Annonce

Annonce

Svar: Natterenderi og amning


17. januar 2018

Kategori:
Alder:
11 mdr.

Helen Lyng Hansen, sundhedsplejerske

OBS: Dette svar er mere end 3 år gammelt. Det har i mange tilfælde ingen betydning for svarets gyldighed. Dog kan der været kommet nye retningslinier og anbefalinger på området. Du kan sandsynligvis finde mere aktuelle svar om emnet ved at bruge søgefunktionen eller ved at læse videre under Sovevaner.

Kære brugte forældre.

Tak for jeres brev og velkommen til - og tak for den fine beskrivelse af, hvordan I putter og sover med jeres datter og alle de tanker I har, og det I har forsøgt. Jeg vil naturligvis meget gerne dele lidt tanker med jer:)

Jeres datter har et søvnassociationsproblem. Søvnassociationer er rutiner og ting, som vi forbinder med at skulle sove og for små børn er søvnassociationer ofte at få bryst eller flaske, få en sut, sutteklud eller blive vugget. Det er altså de ting de forbinder med at skulle sove, det er det der gør dem rolige og får dem til at overgive sig til søvnen.

Der er gode søvnassociationer:

Sutteklud, bamse, godnathistorie, beroligende ord som ”sshhh”, kærtegn, det 3. øje, som er når man stryger barnet kærtegnende ned over panden.

Der er mindre gode søvnassociationer:

Bryst, flaske, sut og blive vugget i søvn i favn.

Når en søvnassociation er god, så er det fordi barnet lærer at falde i søvn selv. Barnet lærer at sove i sin seng, forbinder sin seng med stedet, hvor det skal sove. Når en søvnassociation er mindre god, så er det fordi den gør barnet afhængig af de voksne.

Det er helt naturligt, at jeres datter har haft brug for brystet, da hun var ganske lille. Det er helt naturligt, at små børn skal have mælk som en fast del af deres putteritual, men nogle gange bliver det, som startede som et godt ritual til et uhensigtsmæssigt ritual, og det er sket hos jer. Jeres datter er blevet uhensigtsmæssigt afhængig af brystet og mors favn for at kunne sove. Hun forbinder bryst og favn med at falde i søvn, og hun har også brug for bryst og favn for at kunne komme videre i søvnen om natten.

Det vil være rigtig godt, hvis man i løbet af det første år gradvist vænner barnet til at sove uden bryst og favn. Altså gradvist trapper antallet af amninger ned, gradvist lærer barnet at det er okay at sove lidt på afstand og stille og roligt får indført nogle af de gode søvnassociationer, som at berolige barnet med hænder, nærhed, kærtegn, stillingskift osv. og også gradvist lærer barnet at sove i barnevogn, i egen seng osv. og dermed lidt på afstand af mor og far.

Der kan være mange gode grunde til, at man ikke får dette gjort - og det betyder så at man nogle gange står i den situation, som I står i nu. Jeres datter er knap et år, hun går i vuggestue og skal her kunne puttes uden bryst og favn, I vil gerne have far mere og mere på banen, så han kan tage over og mor nogle gange kan gøre noget andet om aftenen, og mor vil gerne have sin nattesøvn for at kunne være frisk og udhvilet i løbet af dagen... alt det forstår jeg naturligvis godt :)

Løsningen er ikke at give hende sut. Den kan hun blive lige så uhensigtsmæssigt afhængig af som brystet. Og I risikerer blot, at hun så vågner en gang i timen for at få sutten i munden. Løsningen er heller ikke at introducere en flaske, for det er ikke mælk hun har behov for, og hun får rigeligt med mælk hos mor.

Løsningen er at finde et ritual, som kan fungere på sigt for jer alle sammen og finde noget, som kan erstatte bryst og favn. Og det kan være meget svært at ændre på hendes søvnassociationer nu hvor hun naturligt bliver mere og mere bevidst. Hun vil med den alder hun har og de rutiner hun har fået, naturligt have meget svært ved at undvære brystet, og det vil også være synd for hende, hvis I fra den ene dag til den anden fjerner brystet fuldstændig.

