Kaster med alt, også maden
15. juli 2010

Kategori:
Opdragelse
Alder:
12 mdr.
Kaster med alt, også maden
Hej Helen

Håber du havde en god sommerferie.

Tobias er nu blevet et år, og tingene går generelt rigtig godt. Han har fart på i sin udvikling, sludre, griner, kravler, peger på - og rejser sig op af stortset alt, og elsker at være i centrum.

Vi har dog en ting vi lige vil spørge om. Han har konsekvent en tendens til at kaste med ting, så snart han samler noget op, så kaster ham det bagud. Han køre simpelthen armen i fuldfart tilbage, og så slipper han genstanden på vejen. Hvis han sidder og leger med noget og han ikke gider det mere, så ligger han det sjældent fra sig, det bliver bare kastet bagover. Det er sådan set også helt i orden med os, problemet opstår, da han også gør det med maden.

Han er jo i en alder hvor han gerne vil spise selv, han kan også spise selv, og har kunne det længe, vi syntes jo også det er rart at kunne give ham noget i hånden, og så kan vi selv spise lidt samtidig. Men en del af maden får samme tur som legetøjet.

Når vi sætter os til bords, så ligger vi som regel noget mad foran ham. I starten spiser han pænt, men så ryger det ellers rundt alle steder. Hvis vi fra starten ligger for meget, fem stykker af et eller andet, så ryger de første 3-4 stykker på gulvet, og den sidste i munden, derfor får han maks 3 stykker af gangen, så begrænser vi det lidt.

Denne opførelse har stået på i flere måneder, i starten så var det ok, for det var en del af udviklingen (og er det sikkert stadig) men for os er det ved at være ret frustrerende. Det ender tit med at vi sidder og siger nej, og Tobias kigger fåret på os. Jeg er også begyndt at side klar med hånden, så når han køre armen bagud rammer mad min hånd inden han slipper maden, samtidig med at vi siger nej, og så roser vi ham eller helt vildt de få gange han ligger noget på tallerknen, eller bordet, når først tallerkenen er røget på gulvet. Vi ved godt at han endnu ikke har en alder hvor vi kan opdrage, men er der noget vi kan gøre?

Det skal siges at meget af hans legetøj er i kasser, så han kan sidde glad og tage det op og kaste med det, netop fordi han elsker det. Derfor syntes vi at vi udenfor spisetid giver ham rig mulighed for at kaste ting til højre og venstre, men det svækker ikke interessen for at gøre det ved bordet.

Hilsen


Annonce

Helen Lyng Hansen, sundhedsplejerske
Svar

Hej med jer

Når Tobias kaster med maden, så skyldes det sandsynligvis at han enten ikke er sulten nok eller at han mister overblikket og derfor begynder at lege mere med maden end han spiser ...

Det er derfor super godt og helt rigtigt, at I nu er begyndt at servere meget lidt for ham af gangen, det er langt bedre at give ham 3 små hapsere af gangen og så først tilbydes andre, når de første er spist.

Derudover tænker jeg også at han måske er ved at nå en alder, hvor han gerne vil spise større stykker mad, så måske skulle I prøve at give ham et kvart stykke rugbrød at bide af, i stedet for små hapsere, ligesom han kan få en frikadelle at gnave af, kartofler at gnave osv. i stedet for at spise det i små stykker.

Det kan også være en god idé at lære ham at spise med en gaffel, så han styrer maden på gaflen og koncentrere sig om det i stedet for at smide det bagom ryggen :)

Og så skal I naturligvis spise sammen og opfordre ham til det I gerne vil have ham til "ind i munden skat, mmm, smager godt, ind i munden" og også gerne "må mor smage?" og lade ham komme lidt i din mund, ligesom han også smager fra din tallerken, så fokus bliver på maden og det der sker der, mere end at lege med maden :)

Hvis han leger med maden, fordi han ikke er mere sulten, så vil det være fint at afbryde måltidet, sige ganske kort og bestemt, "nej, så er du færdig med at spise, tak for mad" og så fjerne hans mad. Han protesterer måske og så får han maden igen med besked om at det skal spises "ind i munden" og måske spiser han så videre, måske smider han maden igen og så slutter måltidet. Han får vasket/tørret sine hænder og tørres omkring munden og så sættes han ned og kan lege på gulvet i stedet. På den måde kan I signalere at lege med maden ved bordet ikke er okay ...

Han skal jo stadig have mange små måltider dagen igennem, så hvis han ikke spiser så meget til det ene måltid, så går der ikke mere end 1½ time, så tilbydes han noget igen. Der er han så sikkert mere sulten og vil så naturligt koncentrere sig mere om at putte det i munden og ikke bag om ryggen :)

Hvis han kaster så voldsomt med sit legetøj, at det kan gå i stykker eller ramme nogen, som kan komme til skade eller lignende, så må I naturligt her også prøve at aflede ham, så han ikke når dertil og også afbryde legen - evt. sætte legetøjet væk ... Det hjælper at lade en handling følge med det nej I giver, så I enten fjerner ham eller fjerner det han evt. er igang med at ødelægge. Det forhindrer ham ikke i at forsøge igen, men det hjælper ham til på sigt bedre at huske, at det her var forkert.

Håber I kan bruge dette videre, fortsat held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske

Netsundhedsplejerske.dk