Medicin mod astmatisk bronkitis
31. januar 2010

Kategori:
Sygdom
Alder:
16 mdr.
Medicin mod astmatisk bronkitis
Kære Helen!

Min søn har fået konstateret astmatisk bronkitis og lægen har ordineret ventoline på spacer ved behov.

Han har egentligt ikke været så plaget af sygdom efter institutionsstart, men han hoster tit om natten, og når han er meget forkølet eller syg, hoster han meget voldsomt døgnet rundt og har pibende vejrtrækning. Så planen er, at vi giver det til natten de dage, hvor han hoster meget.

Som det sikkert er tilfældet hos mange andre børn, så protesterer han voldsomt mod masken. Virkeligt voldsomt! Han kæmper voldsomt imod, skriger og er komplet utrøstelig meget længe efter. Jeg er i tvivl, om det har nogen effekt, når han græder sådan? Han når jo kun at hive vejret ind 1-2 gange i den tid medicinen er i spaceren. Vi synes dog, at det har haft lidt effekt, men det er svært at vurdere. Kan det have effekt, når det kun bliver til et par ”skrigende” indåndinger?

Vi har ladet ham lege med den, og når vi gør det, tager han den gerne selv op til munden. Men når det kommer til stykket, vil han bare ikke. Vi har virkeligt prøvet at gøre det til en hyggestund, men den ene må holde ham fast (han skal jo have sin medicin…), mens den anden giver masken. Vi sidder med ham, vugger, hopper, synger osv., men han tænder helt af. Jeg synes bare, at det er så synd og er faktisk bange for at give ham traumer…. Og så er det så hårdt, at han bare bliver ved med at græde bagefter. Intet hjælper.

Han har tidligere fået bricanyl som mikstur engang imellem til natten, og det var han helt vild med at drikke af snapseglas. Grunden til, at han skiftede til ventoline på spacer var, at lægen synes, at det var bedre at få medicin, der kun virker i luftvejene. Det kan jeg selvfølgelig godt forstå. Han var også bange for, at miksturen ville gøre ham speedet. Det har vi ikke oplevet.

Jeg har det virkeligt dårligt med at give ventolinen på spacer, når han bliver så ulykkelig og ville ønske, at vi kunne fortsætte med mikstur. Har spurgt egen læge, som siger, at han helst vil, at han får ventolinen men afviser ikke helt miksturen. Men hvad tænker du: er det ok at begå sådan et overgreb på sit barn for at give ham medicin, eller ville du anbefale at give mikstur i stedet for? Jeg ved godt, at vi skal følge lægens ordinationer, men jeg vil gerne høre dine tanker.

Er der nogle langtidseffekter/bivirkninger af at få mikstur frem for inhalationsmedicin? Det drejer sig måske om 10 aftener i måneden, hvor han har brug for medicin til natten.

Bør vi spørge i vuggestuen, om det kan lade sig gøre, at han sover indenfor i koldt og fugtigt vejr?

Med venlig hilsen
en mor


Annonce

Helen Lyng Hansen, sundhedsplejerske
Svar

Kære mor

Det er dybt frustrerende, når børn ikke vil have deres medicin og det gælder uanset om det er tabletter der skal sluges, mikstur der skal drikkes eller en spacer der skal holdes hen over mund og næse ... Vi ved jo hvor vigtig medicinen er og det bliver let et overgreb, fordi man er nødt til at holde barnet og tvinge medicinen igennem ... Det er rigtig svært og meget hårdt.

De fleste børn med astmastisk bronkitis eller astma har brug for to slags medicin: Forebyggende medicin og medicin i forbindelse med anfald. Forebyggende medicin er f.eks. præparater som Spirocort eller Flixotide og medicin som virker her og nu er f.eks. Ventoline og Bricanyl.

Når man vælger at behandle små børn med spacer, så er det fordi man på den måde får medicinen ned i lungerne i løbet af få vejrtrækninger. Man kan på den måde holde dosis lidt nede, netop fordi det kommer direkte ned hvor det skal virke.

Det har naturligvis noget at sige, hvor meget barnet græder og protesterer, men hvis barnet har masken over mund og næse, så vil det få medicinen ned i lungerne, også selvom det græder. Hvor mange vejrtrækninger der skal til for at få den optimale effekt er individuelt og afhænger også lidt af hvad type apparat/åndingsbeholder man bruger. Der findes til børn flere muligheder f.eks. Nes-Spacer, Vortex, Autohaler, Babyhaler eller AeroChamber - princippet er det samme, så om det vil hjælpe jer at skifte til en anden type tror jeg umiddelbart ikke, men det kan man naturligvis tale med lægen om ...

Det er som udgangspunkt den bedste måde for barnet at blive behandlet på og derfor er det vigtigt at I giver det en chance. Prøv at lege med spaceren, lad jeres dreng sidde med den og fornemme at den ikke er farlig, prøv evt. at give den til en bamse eller lad som om I selv bruger den så han kan se at det er okay, der sker ikke noget.

Når man behandler astma og astmatisk bronkitis, så har vi gamle og velkendte produkter til behandling. Det er medicin der virker godt og som lægerne kender rigtig meget til. Der er altid bivirkninger ved medicin og derfor sørger lægerne altid for at give så lille en dosis som nødvendigt, derfor ordineres også f.eks. spacer i stedet for mixtur fordi det sikrer barnet den rette dosis uden at give for meget.

Man ved at børn der bliver behandlet med store doser forebyggende medicin mod astma, kan være den bivirkning at de vokser langsommere end alderssvarende børn. Det er mange forældre naturligvis bekymret for og derfor er der også fast kontrol med behandlingen af børn. Erfaringen viser dog at den evt. manglende vækst normalt vil blive indhentet senere.

Men det er naturligvis hele tiden en opvejning - for og imod, hvad er det rigtige at gøre .... Lægen er her den bedste til at rådgive jer :)

Og ja - jeg synes I skal spørge i vuggestuen om ikke jeres dreng kan undgå at skulle sove ude, når det er meget koldt og fugtigt i vejret.

Rigtig god bedring med ham, fortsat held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske

Netsundhedsplejerske.dk