Hej Helen.

Mit spørgsmål drejer sig primært om min søn på 15 mdr - men min datter på 5½ er selvfølgelig også påvirket af situationen. Tager mine børn skade af, at jeg relativt ofte skal rejse væk fra dem pga mit arbejde?

Jeg skiftede job for 2½ år siden fordi, jeg var i et job, hvor jeg var begyndt at have lidt for meget rejseaktivitet - ca hver anden måned skulle jeg afsted mindst en uge ad gangen. Min ældste datter var på det tidspunt mellem 2-3 år, og både min mand og jeg kunne mærke at det gik hårdt ud over hende, og hun havde, trods alderen, svært ved helt at forstå, at jeg jo kom tilbage igen. Jeg var væk tre gange inde jeg fik skiftet job.

Nu har mit nuværende job i mellemtiden udviklet sig til at involvere mere og mere rejseaktivitet...

Jeg har utrolig svært ved at efterlade især den lille - han kan jo ikke forstå at jeg kommer igen og vi kan ikke forklare ham det! Den store er ked af, at jeg skal rejse, men vi kan snakke om det og jeg bruger et tip, jeg læste herinde engang, med at skrive et brev til hende per dag jeg er væk, som hun får læst op hver aften af far - en stor succes. Derudover kan vi jo snakke i telefon og på skype (når hun har lyst) og når jeg er hjemme igen kan jeg "kompensere" ved at lave noget med hende, tage en fridag og lign. Men den lille... pyha! Det føles så forkert!

Jeg var væk en uge, da han var knap et år - der var far på sommerferie hos bedsteforældrene med ungerne og han lod sig ikke mærke med noget. Så var jeg væk her i september (da han var 13 mdr) fire dage - og han gik rundt og ledte efter mig, bankede på døre, peb, kaldte og har siden været meget "mor-syg" og vil helst følge i halen på mig overalt, når vi er hjemme (han er ok med at blive afleveret i vuggestue - der har han det heldigvis rigtig rigtig godt!). Der er ingen tvivl om, at han nu er så stor, at han fornemmer og forstår min tilstedeværelse - og det modsatte - på en hel anden måde.

Min mand og jeg har begge været meget på banen overfor begge børn - min mand tog barsel med G. fra han var 8 mdr-11 mdr og kørte ham ind i vuggestue. Så de har et godt og tæt forhold. G. er en tryg dreng, der hviler i sig selv (også i følge hans pædagoger) og han er glad og fuld af gå-på-mod - dog lidt mindre udadvendt end vores store pige.

Mine tanker går simpelthen på, hvor meget skade han tager af, at jeg gang på gang svigter ham på den måde - han bliver jo glad og lettet, når jeg kommer hjem - men så smutter jeg igen osv. Jeg tænker på kort sigt, ift om han vil blive mere utryg i sin hverdag - men jeg tænker også på langt sigt, ift selvværd og følelsen af, at dem han elsker er der for ham...Jeg er i et kæmpe dilemma fordi jeg ikke bare lige kan finde et nyt job (og er glad for min job generelt) - rejseaktiviteten giver dog ikke så meget bonus, hverken i form af mere fritid eller løn. Så det er en høj pris, han betaler for mit arbejde, synes jeg... Jeg har fortalt min chef at det ikke er "med min gode vilje", men der er ikke nogle indlysende løsninger på det.

Fakta: Indtil december næste år skal jeg være væk tre-fire gange i en hel arbejdsuge ad gangen (ca hvert kvartal) PLUS måske 10 rejser hvor jeg er væk 3 nætter (fx man-tors). Jeg kan skubbe lidt rundt på datoer osv og forsøge at lægge nogle af rejserne ifm ferie, hvor far og ungerne kan være sammen med bedsteforældre og lign (de bor langt væk) - men det ændrer ikke på at det dels bliver hårdt for far, dels må være helt uforståeligt for vores ellers trygge dreng. Mormor kan komme og være hos os nogle af de gange, hvor jeg er væk en uge, men hun arbejder stadig deltids...