Lige nu skal hun undvære brystet i løbet af dagen og oplever at være adskilt fra mor, og det er naturligt rigtig hårdt for hende og gør hende naturligt ekstra brystsøgende, når I er hjemme - og selvom det ikke dur i længden, så er det synd for hende, hvis I fjerner brystet helt, for hun forstår jo ikke, hvorfor hun pludselig ikke længere må ammes.

Jeg vil anbefale, at mor derfor fortsat ammer hende to gange dagligt. Det vil sige, når hun puttes kl ca 20 og så igen sen aften omkring 23.30. Herefter skal hun ikke længere ammes, men sove uden bryst. Det er vigtigt at du, når du ammer hende, søger for at hun ikke falder i søvn med brystet. Hun skal helst nå dertil, hvor hun slipper brystet, triller om på siden og sover. Det er vigtigt, at hun når at opleve at brystet ikke er i munden og ikke er nødvendigt for at falde i søvn.

Det samme gælder omkring hendes seng. Det vil være rigtig godt hvis hun kan nå at blive flyttet over i egen seng, før hun sover helt, så hun registrerer, at det er der hun puttes og forbinder sin seng med stedet, hvor hun sover. Hun må naturligvis gerne få mors nærhed og tryghed, hvis I fornemmer, at hun har brug for dette, og mor kan sætte sig eller lægge sig med hende og amme om aftenen, men det vil være godt, hvis I kan arbejde på at at putte hende i egen seng og vænne hende til at sove der, være der, berolige med hænder, nærhed ...


Annonce

... osv. Som I beskriver situationen, så lyder det dog som om, at hun måske i første omgang skal lære at sove uden bryst og derefter lære at sove uden favn, for så at lære at sove i egen seng. Små skridt for at hun kan følge med...

Det kan også være, at far som tidligere forsøgt skal tage over om natten. Far kan putte med jeres datter i dobbeltsengen om aftenen, så mor efter amning kl 23.30 sover et andet sted, og far og datter sover sammen. Far kan på den måde give hende den nærhed og tryghed, som hun søger, men kan af gode grunde ikke amme. Og hun kan samtidig lære at falde i søvn liggende ved siden af far, og far kan øve det, at hun ikke skal op i favn og ikke gås rundt med for at sove - men at hun netop lærer at falde i søvn imens hun ligger ned og uden vugning og bevægelse, som på sigt også vil være en uhensigtsmæssig søvnassociation. Og den fysiske afstand mellem de to kan gradvist øges, så hun lærer at sove lidt for sig selv og på den måde også kommer væk fra favn.

Far kan samtidig introducere en putteklud, en slaskedukke, bamse eller lignende. De fleste børn er mellem 12-18 måneder, før de begynder at bruge en sådan bevidst, men det vil være rigtig fint at introducere den nu. Den skal følge hende hele dagen, være med i vuggestuen, være der når hun puttes der, være med i bilen, i barnevognen, når hun er træt, ked af det, sidder og hygger i sofaen osv. Den skal følge hende som en fast ven og på den måde kommer den til at fungere som substitut for mor og far på sigt. Så hun netop kan berolige sig selv med den og ikke behøver jer på samme måde.

Det vil også være en rigtig god idé at I taler med vuggestuen om, hvordan de putter hende i løbet af dagen, og hvad de fornemmer fungerer. Det vil være en god idé at i forsøger at overføre nogle af de ting, som fungerer om dagen, til om aftenen. Så der er genkendelighed og tryghed her...

Og så er det rigtig vigtigt, at hun får nok at spise og drikke hele dagen igennem, så hun ikke behøver søge brystet om natten, fordi hun reelt er sulten eller tørstig. Og det vil være en rigtig god idé, hvis I om aftenen kan indføre et bad. Badet må gerne ligge en time, før hun puttes, og det må meget gerne afsluttes med god frottering med håndklædet, blive smurt med lidt creme osv. Og det vil være rigtig godt, hvis far sørger for badet og for at gøre hende klar til natten.

Efter badet vil det være rigtig godt at tilbyde hende en godnatgrød, som sikrer at hun er fyldt tilstrækkeligt op med mad og føler sig mæt, når hun bliver puttet. Samtidig giver både bad og grød en god ro i kroppen, som hjælper hende med at koble fra og finde roen, når hun skal sove.

