Hej Helen

Godt nytår!

Det bliver lidt en lang "sludre-mail" for kan ikke gøre det op i præcise punkter, men håber du alligevel forstår :-)

Så har vores dejlige datter fået en alder, hvor opdragelse også begynder at være et "issue". Vi går begge ind for kærlig og omsorgsfuld opdragelse og ud fra det jeg har læst (har bl.a. lige lånt "Dit barns udvikling" som jeg glæder mig til at læse mere i) ved jeg godt at når min datter gør noget "forkert" så er det i denne alder ikke for at genere os eller være udspekuleret men for at udforske. Og jeg kan læse i din bog at det at betragte vores reaktion, også kan være en del af det.

Og i en anden bog, du har anbefalet, har jeg læst at det bedste ofte er at reagere roligt og ikke vise den store reaktion på "forkert" opførsel da det ellers bare bliver spændende at gentage. Så når min datter f.eks. smider tallerkenen på gulvet siger jeg roligt men bestemt "nej man smider ikke tallerkenen på gulvet" og samler den op igen. Hvis det er fordi hun ikke er sulten mere stiller jeg den til side. Hvis hun ikke er færdig med at spise får hun den igen.

Hun ved godt at hun ikke må smide den ned. Og at hun ikke må hælde vand fra koppen hverken i tallerkenen eller ned på gulvet. Nogle gange kan man nå at standse hende i at gøre det fordi hun simpelthen giver sig til at sidde og ryste på hovedet og endda selv siger nej med et smil på læben lige inden hun giver sig til det. Så hun ved godt hun ikke må men gør det alligevel - og synes det er sjovt.

Som sagt vil jeg gerne være en forælder der viser mit barn kærlighed og forståelse og rummelighed. Jeg kommer selv fra et godt hjem, men synes nogle gange det skortede lidt på forståelsen og tiden til at se det fra barnets synspunkt. Og det vil jeg gerne gøre bedre for mine børn.

Jeg bryder mig f.eks. ikke om at Mormor irettesætter med "skamme-stemmen" på. "Puha sådan gør man ikke". Med et tonefald der i mine ører fortæller at det er barnet der er noget i vejen med. Min datter skal ikke skamme sig over sin opførsel eller sig selv. Hun skal bare lære hvad der er rigtigt og forkert og at opførslen kan være forkert - men ikke hende.

Omvendt ønsker jeg heller ikke at være en laisse-faire-forælder som bare siger "det er fint" til det hele og ikke kan sætte grænser.

En af mine mandlige jævnaldrene kolleger som blev forældre på samme tid som os fortæller at hans datter godt forstår når der bliver sagt nej. Hun smider sig på gulvet og skriger i protest men hun "adlyder". Jeg har også opfattelsen af at vi som børn plejede at høre efter hvad min mor sagde når der blev skældt ud (nu er min erindring måske nok fra en noget ældre alder). Men jeg kan ikke lade være med at tænke om jeg er for blød - ikke viser tilstrækkelig konsekvens.

Vi har - bl.a. baseret på råd fra dig - gjort meget ud af at følge vores datters grænser. Så når hun f.eks. ikke vil have børstet tænder lader vi være i stedet for at gøre en kamp ud af det. Og nu lykkes det 9 ud af 10 gange hvor det for nogle måneder siden var umuligt stort set hver gang. Men hvornår "bør" man som forældre have så stor respekt/gennemslagskraft/myndighed eller hvad det nu hedder at når man siger "du skal have børstet" tænder så åbner hun munden og finder sig i det selvom det er modvilligt? Altså lidt som min kollega oplever det?

Sagt på en anden måde - er det tegn på manglende/forkert opdragelse at vi ikke kan gøre sådan?

Du skriver at det er normalt at børnene bliver ved at gentage og gøre tingene også selvom de ved de ikke må. Så i eksemplet med tallerkenen er det så et spørgsmål om at vi bare skal sige det 500 gange mere (eller indtil hun er 3 måneder ældre) så vil hun være nået dertil hvor hun ikke bare ved at vi siger nej (men gør det alligevel) men at hun også efterfølger det og lader være?

Eller skal vi koble noget konsekvens på når vi siger nej. Tage maden fra hende, tage hende ned fra stolen e.l.? Hvilket jeg som udgangspunkt er lidt modstander af for hvis hun stadig er sulten vil jeg jo gerne have at hun får noget at spise...

