Hævede lymfeknuder på halsen
24. april 2004

Kategori:
Sygdom
Alder:
12 mdr.
Hævede lymfeknuder på halsen
Kære NetSundhedsplejerske

Jeg har her til morgen opdaget flere hævede lymfeknuder på siden af vores 1 årige datters hals.

Hun er frisk og veltilpas, leger og er ikke sløj eller andet.

Hun blev vaccineret for 6 dage siden, og kan det udløse disse hævede knuder?

Endvidere er hun ved at få kindtænder, som hun er noget plaget af! Kan det give hævede lymfeknder?

Håber på et hurtigt svar, og tak for en super portal!

Mange hilsner
Den nervøse far, Karsten M


Annonce

Helen Lyng Hansen, sundhedsplejerske
Svar

Kære Karsten M

Når man vaccinerer børn kan der godt komme en reaktion, som minder ganske lidt om de sygdomme barnet bliver vaccineret imod. Reaktionen var sædvanligvis ikke mere end 1-3 dage og børnene smitter ikke.

I forbindelse med MFR vaccinen kan der komme snue, udslet, feber og lidt hævelse af spytkirtlerne.

Du skriver at din datter kun er et år, jeg går derfor ud fra at det ikke er MFR vaccinen hun har fået, men derimod DI-Te-Ki-Pol og Hib. Det giver, så vidt jeg ved, normalt ikke hævelse af spytkirtler eller lymfeknuder.

Jeg synes derfor det vil være relevant at du lige fik lægen til at se på din datter. Ikke fordi der behøver at være noget i det, men bare for en sikkerheds skyld.

Fortsat held og lykke.

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske

Netsundhedsplejerske.dk