Kære Helen.

Jeg har været glad for at læse spørgsmål/svar fra din side de sidste par år og har nu selv brug for hjælp.

Vi har en dreng fra juni ´06, som blev storebror i febr. ´08. Vi synes selv vi er en "typisk-småbørnefamilie", som er nærværende og har god tid sammen allesammen. Indbyrdes har min mand og jeg det rigtig godt sammen og vores 2 børn er ønskebørn med stort Ø, da de er ivf. Det falder os naturligt at være enig i mange af dine råd, samt mange af Jesper Juuls. Så har jeg prøvet at beskrive os lidt;-)

Jeg er i følge min mand den lidt bekymrede mor type - jeg plejer dog at mene, at jeg ikke er så forskellig fra andre mødre...... men der nok noget om det.

Vores dreng og vi fik en lidt hård start, da han 5 dage gammel blev indlagt pga. dehydrering. Født til tiden og suttede fint, men jeg havde åbenbart ikke noget til ham! Græd ikke, blev lidt sløv og gul og sp fik ham indagt. Han fik drop i 1½ døgn + bryst og flaske. Det var for mig et enormt chock da jeg var i ro med mig selv og glad. Det havde aldrig sket med lillesøster, da der var tegn vi overså fordi vi var grønne.

Efterfølgende var jeg bange for ikke have nok mad til ham. Min sp synes jeg udelukkende skulle amme og mente jeg ville ha´ nok. Jeg valgte den kurs, men han tog ikke nok på og da han var 10 uger var han alt for tynd og jeg sagde selv fra overfor sp og begyndte at gi´ ham flaske. Og så tog han på ;-)

Men humlen er, at han var og er typen, som ikke brokker sig! Er det ikke underligt, at han fra han var helt spæd ikke sagde til, at han manglede mad? For det gjorde han ikke. Man skal passe på med at kategorisere, men han er typen, som finder sig i ting/tilpasser sig og det er jo både en svaghed og en styrke.

Han har altid været en rolig dreng, meget let og tryg, især ved os. Glad men ikke den brasende type. Ked af det hvis et barn løb ind i ham som mindre f.eks. Aldrig taget legetøj fra andre (end lillesøster, som han er virkelig glad for) og har selv fået det flået ud af hænderne uden protest. Leger meget selv i vuggestue, men helt klart også med andre. Er blevet rigtig stor det sidste ½ år, meget meget mere robust dreng.

Nu hvor han er ældre har jeg (vi) nogle gange svært ved at hjælpe ham idet det er svært at vide om han "bare er 2½" eller om han er ulykkelig. Vi havde en periode på mere end ½ år hvor han ikke var glad for at komme i vuggestue. Det var også omkring hvor han blev storebror. Det kulminerede i sommer hvor jeg talte et par gange med sp (en ny pga. kommunesammenl.) Vi fandt en god løsning og det har siden gået godt.

Han er en følsom gut, er meget svær at få igang efter at have sovet, specielt om morgenen. Morgenmad er blevet et problem, han kan sidde ved bordet og stirre med sin sut og bamser i 45 min. og være låst helt fast. Er ellers en super spiser og har altid været. Vil ikke noget, heller ikke ned og lege. Vi har de senere dage omlagt morgenrutinen, og helt været ligeglade med om han kommer og spiser. Så går det måske lidt bedre. Jeg føler det er et mønster, noget han uden at ville det kommer ud i, nok også pga hans tumulte alder.

Hans verden kan bryde helt sammen hvis feks vi be´r om/får sutten efter han har været oppe længe og er glad. Så kan alt gå galt og han er helt ulykkelig og ikke gal. Han får den ikke igen, selv om det er hårdt.

Min spørgsmål går egentlig på om han for dig lyder som en helt almindelig 2½ årig, som bare er i en eksisten krise? Jeg har svært ved at grine lidt af det (ikke foran ham selvfølgelig) og sige nåh ja. Men er det det jeg skal? Er det sådan for så mange andre børn og er det bare noget der ikke kan eller skal undgås?

Lillesøster er en rigtig drama-queen, som let kommunikerer sine ønsker! Så hun giver mig ikke rumlen i maven, for hende ved man ligesom hvor man har. Vi har tit grinet af at hun bliver en sand fornøjelse når hun når den fantastiske 2-3 års alder!!

Føler nok at det stikker dybere med storbror, at han er lidt følsom. Tror det er fordi han ikke bliver sur, men ked, og at han altid har været mere følsom end de flest jævnaldrene.
Han er virkelig en glad og harmonisk dreng, nok bare en lille tænker.

Puha - håber du stadig er der, nu har du forhåbentlig fået lidt indblik i vores familie og problem.

Mange hilser
Den ellers glade mor ;-)

Svar

Kære mor

Tak for dit brev og dejligt at høre, at du har kunne bruge de råd jeg tidligere har givet andre :o)

Vi er alle forskellige og når man får flere børn, så oplever man virkelig og meget konkret, hvor forskellige også børn kan være. Der er ud fra det du beskriver, nok ikke tvivl om at jeres dreng hører til de lidt mere forsigtige og det er helt okay, man må gerne lige se tingene lidt an, føle sig lidt frem og fornemme inden man begynder at råbe op og gøre sig bemærket og stille krav. Lillesøster er modsat, hun skal nok få sagt, hvad hun mener, - og det er også okay. Der skal være plads til alle.