Nogle gange siger jeg et mere bestemt nej (små-råber nok nærmest). Hvis hun f.eks. rører ved noget der kan gå i stykker eller er farligt (hun skal f.eks. ikke pille ved opvaskemaskinen (obs - vi har kemikalier gemt væk i et højskab og skuffesikringer på en del skuffer men det hele kan jo ikke være sikret). Men ud fra en forventning om at det trænger mere igennem, hvis det bliver sagt bestemt end i almindeligt toneleje. Selvfølgelig uden at det skal være så voldsomt at hun bliver bange. Og jeg må desværre tilstå at jeg også nogle gange efter at have gentaget et nej mange gange kan nå dertil hvor det blive til et højlydt "vil du så holde op!" hvor jeg tager fat i hende og bestemt flytter hende væk - irriteret selvom jeg jo godt med min fornuft ved hun ikke gør det for at genere.

Det drejer sig selvfølgelig ikke kun om tallerkener der ryger på gulvet men også om at hun piller ved anlægget, piller blade af blomsten, vil åbne toiletspanden, smide ting ud over trappegelænderet o.l. Eller vil gå den ene vej, når Mor mener vi skal den anden vej.

Et eller andet sted tror jeg vi gør det rigtige ved at prøve at sige nej stille og roligt og gentage det når hun gentager det "forkerte" (synes nogle gange nej fylder for meget selvom jeg prøver kun at sige det når det er nødvendigt - og så vidt muligt aflede i stedet for at sætte restriktioner) men jeg er bare lidt usikker på hvornår det for alvor er man skal til at sætte grænser - og insistere på at de bliver overholdt - for ikke at ende med et barn der bare snor forældrene om en lillefinger og mangler de grænser der også giver tryghed. Og hvor længe det er okay at undskylde med at "hun er jo ikke så gammel og skal have lov at udforske".

Og så et par råd til HVORDAN man sætter grænserne - for en ting er at hæve stemmen lidt men et sted føles det altså også lidt forkert. Hvornår er børn gamle nok til at gøre som forældrene siger fordi de har "respekt" for dem - uden at der skal råbes? (så et klip fra den royale barnedåb hvor Mary snakkede til sine børn og det så ud som om hun havde den respekt hos hende, uden at man skal lægge for meget i 5 sekunders klip).

Vi har som sagt en skøn datter - oven i købet ret fremmelig på det sproglige område hvilket gør det meget nemmere at kommunikre - og jeg er sikker på at hendes opførsel er helt naturlig. Det er mere os som forældre der måske skal "korrigeres" :-)

Opsummeringen må altså være:

1 - en vurdering af OM vi skal korrigere vores opførsel for ikke at få et højtelsket - men spoleret pga. manglende grænser - barn om nogle år.

2 - konkrete råd til hvordan vi bedst gør, når der skal sættes grænser med kærlighed.

På forhånd tak

Svar

Hej med dig :)

Tak for dit brev og dine mange spørgsmål om opdragelse, grænsesætning, regler og hvordan man kombinerer det hele med kærlighed, så man netop får et barn der føler sig højt elsket barn og som også ved, hvordan man skal opføre sig ...

Jeg tror der er ligeså mange meninger om opdragelse og hvordan man skal opdrage, som der er forældre - og noget af det allervigtigste og som du også nævner er:

Barnet skal ikke opleve, at det er barnet der er forkert, men at det er det barnet gør, der er forkert!. Det er meget vigtigt og den indstilling skal du huske at have med dig.

Det lyder som om at I gør det ret godt hos jer. Og med den alder jeres datter har nu, er det meget fint og netop meget vigtigt ikke at gøre et stort nummer ud af det, når hun gør noget forkert. Bare stille og roligt sige "Nej!" og så lade en handling følge med. Det kan være at flytte tallerkenen som hun leger med, eller det kan være at flytte hende ned fra bordet, som en markering af at nu er hun færdig med at spise. Hun må gerne få sin tallerken igen og du kan forklare hende kort, at hun skal spise pænt og ikke smide med tallerkenen og hvis hun så igen smider med den, ja så er måltidet slut.

Tonen man siger nej, har naturligt noget at sige, din ansigtsmimik og de signaler du sender har betydning og det er vigtigt at du signalerer nej, når du mener nej. Nogle gange kommer vi til at grine, når vores børn gør noget uventet, for det er jo sjovt, når de, som de små filurer de jo er, nogle gange prøver grænser og overrasker os på forskellig vis. Men hvis vi griner eller prøver at undertrykke et grin, så spotter din datter det jo lynhurtigt og så vil hun naturligt forsøge igen, for det er spændende at udforske, hvad du egentlig synes - er det sjovt? Er det et nej? eller hvad sker der ... Det betyder at der naturligt gerne må være forskel på måden du siger "Nej!" eller "Stop!" på, og så måden du siger "Ja!" på. Både i dit tonefald og i din mimik. Men det betyder ikke at du behøver råbe højt eller skræmme din datter, ligesom du igen skal sørge for at din datter ikke skammer sig og ikke føler sig forkert. Det er svært, jeg ved det godt :)

Du nævner selv at du ikke ønsker at være laissez-faire-forældre og når man taler om opdragelse, så nævnes der ofte to måneder at være forældre på - to modpoler. Du kan enten være den autoritære og meget strengen forældre eller du kan være laissez faire forældre, der lader barnet styre det hele ...

