Kære Helen

Det er efterhånden længe siden, jeg sidst har skrevet til dig. Sebastian er nu snart 15 mdr., en frisk og livlig grinebidder, som lystigt er i gang med at undersøge hele verden - nu ikke kravlende mere, men på gåben. Han rejste sig op og gik for en måneds tid siden, så han kunne gå med om juletræet juleaften. Det var den bedste julegave for os alle :-)

Og mit spørgsmål til dig er netop forbundet med den sidste måneds tid især. Sebastian er begyndt mere og mere at vise sit heftige temperament. Hvis vi f.eks. er ude at handle/i butikker eller lign., og jeg lader ham gå istedet for bare at sidde fysisk passiv i barnevognen, så er der en ordentlig scene, når han skal op i barnevognen igen.

Hvis han ikke får sin vilje herhjemme, kan han vitterlig finde på at ligge på maven i op til 10 minutter og bare skrige!! Og jeg mener virkelig skrige - med tårer, åndenød og hele molevitten. Ydermere har han fået en rigtig dårlig vane med at rejse sig op i sin høje stol, når han spiser. Det vil vi naturligvis ikke have, og så er helvede atter løs med skrigeri osv.

Jeg synes, det er meget svært at være vidne til disse ekstreme udbrud, især fordi Sebastian jo oftest er en glad og smilende dreng.
Du kender jo lidt til min forhistorie med efterfødselsreaktion osv. jf. tidligere breve til dig, og jeg kan stadig have det svært med hans gråd. Min kæreste mener, jeg skal sætte flere grænser overfor Sebastian allerede nu. Mit spørgsmål er så: Hvordan skelner man imellem at kue sin lille dreng eller opdrage på en sund måde? Hvor nøjeregnende er han nu i hans alder? Kan han allerede nu "sno sin mor om sin lillefinger", som bl.a. min kæreste siger?

På alle andre fronter synes jeg, det kører rigtig fint. Han er glad for vuggestuen, hvor han nu har gået i snart ½ år, han sover mellem 2-3 timer om dagen og fra 19 til 8 om natten. Han spiser ofte godt - er begyndt at virke mere selektiv og kan nu ryste på hovedet, hvis der er noget, han ikke vil have. Han spiser selv med både ske og gaffel og drikker af både glas og kop uden vanskeligheder.

I vuggestuen taler de om, at han virker lidt som "ørebarn", da han ofte trækker sig væk fra støjen fra de andre børn og leger for sig selv, hvilket kan tyde på, at han er lidt inde i en osteklokke. Ørelægen kunne bekræfte dette ved et tjek i starten af december, som viste væske i mellemøret. Så han fik penicillin, og vi skal til tjek igen her den 13/1. I vuggestuen giver pædagogerne udtryk for, at han burde få lagt dræn (han har været på penicillin 5 gange i sit liv - alle gange grundet ørerne), men ørelægen mener, vi lige skal se tiden an. Hvad er din holdning til dræn mv., Helen?

Mange hilsner
Tine

Svar

Kære Tine

Nej hvor dejligt at Sebastian kunne gå med rundt om træet, det er så hyggeligt :)

Det er helt normalt at Sebastian nu viser mere og mere temperament og du skal prøve at se det som et sundhedstegn. Det viser jo at han er sin egen person, har sin egen vilje og mening om tingene og det er godt. Det er især i 1-3 års alderen at barnets selvstændighed og dermed også temperament virkelig folder sig ud og det er derfor kun 'starten' du mærker nu ... så er du advaret :)

Det bedste man kan gøre er som udgangspunkt altid at lytte til sit barn og forsøge at give det lov til de ting det selv mestrer eller skal øve sig i. Et barn det bliver lyttet til og også får "ja" engang imellem, vil nemmere kunne forstå et "nej", når det er nødvendigt.

Nogle gange vil det fungere rigtig godt med alternativer. Måske protesterer han voldsomt mod at skulle have ble på og ligge på puslebordet, så kan løsningen være at skifte ble stående på toilettet i stedet. Måske protesterer han og vil ud af sin stol, fordi han har bøjle på stolen - de fleste børn vil omkring 1½ års alderen godt kunne sidde uden bøjle (her er han så måske lige ung nok endnu) ...

Nogle gange går verden helt i sort fordi han ikke vil sidde ned i sit badekar, her kan løsningen så være at lade ham stå op i bruseren eller evt. gå i bad sammen med ham ...

Det handler altså meget om at lytte og forsøge at mødes og finde alternativer som begge parter kan være med til. Det er ikke det samme som at give efter for plageri, eller lade barnet sno sig om sin lillefinger (hvilket han også er for lille til endnu :)), det det handler om i stedet at sætte sig ind i, hvad det er barnet forsøger at kommunikere ud. Et barn der føler sig forstået og imødekommet, vil forstå og imødekomme andre.

