Først 1000 tak for dit sidste svar. Meget brugbart og beroligende.
Idag er der et lidt spøjst spørgsmål...
Kan det passe, at rigtig meget af det, en mor laver omkring et barn, er regulering af følelser? Jeg synes, at det er der energien og fokus søger hen ift mad, søvn, badning, leg...
Måske er det fordi min datter er ældre nu, og det dermed naturligt er den vej hendes udvikling og dermed min opdragelse går?
Jeg ved, at jeg har en sensitiv datter, og heldigvis kan jeg godt lide at beskæftige mig med følelseslivet, men jeg er indimellem bange for, at de andre aspekter af mor-omsorgen lider?...
Bare en tanke. Et kort svar er velkomment, for det er jo ikke de store hverdagsproblemer, som står på spil her...
Knus,
L
Svar
Kære L
Jeg er helt sikker på at en stor del af den omsorg og nærhed vi som mødre giver vores børn, handler om at hjælpe barnet med at regulere sine følelser.
Det sker fra barnet er helt lille, hvor vi naturligt skal reagerer på de små signaler, barnet sender. Det kan være små trækninger ved munden, blikket i barnets øjne, måden barnet klynker eller græder på - alt sammen tolker vi og skal vi reagere hensigtsmæssigt på. Så når barnet er træt og græder fordi det er overtræt, så skal vi hjælpe barnet med at blive puttet, når barnet græder fordi det er sultent, så skal vi give barnet mad osv. Og når barnet mærker at vi reagerer og hjælper, så reguleres barnets følelser og barnet falder til ro.
Hos de større børn på 2-3 år som din datter, er der også en stor forældreopgave i at hjælpe barnet med at regulere sine følelser. I kroppen sker nogenlunde de samme mekanismer som hos det lille barn, adrenalinen pumper, hjertet slår hurtigere, vejrtrækningen øges, barnet græder - gråden er naturligt anderledes, temperamentet kan virke mere voldsomt, det kommer måske flere ord på fordi det er et ældre barn - men den 'stress-situation' som barnets krop et eller andet sted befinder sig i er meget lig det, barnet også oplevede som helt lille.
På samme måde som hos det spæde barn, så er man også hos det ældre barn nødt til at rumme barnets følelser, anerkende barnets behov for hjælp, lytte, prøve at finde ud af hvad det er barnet vil (eller ikke vil) og så søge at sætte ind der, hvor man mener man kan hjælpe bedst - og ja, så er man der, hvor man hjælper barnet med at regulere sine følelser.
Når børn bliver lyttet til, anerkendt, når børn bliver mødt og vi med omsorg, nærhed, fysisk kontakt, berøring, varme osv. møder vores barn, så dannes der forbindelser i barnets hjerne, som får barnet til på sigt at slappe af i kroppen, vejrtrækningen bliver roligere, hjertet begynder at slå langsommere, temperaturen normaliseres osv. og barnet falder til ro. Det er af utrolig stor betydning for barnet fremover og for barnets evne til at bevare roen, når de i årene frem og også som voksen står overfor situationer som er svære.
Undersøgelser viser at barnet naturligt vil være bedre til at tackle stress som voksen, anfald af hidsighed (som man kan se hos nogle voksne) vil normalt ikke forekomme i samme grad hos et barn der er blevet holdt om, anerkendt og lyttet til - og dermed hjulpet med sin følelsesmæssige regulering :)
Trylle kan vi ikke, men vi kan gøre et rigtig godt og meget vigtigt stykke arbejde :) en rigtig god bog, som beskriver dette er bogen "Fantastiske Forældre" som jeg varmt vil anbefale. Den findes i min bogguide under 'Børneopdragelse'.
