Toxoplasmose
18. september 2010

Kategori:
Graviditet
Alder:
0 mdr.
Toxoplasmose
Hej Helen

Jeg er første gangs gravid og er ret nysgerrig og søger viden omkring forskellige ting forbundet med graviditeten. Derfor læser en del og har blandet andet læst om risikoen ved smitte med toxoplasmose og har nogle spørgsmål til det.

Jeg har søgt flere forskellige steder, men kunne ikke rigtig finde ud af, hvor stor risikoen er for at blive smittet med toxoplasmose, når man bor i danmark.

Jeg ved at toxoplasma kan forekomme på grønt og frugt, i råt kød og inde i jorden mv., men jeg har svært ved at afgøre, hvor meget man egentlig skal passe på og hvor omhyggelig man skal være med at vaske hænder for eks.

Jeg vasker hænder utrolig meget, da jeg frygter at blive smittet og har svært ved at sætte en grænse.
Det bekymrer mig, at disse toxoplasma oocyster lever i naturen kan overleve i naturen i utrolig lang, op til et år eller længere tid, og at de findes mange forskellige steder.

Kan du sige noget om, hvor stor chancen er for, at når jeg har gået en til skoven, har været i haven eller bare ude på græsplænen, at jeg så "slæber "disse oocyster men hjem? Jeg frygter at de så bliver spredt rundt i hele huset.

Hvor længe kan oocysterne egentlig overleve sådan
et tørt sted, som for.eks. inde i et hus?

Jeg glæder mig til at få nogle svar fra dig, der kan give mig nogle mere klare retningslinier omkring dette emne.

På forhånd tak

Med venlig hilsen

Maja


Annonce

Helen Lyng Hansen, sundhedsplejerske
Svar

Kære Maja

Tillykke med at du venter dig og velkommen til :) Det er en rigtig dejlig tid du går i møde, så du skal prøve at nyde det, uden at bekymre dig alt for meget ...

Årligt påvises ca. 10-20 tilfælde af kongenit toxoplasmose i Danmark og katte er ofte årsagen til smitte. Derfor anbefales det, at gravide ikke renser kattebakker, men lader andre om at gøre dette, hvis man har kat i hjemmet. Da du sandsynligvis ikke har kat - så behøver du ikke bekymre dig her :)

Derudover er vigtige smittekilder utilstrækkeligt tilberedte kødretter og andre kødprodukter samt grøntsager, der er forurenet med jord.

Det bedste du kan gøre er derfor at sikre dig at den mad du spiser har været tilstrækkeligt varme- eller frostbehandlet, du skal sikre dig at det grønt og frugt du spiser ikke har jordbakterier på sig, du skal undgå at rengøre kattebakker og så skal du generelt sørge for at have en god håndhygiejne, præcist som du allerede selv er inde på.

Du skal altså vaske dine hænder grundigt, efter berøring af råt kød og grønsager og efter havearbejde.

Oocysterne er infektiøse efter ca. to døgn, herefter kan dyr og mennesker blive smittet. Smitte af mennesker sker kun, hvis de indtager fødevarer der indeholder levende parasitter eller hvis man rører ved inficerede dyr eller især dyrenes afføring. Ved berøring med dyr taler man ikke om at du lige kærtegner en kat, der er snarere tale om at du pelser en hare, fordi du går på jagt - hvilket jeg heller ikke tror du gør ... :) Og så kan man også blive smittet ved blodtransfusion eller ved organtransplantation - eller et ufødt barn kan blive smittet via moderkagen.

Der skal altså lidt til at blive smittet, så prøv at bevare roen og nyd din graviditet videre frem :)

Er du meget bekymret, så tal med din læge om, hvordan du går og har det.

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske

Netsundhedsplejerske.dk