Modermælkserstatning i grød
3. februar 2010Kategori:
Alder:
5 mdr.
Kære Helen
Jeg har rigtig nok mange spørgsmål i øjeblikket, håber du kan bære over med mig ;).
Jeg ved at jeg skal tilsætte modermælkserstatning til grød og mos men spørgsmålet er så hvordan? Mælken må jo ikke opvarmes til over 40 grader, ellers går vitaminerne jo til ikke?
Tager jeg så grøden af fx havregrød og lader den køle hvorefter jeg blander modermælkserstatning i?
Hvornår holder man med at bruge modermælkserstatning til retterne?
Med venlig hilsen
Pernille


Svar
Kære Pernille
Det vil hjælpe dig rigtig meget at se i Babykøkkenet her på siden, hvordan man laver grød. Jeg laver blandt andet Quinoagrød og Øllebrød, som giver dig en idé om hvordan :)
Grød (vand og flager) koges op, der slukkes for varmen og tilsættes fedtstof og mælk.
Det er korrekt at der ved kogning af mme vil være et tab af vitaminer, men dette er uden betydning for i forhold til indholdet af vitaminer i barnets mad i øvrigt.
Det anbefales at bruge mme i grød og mos til barnet er 9-12 måneder gammelt - afhænger af om barnet i øvrigt får mme eller bliver ammet. Fra 6 måneders alderen kan dog også bruges sødmælk, dog max ½ dl. Denne anbefaling skal læses som vigtigheden i at barnet stille og roligt begynder at spise familiemad. Det betyder at hvis du laver f.eks. en kartoffelmos til hele familien og du laver den med sødmælk, så kan I alle spise det samme. På samme måde kan barnet også få lidt sovs, som giver mosen lidt ekstra smag.
Rigtig meget held og lykke fortsat - håber du hermed er hjulpet videre på vej :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Netsundhedsplejerske.dk