Sove længere om morgenen - 11 mdr.
4. februar 2010

Kategori:
Sovevaner
Alder:
11 mdr.
Sove længere om morgenen - 11 mdr.
Hej Helen,

Min dreng er nu 11 måneder gammel og er generelt en rigtig dejlig og glad dreng i super trivsel, så ingen klager der. Som jeg tidligere har skrevet til dig om vågner han dog meget tidligt om morgenen. pt. oftest ved 5.30 tiden, men i dag allerede ved 4.30 tiden. Jeg vil gerne have noget hjælp/input til hvordan vi får han til at sove lidt længere om morgenen - hvis det er muligt og realistisk.

Normalt står vi op med ham omkring kl. 5.30 eller tager ham med ind i vores seng for at se om han vil sove videre men det vil han aldrig.

I dag da klokken var 4.30 stod han op inde i sin seng og hoppede da min mand kom ind. Vi forsøgte at få ham til at sove i 1½ time uden held og med en hysterisk dreng. tilsidst blev klokken 6 og vi gav op og stod op. måske er i dag bare en eftervirkning af at han gennem de sidste 3 dage har været syg og har haft høj feber. I går var den første feberfrie dag.

Vores rytme er således:

kl. 5.30/6 står op og han får et lille glas sødmælk

kl. 6.30/7 får havregrød med frugtmos og vand i kop

kl. 8.30 får frugt og et lille glas sødmælk

kl. 9 sover formiddagslur i 1½ time

kl. 11.30 frokost- rugbrød med diverse pålæg og vand i kop

kl. 13.30 frugt og/eller en bolle med smør og lidt mælk

kl. 14 sover eftermiddagslur i 1½ time

kl. 17.30 spiser aftensmad - hvad familien får suppleret med diverse kogte grønsager/pasta han selv kan sidde og spise, vand i kop

kl. 19 en lille portion grød og lidt mælk i kop

kl. 19.30 puttes og sover ofte uden forstyrrelser til 5.30. indimellem hører vi ham 1-2 gange i løbet af natten pludre men han lægger sig til at sove igen og indimellem skal vi ind og give ham sutten 1 gang i løbet af natten, og så hænder det selvfølgelig også engang imellem at han laver ballade som i nat

Han er ikke startet i vuggestue endnu pga. ventetid men er hjemme med sin far. Skal han snart ned på en lur dagligt? eller har du andet input?

Venlig hilsen


Annonce

Helen Lyng Hansen, sundhedsplejerske
Svar

Hej med jer

Det er dejligt hvis man kan få lov til at sove længere end til kl. 05, det er jeg fuldstændig enig med jer i og problemet hos jer hænger sandsynligvis sammen med at jeres dreng sover op til 3 timer dagligt. Sammenlagt sover han rigtig godt, får sit søvnbehov fint dækket, men det kunne være ønskeligt, hvis han om dagen kun sov 2-2½ time og så i stedet forlængede nattesøvnen med en time ...

Min umiddelbare tanke er ikke at jeres dreng skal til kun at sove en lur dagligt, det lyder som om at det er for tidligt. Men I kunne godt forsøge at afkorte hans dagslure lidt, så han samlet set sov en time mindre, for at se om det kunne forlænge hans nattesøvn.

Hans puttetidspunkter er rigtig fine og han har en god rytme i løbet af dagen. Det er derfor vigtigt at I holder fast i de tider og ikke begynder at putte ham tidligere eller lader ham sove mere om dagen, netop for at få forlænget om natten.

Prøv om formiddagsluren kan nøjes med at vare 45 minutter i stedet for 1½ time og se om middagsluren på samme måde kan bibeholdes på 1½ time som nu. Min tanke er at I ved at afkorte dagssøvnen lidt kan være heldig at han sover længere om morgenen. Det kræver dog at I ikke begynder at putte ham tidligere, selvom han naturligt vil blive mere træt i de dage, hvor han pludselig sover 1 time mindre om dagen ...

Håber I kan bruge dette videre, fortsat held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske

Netsundhedsplejerske.dk