og han siger til os, at vi ikke må sige sådan. Og han siger selv svaret. Hvor meget skal man rette og holde på det "rigtige"? Har du en ide til et godt svar?

Fx. Mor er jeg stærkere end far? Mor: Nej - jeg tror faktisk far er stærkere, han er jo voksen? Søn: ”Nej mor - det skal du ikke sige, jeg er den stærkeste.... Du skal ikke sige sådan noget sluder til mig”. Jeg tænker, at han jo på lang sigt ikke skal blive sur over svar på spørgsmål, og jeg håber ikke, at han skælder de voksne i bh ud, når de svarer ham på spørgsmål. Der er vel noget skævt i, at børn udstikker ordre til voksne??

I børnehaven slås/mosler de meget - og han kommer ind i mellem hjem med knubs. Vi taler så meget om det, men nej hvor er det svært. Skal man rette hver gang de gør noget forkert? Vi skælder sjældent ud, men fortæller (nok for langt) om hvad man må - ikke må, igen og igen....

Hvad siger man, når de kommer hjem med knubs? skal situationen tales igennem flere gange? Jeg tror jeg hurtigt bliver moraliserende - og vil finde ind til hvad min søn har gjort. Jeg havde det så dårligt forleden, hvor han var blevet overfaldet af en dreng. Han var blevet sparket i hovedet og havde fået en ordentlig læbe. Jeg trøstede naturligvis, men Jeg blev ved med at cirkle om, hvad han har gjort, diskret troede jeg, men han kunne sagtens mærke det. Han begyndte at græde og sagde, Mor - jeg har altså ikke gjort noget. Han skubbede mig ned af trappen og sparkede mig i hovedet.

Mor - nu taler du om noget andet, og jeg har jo sagt til dig, at jeg ikke gjorde noget!
Er det ikke en balance, at man ikke skal pylre for meget? Men naturligvis også vise at man tror på det de fortæller der er sket?

Han vil gerne lege de der lidt "farlige lege". Han skyder, skyder os død, laver våben af lego mv. Hvis han bliver rigtig ked af det, kan han godt finde på at slå. Jeg har set det et par gange, men det er ikke noget bh. har talt med os om, så tænker ikke det er et stort problem. Hvor meget skal man fortælle og forklare om disse slås-lege? Jeg prøver at se dem som en naturlig del af drengeleg, og tænker, at disse lege er ligeså naturlige/unaturlige som vi pigers prinsesselege. Men drengenes leg - medfører bare ofte irettesættelser og moralisering. Jeg kan faktisk fornemme på min 3 årige søn, at han bare synes det er for meget. "Mor - ikke sige sådan til mig igen - nu afbryder du mig. Det har du jo sagt til mig mor. Mor det er jo ikke en rigtig skyder, og du dør ikke rigtigt" osv. Jeg leger legene med ham, og har aftalt med ham, at når jeg er død, skal jeg have et kys på kinden for at vågne;-)

Men hvor meget skal man bekymre sig om disse "farlige/vilde" lege? Hvormeget skal man tale om hvad der er rigtigt og forkert når de leger?

Børnehaven er meget frustreret over denne gruppe drenge, da de leger disse lidt vilde lege og kan være lidt for voldsomme overfor hinanden - jeg har dog på fornemmelsen, at det ofte er sådan noget leg, der bliver for vild. Pædagogerne siger ofte, at de glæder sig til, at de kan komme mere ud - at der virkelig er gang i den.
De siger ikke direkte hvad de eller vi forældre skal gøre for at afhjælpe dette problem – hvad tænker du vi kan gøre?

Hjemme kan vores søn sidde og koncentrere sig længe om at bygge lego, lave puslespil, lave perler, lege med biler, klippe m.v. Altså hvis der er en voksen med – eller hvis legen er sat i gang. Er det ikke et udtryk for, at han på et aldersvarende niveau, kan koncentrere sig.

Åhh - jeg synes det er så vigtigt med gode omgangsformer:-) Og jeg er så bekymret for, at jeg ikke giver min søn muligheden for at skabe gode, sunde omgangsformer.

Omvendt er jeg også meget bekymret for, at han får lov til at styre for meget hjemme hos os. Forældre skal turde sætte grænser, men omvendt skal vi møde vores børn. Kan du anbefale en god bog herom?

Med venlig hilsen
Mig

Svar

Hej med dig

Når man er fire år gammel, så udvikler man naturligt større selvkontrol og man er meget opfindsom, man nyder at lege meget. Fireåriges fantasi er ofte stor og de kan lege i lange perioder, lave planer for legen og genoptage den leg de også legede igår. Det er ofte vigtigt for fireårige hele tiden af afprøve nye oplevelser og børn i denne alder vil naturligt forsøge at udvide de områder af deres liv, hvor de kan tage beslutninger uafhængigt af de voksne.

Og det er det din dreng gør, når han leger med sværd, skyder, leger du er død, bliver stukket ned osv. Han har selvkontrol, han er opfindsom og han gør sig uafhængig af dig - stikker dig ned så du dør, så han i overført betydning står på egne ben. Det er ikke fordi han ønsker dig død, det er ikke fordi han ikke har brug for dig, for det han har i allerhøjeste grad, men det er en naturlig måde for ham at afprøve sin fantasi og også at afprøve egne beslutninger, gøre egne handlinger.