Vi har snakket med vuggestuen om det og de får naturligvis at vide, når far er "alene hjemme" så de evt kan give lidt ekstra omsorg - sidst jeg var væk kunne de godt mærke på G., at han var lidt mere pjevset end normalt. Men det ligger dybt i mig, at man ikke rejser fra så små børn og pludselig befinder jeg mig igen i situationen, nu med barn nr 2...

Håber du kan belyse situationen fra et fagligt perspektiv - og du må gerne være så ærlig som muligt (du skal ikke "tage hensyn" til min situation, om jeg så må sige)

Med venlig hilsen

Svar

Hej med dig

Tak for dit brev og din fine beskrivelse af dit dilemma .. :)

Rigtig mange børn vokser op med en forældre der rejser meget og det kan sagtens fungere. Det der er vigtigt er at barnet stadig har en god primærperson hos sig - og det har jeres børn, de har deres far :)

Børn har brug for det der hedder tilknytningspersoner. Det er helt essentielt for barnets udvikling at det har tilknytning til vigtige voksne. Børn vil knytte sig særligt til en person, som så vil være den person der vil fungere som barnets sikre base - altså den som barnet altid vil søge og som barnet trygt kan stole på vil hjælpe, hvis der opstår usikre situationer. Man kalder dette for primære tilknytningspersoner og barnet kan godt have flere primære tilknytningspersoner - oftest mor og far.

Barnet har også sekundære tilknytningspersoner, som det vil gå til, når den/de primære tilknytningspersoner ikke er til stede. Det kan f.eks. være en au-pair, en bedsteforælder, en dagplejemor, en pædagog i vuggestuen osv.

Børn har også brug for stabilitet i hverdagen, det er vigtigt at hverdagen ligner sig selv, når du er væk - at de afleveres i institution, at de spiser, leger, hygger sig, puttes osv. præcis som de plejer - der er bare den forskel, at nogle gange er I der begge to og andre gange er far der alene.

Det er naturligt at din dreng søger dig og leder efter dig, når du ikke er der. Han er så lille at han naturligt ikke kan forholde sig til at du er væk, han ved ikke hvor du er og han kan ikke forholde sig til tid. Han ved ikke hvad det betyder at du kommer hjem igen på søndag eller at han skal sove 2 nætter, så kommer mor igen - det er små forklaringer, som jeres datter kan forholde sig til, men det kan han ikke. Han oplever bare at du forsvinder. Og netop derfor er det så vigtigt at far er der og at far betrygger og forklarer, evt. viser ham billeder af dig, lader ham se dig på skype osv. så han stadig fornemmer at du er der et eller andet sted, du er ikke forsvundet helt.

Min umiddelbare tanke er at børnene nok skal klare sig - de har jo deres far og på sigt, vil det måske være sådan at de nyder tiderne, hvor de er alene, fordi de så laver noget særligt, hygger ekstra meget eller lignende ...

Masser af børn vokser op med forældre der rejser, er udsendt som soldat, sejler osv. og hvor forældre kan være væk i kortere eller længere perioder. Men det du skal vurdere, er hvorvidt du kan holde til det ... ?

Det er jo så kort tid vi har vores børn - de flytter hjemmefra og her får vi masser af tid til at rejse og tid til at arbejde, så vi skal naturligvis også prioritere vores børn mens vi har dem og 18 år af et helt liv er ikke meget, pludselig er de store og flytter fra reden og hvad så ...

Man hører jo forældre fortryde, at de har arbejdet for meget, at de ikke har været nok hjemme ikke har været nok tilstede da børnene var små ... man hører aldrig forældre fortryde at de valgte at være hos børnene ...

Så du skal naturligvis overveje, hvad du har det godt med og hvorfor du træffer de valg du træffer ...

Det er svært lige nu, det er svært at finde nyt arbejde og du har også et job som du er glad for, men det river i dit mødrene hjerte og jeg kan godt forstå det. Derfor er du nødt til at overveje, hvad du har det bedst med og hvad der kan lade sig give sig hos jer, så du og hele familien trives :)

Jeg håber du kan bruge mine tanker videre, rigtig meget held og lykke fortsat :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske

Netsundhedsplejerske.dk