I forældre er sikkert også forskelligt, måske er en af jer mere tilbageholdende og usikker i nye situationer og den anden har ikke noget imod at rejse sig i forsamlinger, sige sin mening højt osv. Ofte betegnes de tilbageholdende og stille personer som generte og det er her meget vigtigt at I ikke giver jeres dreng den rolle. Pas rigtig meget på med at kalde ham genert. Når nogen henvender sig til ham og I på forhånd ved eller kan se at han trækker sig, gemmer sig lidt så svar for ham og guid ham, ved at vise ham hvordan. Vær hans rollemodel. Når nogen spørger "hvad hedder du så lille ven?" og I ved at det er svært for ham at svare så svar for ham "Du hedder Christoffer (eller hvad han nu hedder), ik' også Christoffer" og se på ham, så du inddrager ham i samtalen og svarer for ham.

Det er meget svært at være 2½. Der er så mange ting man gerne vil selv, der er så meget man kan, men der er også rigtig mange ting man ikke mestrer endnu. Nogle gange er det svært at få tingene løst, det kan være tøj, sko eller lignende der driller. Nogle gange er det ordene der mangler, han har simpeltehn ikke det ordforråd der skal til, han kan ikke med ord beskrive hvad han føler og tænker.

Børn i den alder får det der hedder fortvivlelsesanfald. Præcis som du beskriver, hvor han bliver fuldstændig ulykkelig - hele verden ramler. Når jeres dreng får anfald af fortvivlelse, så er han ikke uartig men oprigtigt ked af det. Han er skuffet over at tingene ikke er, som han gerne vil have dem, at han ikke kan finde ud af noget bestemt,- skoene driller, jakken kan han ikke lyne, maden er ikke skåret ud, som han gerne vil have det. Det er ofte små bitte ting som i jeres øjne virker som bagateller, men som for ham betyder rigtig meget.

Det har han brug for at I forstår, han har brug for en medlidende reaktion. Han har brug for at høre at I forstår det, det er rigtigt irriterende at han ikke kan se mere fjernsyn fordi I skal køre nu, eller det er rigtigt irriterende at I giver ham et æble, når han hellere ville have haft en banan, eller at det er rigtig dumt, at man kun må få sutten, når man skal sove og ikke lige nu ...

At blive vred på ham eller skælde ham ud dur ikke. Man kan heller ikke forklare særlig meget eller forsøge at tale ham til fornuft. Han mangler stadig de vigtige forbindelser i hjernen, som skal hjælpe ham til at finde roen igen. Når han har fortvivlelsesanfald, så har han brug for at I sidder med ham, holder om ham og beroliger ham. Han har brug for jeres fysiske kontakt, jeres hjælp til at blive beroliget og få kroppen lidt ned i gear, han har brug for at I hjælper ham med at få samling på sig selv. På den måde dannes de vigtige forbindelser i hans hjerne.

Det hjælper ham også at få sat ord på "ssåå, bliver du bare så ked af det lige nu, ssåå, lille skat" eller hvad du nu kan sige, så han hører at I forstår det, at I godt kan rumme det og at det er okay. At kunne rumme hans følelser betyder at I kan holde ud at han har det, som han har det, uden at ville ændre på det og uden at tage det personligt.

Den udvikling jeres dreng går igennem er altså helt naturlig i hans alder. Samtidig tænker jeg også at lillesøster jo er ved at nå en alder, hvor hun også gøre mere og mere opmærksom på sig selv og også bliver mere og mere irriterende. Hun viser også mere og mere egen vilje og er måske begyndt at kravle rundt, tage fat i hans ting osv. Det stiller således også nye og større udfordringer til ham, at han nu skal forholde sig til hende og sin rolle som storebror på en ny måde.

Søskende er som sagt ofte meget forskellige og det kan nogle gange være vanskeligt, hvis den ældste er et meget stille og følsomt barn og den yngste er mere stærk og stridbar. I må naturligvis forsøge at støtte dem begge bedst muligt, ikke bare nu mens de er små, men også i årene frem over. Jeres dreng skal naturligvis beskyttes, hvis lillesøster er for voldsom og fylder for meget og jeres datter skal også på sigt lære at tage hensyn til sin storebror. Der skal være plads til dem begge, både ham der måske på sigt skal forholde sig til at søster er 'den stærkeste' og hende, der skal have lov til at være aktiv og fremadgående og ikke altid være den der irettesættes, men samtidig også give ham plads. Det er en svær balance.

Der findes flere bøger, som kunne være rigtig gode for jer at læse, I finder flere af dem i min bogguide. Det kunne f.eks. være bogen "Fantastiske Forældre" af Margot Sunderland, "Glade børn med højt selvværd" af Dan Svarre og "Ka' selv, vil selv - men du må hjælpe mig" af Grethe Kragh-Müller.

Jeg håber mine tanker hjælper videre på vej, fortsat held og lykke :o)

Rigtig god jul til jer alle fire.

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske

Netsundhedsplejerske.dk