Børn i denne alder elsker ofte at lege vilde lege. De er dygtige til at løbe, klatre op, hoppe, springe osv. og de mestrer også at kaste, gribe, sparke osv. Og de bruger deres krop rigtig meget. Det er rigtig sjovt at mosle og slås, det er rigtig sjovt at mærke sin egen styrke og også mærke modstanderes styrke - men balancen er svær, for når man er 4 år, så vil man på den ene side ikke ret gerne mærke at andre er stærkere end en og på den anden side, er det også rart at finde ud af at vi jo er forskellige og hvori forskellighederne ligger.

For børn i denne alder interesserer sig naturligt også for forskelligheder - "er far eller mig stærkest" - han ved godt at de begge er drenge, på den måde er de ens og skiller sig ud fra mor, men det er spændende, hvem der er stærkest. Og nogle gange skal du naturligvis svare ærligt at det er far, for han er en voksen mand og voksne mænd er meget stærke :) Og andre gange skal du måske høre, hvad det er han gerne vil høre, nemlig at han er noget særligt. At det slet ikke er nødvendigt at sammenligne sig med andre, for ingen er som ham. Så nogle gange skal svaret være "det ved jeg ikke, men jeg ved at min kærlighed til dig er meget stærk og du vil altid være min skat!" eller lignende.

Følelsesmæssigt vil din dreng naturligt også være mere og mere opmærksom på hvad der forårsager visse følelser og også lære at vi kan reagerer på den samme situation forskelligt. Han vil blive bedre og bedre til at sætte ord på sine følelser og det er naturligvis rigtig vigtigt at du lytter til ham og også viser ham, at du tror på det han fortæller og anerkende at han fortælle dig ting, så du kan hjælpe ham og støtte ham. Og ja - nogle gange kan vi mødre godt være lidt for meget "hvad gjorde du selv?", når børn har været del af en konflikt og naturligvis har en situation også flere sider, men nogle gange skal man bare lytte og være der og ikke stille spørgsmål. Det kræver øvelse og det er svært. Men så er det jo godt at du har så kvik en dreng der kan sige "det var ikke mig mor, jeg gjorde ikke noget!", så du bliver opmærksom på at lige der skal du bare lytte :) Det er rigtig fint :)

Hvis han kommer hjem med voldsomme knubs - er sparket i hovedet og har fået et slag over læben, så skal det naturligvis diskuteres med institutionen. Og når der er tale om at blive sparket, skubbet ned af en trappe osv. så ville jeg også overveje om ikke jeg skulle ringe til den pågældende drengs forældre. De har naturligvis også krav på at vide, hvis deres dreng har gjort noget sådan. Men i første omgang ville jeg vende situationen med børnehaven og høre hvad de har gjort og hvad de tænker. Og så ville jeg naturligvis tale med min dreng om, at det er forkert og lade ham vide at det er noget I tager alvorligt, at det er godt han kommer hjem og siger det til jer, at I lytter og hjælper.

Det er som du skriver en balance, hvor du på den ene side også skal tro på at det er en konflikt som din dreng selv har været i stand til at løse eller hvor de voksne i børnehaven har løst det, da det skete og han er okay. Og så også vurdere, at her går det ud over hans evne til at løse tingene og det her er noget du skal handle på og gå videre med. Det er meget svært og det bliver bestemt ikke lettere, når han kommer i skole ...

Din dreng har en alder, hvor han naturligt skal afprøve en masse og nogle gange kan legen godt tage overhånd. Du skal naturligvis nogle gange prøve at have ro i maven og sige til dig selv "det er kun drenge-leg og han lærer meget af det" og andre gange skal du naturligvis gribe ind og sige "nu bliver det for voldsomt" og hjælpe ham med at finde ud af hvad der er okay, sjovt og hvad der ikke er sjovt.

Din dreng lyder til at være godt igang med at skelne fantasi og virkelighed og han lyder også til at kunne lege vildt og også kunne sidde stille og udvikle sig på mere matematiske områder - bygge, tælle, tegne osv. osv. Han lyder til at kunne begge dele og udvikle sig i sund retning :)

Du spørger til bøger og der findes mange bøger om opdragelse og også om drenge. Måske vil det interessere dig at læse noget om netop drenge. Der findes f.eks. en bog der hedder "Jeg har en søn" af Jeanne og Don Elium. Den er efterhånden gammel, blev trykt første gang i 1998, men måske vil du kunne finde noget i den som du kan bruge.

Også bogen "Pæne piger og dumme drenge" af Ann Elisabeth Knudsen, kunne måske interessere dig. Den handler om forskellen i hjernemodningen hos drenge og piger.

Eller Gideon Zlotniks "De stakkels drenge - kønsforskelle i barnedommen".

Jeg synes du skal prøve at spørge på biblioteket og få en bibliotekar til at hjælpe dig, så kan du få et udvalg og se om nogle af dem ville være noget for dig at læse. Nogle bøger er naturligt på et højt fagligt niveau og skrevet til personer der arbejder professionelt med børn, andre bøger er skrevet til forældre :)

Håber du kan bruge dette videre, fortsat held og lykke :) Rigtig god weekend!

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske

Netsundhedsplejerske.dk