For meget D-vitamin?
4. oktober 2011

Kategori:
Kost og ernÆring
Alder:
15 mdr.
For meget D-vitamin?
Hej Helen

Min søn får hver dag en knust multivitaminpille, der blandt andet indeholder 10 mikrogram d-vitamin. Udover det får han cirka 5-8 ml flydende fiskeolie dagligt. 5 ml fiskeolie indeholder 5 mikrogram d-vitamin, hvilket vil sige at han dagligt får 15-18 mikrogram d-vitamin alt i alt.

Er det for meget? Jeg kan læse mig til, at d-vitamin er fedtopløseligt og ophober sig derfor i kroppen. Kan vi på længere sigt nå til et punkt, hvor han får ophobet for store mængder i kroppen med det indtag han har nu?

Hilsen mig


Annonce

Helen Lyng Hansen, sundhedsplejerske
Svar

Hej med dig

Du må gerne give din dreng en daglig multivitaminpille, hvis han spiser sparsomt og ikke spiser særlig varieret. Den skal knækkes eller knuses, så han ikke får den galt i halsen. Når han får d-vitamin den vej igennem, bør han ikke få yderligere d-vitamintilskud.

Det anbefales at man giver børn frisk fisk - det vil sige almindelige spisefisk eller forskelligt fiskepålæg - det kan være makrel, tun, fiskefrikadeller, fiskefilet, torskerogn, laks, torsk, rejer, muslinger osv. Fisk kan spises om aftenen eller til frokost som pålæg til brød. Dette anbefales frem for fiskeolietilskud, da den friske fisk også sikrer ham både jod og selen, d-vitamin og omega-3.

Fiskeolietilskud kan gives, hvis barnet og I slet ikke spiser nogen form for fisk.

D-vitamin tilskud er vigtigt - men det kan overdoseres. Den øvre grænse for indtag er 25 mikrogram pr dag for børn i alderen 1-10 år.

Håber du kan bruge dette videre, fortsat held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske

Netsundhedsplejerske.dk