Men du kunne også være myndig forældre. Hvis man er myndig forældre, så sætter man klare grænser for barnets opførsel, der lægges vægt på at forklare, hvorfor det er nødvendigt med regler og man har realistiske forventninger til sit barn.

Og det betyder at man naturligt anerkender barnet og den udvikling barnet er igennem og viser barnet, andre muligheder, lærer barnet hvordan. Hvis jeres datter f.eks. slår sin tallerken i bordet igen og igen så kan du godt sige nej og komme med en forklaring "jeg vil ikke have du slår med tallerkenen, den går i stykker" og samtidig også anerkende hendes lyst til at banke og lave lyd "hvis du gerne vil slå, så kan du slå på dit hammerbræt her". Så du viser hende at du forstår hvad hun vil, anerkender og guider og samtidig også lærer hende, hvad der er okay og hvad der ikke er.

Hvornår man skal sige "du skal!", synes jeg afhænger meget af situationen og så vidt muligt skal sådan en bestemmelse ikke siges ret tit. Men det kan være nødvendigt at sige, når det f.eks. handler om sikkerhed. Det kan f.eks. være nødvendigt at sige "Du skal holde i hånd, når vi går over vejen!" også selvom barnet bliver frustreret, vrider sig og sparker. Dette fordi vi som voksne ved bedst og fordi det handler om sikkerhed, så her kan det ikke blive som barnet gerne vil eller ikke vil - her bestemmer vi. Men de fleste gange kan det godt blive som barnet gerne vil eller vi kan finde et kompromis som både barn og forældre er glade for og kan acceptere og hvorfor så bestemme alt og gøre alt til en kamp. Der er der ingen grund til!

Det giver jo netop respekt hos vores børn, hvis vi også respekterer dem. Vi skal se dem som de små mennesker de er, små selvstændige individer med egne behov og lyster og vi skal give plads til dem, lytte og anerkende. Hvis et barn vokser op med tyranniserende forældre, med manglede omsorg og uden emotionel nærhed vil naturligt begynde at tilpasse sig det. Det betyder at barnets hjerne vil aktivere de celler og forbindelser der styrer f.eks. frygt, forsvar og angreb. Hvor et barn der bliver mødt med positivitet, lydhørhed og kærlighed, naturligt vil danne de forbindelser i hjernen, der på sigt lærer barnet at beherske vrede, at være venlig og hvordan man i det hele taget møder en anden.

Det handler ikke om at gennemtvinge vores vilje - det handler om at indgå i et samspil, hvor vi er ligeværdige. Kun ved at være ligeværdige med vores børn, så kan vi give dem selvværd - selvværd er lige med ligeværd. Og et højt selvværd er noget at det vigtigste vi som forældre kan give vores børn.

Det er korrekt at børn skal prøve ting af igen og igen, og igen og igen. Børn afprøver hypoteser "hvis jeg slår med skeen ned i glasset, så siger mor nej?! - Ja det gjorde hun". Jeg prøver lige igen - det samme sker. Ny hypotese "Hvis jeg gør det igen, siger far så også nej?" - Ja det gjorde han ... Og barnet skal prøve det igen og igen, mange gange for tilsidst at have lært hvordan verden hænger sammen og have forstået det. Nogle ting skal prøves rigtig mange gange, andre ting lærer barnet efter få gange ...

Og når Mary beder Isabella om at sætte sig på stolen, så lytter Isabella og retter sig efter det, for det har hun hørt mange gange. Hun har fået at vide igen og igen, masser af gange, at det er sådan hun skal sidde, det forventes af hende. Og Isabella har også afprøvet hypoteser, prøvet af hvad der sker, hvis hun ikke gør som mor siger eller hvad far siger - hun har prøvet det igen og igen, men med respekt for hinanden, så lærer man at lytte til hinanden.

Og børn lærer naturligt også netop, ved at vi viser dem respekt, anerkender dem og lytte til dem - at vi jo vil deres bedste og derfor lytter de også til os. Derfor kommer de også til os, når de er kede af det, når de er utrygge, eller når de står i en situation som er svær for dem at tackle. Vores børn (også vores store børn) går til os, hvis vi fra starten har givet dem tilliden og trygheden ved netop at være der for dem og anerkende dem, som de er.

Det lyder som sagt som om at I er rigtig godt på vej og ikke behøver korrigere jeres måde at reagere på ... Håber du kan bruge dette lidt videre, fortsat held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske

Netsundhedsplejerske.dk