Slut med sut - 2 år, 4 mdr.
20. januar 2009Kategori:
Alder:
2 år, 4 mdr.

Hej Helen..
Har et spørgsmål omk Niklas og hans sut...
Han bruger den ikke voldsomt meget.. kun når han sover og hvis han slår sig eller noget i den stil.. men vi har så også altid taget den når den ikke var nødvendigt, så han har aldrig som sådan gået rundt med en sut..
Vi er begyndt at ligge dem på en hylde, så de er ude af syne.. og han spørger ikke til den medmindre han bliver godt træt..
Han er så begyndt at tygge på dem igen hvis han går med den.. så de går self i stykker.. det konstaterer han så bare at nu er den istykker, og så skal den i skraldespanden.. og han smider den selv ud..
Normalt har vi jo nogle extra liggende, så han regner self bare med vi finder en ny... men den dag hvor vi self ikke kunne finde en, der sov han fint uden.. han spurgte efter den, men accepterede at den havde han jo smidt ud og lagde sig til at sove alligevel..
Den nat kom han så ulykkeligt ind om natten, og vi tror at det var fordi han ikke kunne finde sutten i halv søvne..
Men vi har snakket om at han virker ikke så voldsom afhængig af den.. og vi håber da at han selv bare dropper den på et tidspunkt..
Men hvornår plejer de at stoppe med sutten.. og er det en ok måde at gøre det på at vi begrænser hans brug som vi har gjort ?
Skal så lige sige at vi er lidt large lige pt, for han er jo ikke så gammel..og når nu lillesøster ligger der og gerne må have hendes.. men det er nu ikke voldsom meget mere han spørger efter den :)
På forhånd tak
Rikke


Svar
Kære Rikke
Det lyder ganske rigtigt som om at jeres dreng er begyndt at kunne undvære sin sut lidt, men netop som du skriver, så er han jo stadig ikke så gammel, så jeg tænker også at det er fint at gå stille og roligt frem.
Det er altid en god idé at sutten kun bruges når han skal sove og at han som hovedregel ikke skal rende med sutten i munden hele dagen. Det er både dårligt for hans taleudvikling og for hans tandstilling.
I stedet skal han om dagen lære at finde trøst på anden vis og derfor skal sutten lægges væk og i stedet erstattes med en bamse, kærtegn eller lignende. Præcis som I også har gjort. Hvis barnet f.eks. falder og slår sig og gerne vil have sin sut, så kan man sige "skal vi ikke hente bamse, så kan den være med til at puste .."
Det er altid et dumt tidspunkt at fjerne sutten på, hvis der sker andre større ændringer i barnets liv. Det vil sige, at man ikke skal stoppe med sutten, når man samtidig får en lillebror eller søster, hvis man flytter hjem eller institution, hvis barnet er syg, øver renlighed og hvad der ellers kan ske af større ting. Det er vigtigt at fjerne sutten på et tidspunkt, hvor barnet har overskud til det og selv virker interesseret i det.
Og så skal man sørge for at man selv har overskuddet til det. Det kan være en god idé at gøre det i en ferie, hvor man lettere klarer urolige nætter osv.
Og så skal man, som I også har gjort, medinddrage barnet, det er f.eks. rigtig fint at lade ham selv smide sutten ud og huske ham på, at det var sådan det var/er nu. Det er fint at sætte ord på "Sutten gik i stykker, den er smidt ud, det er slut nu .." og minde barnet om at det er sådan det er.
Så det lyder som sagt meget som om at I er godt på vej til at stoppe med sut hos jer, det er rigtig fint at I holder fast i at sutten skal bruges som et minimum og medinddrager jeres dreng i processen præcis som I gør. Det lyder som om at det nok skal gå helt af sig selv :o)
Fortsat held og lykke med det.
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Netsundhedsplejerske.dk