Afføring og velvære
12. december 2011

Kategori:
Renlighed
Alder:
2 mdr.
Afføring og velvære
Hej Helen.

Jeg er en lidt forvirret mor til Eva på næsten 2 mdr.

Eva får mme næsten fra starten (har kombineret med amning, men er stoppet for en uge siden da hun virkede mere og mere forvirret og kunne ikke spise sig mæt..). Vi har givet hende NAN1, men hun havde ondt i maven og kæmpede meget hver gang hun skulle af med afføring (var helt rød i ansigtet og græd). Det påvirkede også meget hendes søvn (sov alt for lidt-kun 3-4 timer om dagen).

Vi skiftede til NAN H.A., for jeg læste , at det burde hjælpe på den sarte mave. Hun blev lidt mere rolig og glad, sov også lidt bedre, men hendes afføring blev meget tyndere, mørk grøn og kom kun hver anden-tredje dag (skal nævne, at ved NAN1 den var gul og remouladeagtig og kom af med hver dag, altså ligesom det skal være). Vi blev bekymrede, at den var ikke 'efter bogen', så vi prøvede , at skifte til ECO 1 fra Beauvais. Afførringen blev gul og regelmæssig igen, men så kom urolighed og søvnproblemer tilbage.

Det ser ud til, at når hendes afføring har den rigtige farve og konsistens, er hun utilpas og når den er grøn og tynd, har hun det meget bedre. Godt nok forvirrende..
Nu ved vi ikke hvad er bedre for hende. Vi vil heller ikke 'eksperimentere' mere med hendes mave, men vil også gerne finde den helt rigtig mme til hende så hendes mave kan få lidt ro (og hende selv)

Hvad synes du, måske blanding af de 2 produkter kunne hjælpe?

Håber du kan hjælpe

Med venlig hilsen
Aleksandra


Annonce

Helen Lyng Hansen, sundhedsplejerske
Svar

Kære Aleksandra

Tak for dit brev og velkommen til :)

Hos spædbørn er det helt okay at afføringerne er grønne - de behøver ikke være gule, det afhænger helt af hvad type mælk barnet indtager.

Produkter som NAN HA, der har delvist eller helt hydrolyserede proteiner, vil ofte give barnet mere grønlige afføringer - og det er normalt. Hvor de almindelige modermælkserstatninger ofte giver en mere gul afføring. Afføringerne vil ofte også være mere vandige på hydrolyceret modermælkserstatning end på den almindelige erstatning - og igen, det er helt normalt.

Som udgangspunkt er det vigtigste at jeres datter trives, I skal vælge den erstatning der giver hende mæthed, ro i maven og en glad pige .. Det er vigtigere end om erstatningen gør afføringen gul eller grøn :)

Indtil børn er ca 8 uger, så vil de fleste børn have gul eller gullige afføringer, men omkring 8 ugers alderen vil 1/3 af børnene få grønlige afføringer i stedet og når barnet begynder med skemad, så skifter afføringen atter farve og bliver mere brun. Farven på børns afføring afhænger dels af maden barnet spiser, men også af bakteriefloraen og der sker hele tiden ændringer i bakteriefloraen og i enzymerne i mave og tarm.

Når afføringen bliver grøn så skyldes det først og fremmest at bakteriefloraen omdanner galdefarvestoffer til netop en grønlig farve. Afføringen kan være grøn som pesto, den kan også være helt mørkegrøn og i sjældne tilfælde så mørk grøn at den næsten virker sort.

Så - konklusionen er altså at du skal give din datter den erstatning som du oplever at hun trives bedst på og ja nogle gange kan det godt være en idé at blande to typer erstatning, fordi hun trives bedste på dette. Andre gange er det bedre at holde sig til en bestemt type, fordi det giver mere ro i maven.

At trives med en erstatning betyder at hun skal tage fint på af den erstatning hun får. Hun bør have afføring mindst en gang i døgnet, afføringen skal være let for hende at komme af med og det må ikke være forbundet med smerter. Og hun skal også kunne lide smagen og være glad for at drikke den erstatning du giver hende.

Håber du kan bruge dette videre, fortsat held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske

Netsundhedsplejerske.dk