Opkast - 6 mdr.
25. maj 2010

Kategori:
Sygdom
Alder:
6 mdr.
Opkast - 6 mdr.
Hej Helen.

Jeg skriver til dig med en lidt akut problemstilling. Benjamin på 6½ mdr. har 4 gange inden for den sidste uge haft nogle meget voldsomme opkastninger i forbindelse med sin "aftenamning".

Han spiser aftensmad kl. ca. 17.30 og ammes kl. ca. 19 inden putning. Efter amningen kan jeg fornemme uro i hans mave, men det der før bare var en bøvs, resulterer nu i først gylp og herefter voldsom opkastning, hvor først mælken kommer op og herefter alt aftensmaden.

Han spiser som regel kartoffel/grøntsagsmos til aftensmad. Han er ikke vild med det, men får da noget inenbords. De dage han har kastet op, har han fået henholdsvis kartoffel/grøntsagsmos med kød, havregrød og risengrød til aftensmad. Der er altså ingen umiddelbar sammenhæng mellem det han indtager og opkastningerne.

Tror du han overspiser eller hvad kan årsagen være? Og hvad tænker du jeg kan gøre; mindre aftensmad, mindre amning eller en kombination? Han virker både sulten ved aftensmåltidet og ved amningen. Jeg føler ikke jeg tvinger aftensmaden i ham, men indrømmer at jeg ofte skal lokke ham til grøntsagsmosen. Dette for at han ikke skal ammes mæt, men derimod spise. Han drikker dog en hel del ved amningen.

Med venlig hilsen
Mia


Annonce

Helen Lyng Hansen, sundhedsplejerske
Svar

Kære Mia

Forhåbentlig går det allerede bedre med Benjamin, nu hvor jeg svarer dig i dag ... :)

Du har naturligvis en pointe omkring, hvorvidt han måske får for meget mad. Jeg er ikke helt klar over hvor godt igang med skemaden Benjamin er. Hvis han spiser rigtig godt hele dagen igennem og umiddelbart der ingen problemer har med at holde mad og mælk i sig, så bliver han måske lidt for fyldt om aftenen og kaster op af den grund ... Men det kan også handle om at han netop ikke får særlig meget mad dagen igennem og at du giver ham ekstra om aftenen ude fra devisen at han "så sover bedre om natten" og det kan godt give bagslag. Det er derfor jeg normalt anbefaler at man starter med skemad om dagen før man introducerer det om aftenen.

Jeg har tidligere sendt dig en plan for dagen og følger du den og spiser din dreng ikke voldsomt store mængder, men spiser 3/4-1 dl. grød eller mos, får vand af kop og derefter ammes, så burde årsagen ikke findes i 'overspisning'. Så er spørgsmålet nok snarere om han har fået en maveinfektion eller er begyndende forkølet og derfor har noget slim i svælget som generer ham og giver ham kvalme og opkastninger ...

Giv ham evt. kogt vand i en periode, i stedet for vand fra hanen, og giv ham også en lille smule tykmælk eller A38 med lidt fint revne æbler, evt. lidt fortyndet æblejuice i en lille kop. Det er ikke noget han skal have dagligt, men hvis han har maveproblemer og har tynd mave og kaster op, så kan det være med til at stabilisere lidt. Hipp laver æblesaft beregnet til børn.

Og ellers må du få ham tjekket hos læge - virker han på nogen måde sløv, får feber eller andet, så skal han altid ses af lægen.

Rigtig god bedring med ham :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske

Netsundhedsplejerske.dk