"At ville have sin vilje" ser vi hos børn ofte som noget negativt. Det er noget vi skal vende dem af med og når børn spørger eller forsøger at 'få deres vilje' så siger vil nogle gange nej, nærmest af princippet skyld ... Når voksne har stor vilje og giver udtryk for hvad de mener, så får de stor respekt, vi ser det som noget positivt og godt, at man tør sige fra, at man er målbevidst osv. Hvorfor gør vi ikke det når der er tale om børn?

Derfor er det nogle gange en rigtig god idé at overveje, hvorfor man siger nej. Hvad er det egentlig at barnet gerne vil og hvorfor. Kan vi finde et alternativ, kan vi indgå et kompromis, siger vi nej fordi det er lettest - vi er trætte og orker ikke det barnet faktisk ber om eller ... Det er vigtigt at overveje sit nej.

Nogle gange skal han naturligvis have et nej og I er nødt til at holde fast i det nej I giver ham. Han skal også lære at tackle den frustration der opstår i ham, når verden ikke går efter hans hoved, når han ikke får sin vilje - for sådan er det jo også og som voksne er det naturligvis os der ved bedst.

Da jeres dreng ikke er ældre end han er, så har han naturligt ikke ord til at beskrive den frustration han føler, når han får et nej. Han kan ikke sige, at han føler det uretfærdigt eller at han bliver ked af det, at han synes du er dum eller lignende. Han reagerer fysisk, men gråd og med at smide sig på maven, hamre ben og arme i gulvet og skrige højt.

Det er naturligt og det er okay. Han må gerne blive vred og frustreret, det er en helt naturlig reaktion. Men prøv at hjælpe ham ved at sætte ord på "du vil bare så gerne have en kiks, men se her, du kan få et stykke agurk i stedet". På den måde viser du ham, at du forstår det "du vil så gerne" og samtidig tilbyder du ham et alternativ, du forsøger at indgå et kompromis.

Nogle gange skal du ikke tale ret meget, men bare være til stede, sætte dig ved siden af ham og sige "ssååå, bliver du bare så ked af det" eller lignende, så han igen hører at du forstår ham og så han også mærker at du er der og gerne vil ham. Det er vigtigt netop ikke at sige "hold op med at være så hysterisk" eller lignende, for det vil gøre at han tror de følelser han har er forkerte. Han må gerne reagere og du er der for ham imens, viser ham at det er okay at blive gal. Du ændrer ikke din beslutning, du holder fast i dit nej, men det er okay.

Han skal jo mærke at du er der for ham uanset om han er gal, ked af det, sur, glad, sjov, drillesyg, ballademager eller hvad han nu er ... :)

Med hensyn til dræn i ørerne, så er det en beslutning som tages af ørelægen og han/hun er den bedste til at rådgive jer. Man kan have to former for mellemørebetændelse - den akutte og den sekretoriske. Når man lægger dræn, så prikker man et lille hul i trommehinden og suger væsken ud. Drænet lægges i for at holde hullet åbent og dermed sikre at der er luft i mellemøret, som der skal være.

Nogle gange har børn en blanding af begge typer mellemørebetændelse og det kan derfor være svært for lægen at afgøre, hvad der er tale om og derfor er det en ørelæge som skal vurdere barnet og hvilken behandling der vil være den bedste.

Det er altid en vurdering hvorvidt man skal lægge dræn eller man skal se tiden an. Jeg kan godt forstå din tvivl, da man jo ikke ønsker at udsætte sit barn for at få lagt dræn, hvis det kan undgås, samtidig så er det jo også vigtigt at få det gjort, hvis lægen f.eks. mener at det vil spille ind på din drengs sproglige udvikling ...

Når man skal vurdere det, så er man nødt til at se på flere faktorer, både hvordan barnets sygdomsforløb har været, hvor mange mellemørebetændelser, penicillinbehandlinger osv. der er tale om. Man ser på barnets alder og så ser man også på hvordan barnets udvikling, især sproglige udvikling kan eller vil blive påvirket.

For nogle er det at få lagt dræn simpelthen så godt. Barnet får det med det samme meget bedre og forældrene tænker "hvorfor gjorde vi dog ikke det noget før..!" For andre er forskellen ikke særlig stor, drænene ryger ud og problemet starter på ny ...

Så lyt til ørelægen, de plejer at være ret gode til at vurdere, hvad der vil være bedst for barnet :)

Håber du hermed er hjulpet videre på vej, fortsat held og lykke.

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske

Netsundhedsplejerske.dk