En aftenrutine kan derfor se således ud:


Helens bog om børn og søvn
LÆS OGSÅ HELENS BESTSELLER: "Helens bog om børn og søvn" - sådan får du dit barn til at sove

Aften 18: Familiemad - almindelige børnevenlige retter med kød, fisk, kartofler, grøntsager, ris, pasta, sovs. Der skal være mad i stykker, hapsede og større stykker og også mos. Der spises med fingrene, med gaffel og hun hjælpes med skeen. Vand af kop.

Kommer i bad, frotteres godt med håndklædet, smøres med creme osv. og gøres klar til natten med nattøj osv.

Tilbydes en godnatgrød ca 19.30 - det kan være en havregrød, flerkornsgrød, mysligrød eller lignende lidt grovere grød. Vand af kop og får børstet tænder.

Ammes og puttes til natten ca kl 20. Mor kan lige nu vælge at lægge sig med hende og amme hende i dobbeltsengen, arbejde på at hun slipper brystet, triller om på siden og sover og således kommer væk fra at have brystet i munden når hun skal sove. Og samtidig også lærer at ligge ned og falde i søvn, uden at behøve favn og at skulle vugges eller gås rundt med.

Sen aften 23.30. Ammes rigtig godt, men slipper igen brystet, før hun sover helt og sover videre - og mor kan herefter sove et andet rum, hvorefter far tager over og putter med lillepigen om natten, så hun stadig får masser af nærhed og tæt fysisk kontakt, men ikke længere får brystet og samtidig lærer at sove liggende og med mere afstand til far.

I begyndelsen vil hun måske kravle rundt på far og næsten søge at "kravle ind i ham", men stille og roligt skal hun lære at sove tæt liggende ved siden af ham, til at ligge lidt på afstand og det er nok at far lægger en beroligende hånd på hende, så hun kan mærke ham, samtidig med at der naturligt er en putteklud eller lignende som følger med. Og når hun kan dette, så kan I begynde at øve det at blive puttet i egen seng og sove der om aftenen - hvor far så netop bruger samme kærtegn, klud osv. Så alt faktisk er som det plejer at være, eneste forskel er, at hun nu sover i egen seng og ikke længere i dobbeltsengen.

I skal naturligvis sikre jer, at I den overgange, hvor hun stadig ligger i dobbeltsengen ikke kan trille på gulvet og komme til skade...

Jeg håber, at I kan bruge dette lidt videre - rigtig meget held og lykke med det projekt:)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske



Annoncer

Sponsorerede artikler

Vent ikke til din baby har fået rød numse

- brug Olívy fra første bleskift

Hud der konstant udsættes for fugt, varme, friktion og syre fra urin og afføring, bliver nemt rød og irriteret. Det gør ondt på barnet, og kan påvirke den helt basale trivsel - herunder søvn og spisemønster. Med Olívy baby care – diaper change kan du ...

Læs mere her



Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:

23. april 2024 | Sovevaner | 11 mdr.

Putning - 11 mdr.

Hej Helen, Jeg skriver igen, fordi min søn snart bliver 1 år gammel og skal...

Læs hele brevet og Helens svar


22. april 2024 | Sovevaner | 15 mdr.

Lange putninger - 15 måneder

Hej Helen Jeg skriver til dig, fordi vi har kæmpet med aftenuro og lange...

Læs hele brevet og Helens svar


11. april 2024 | Sovevaner | 9 mdr.

Dårlig søvn og stop af amning

Hej Helen. Nu har jeg endelig fået taget mig mod og tiden til at skirve til...

Læs hele brevet og Helens svar


10. april 2024 | Sovevaner | 6 mdr.

At sove igennem

Hej Helen Min søn er nu blevet 6 måneder og jeg tænker, at det derfor er...

Læs hele brevet og Helens svar


26. marts 2024 | Sovevaner | 2 år, 6 mdr.

Svær putning - 2 år, 6 mdr.

Kære Helen, Et spørgsmål til putning. Vores dreng på 2.5 år har altid...

Læs hele brevet og Helens svar


Annonce

Viden om børn:

Barselshotel

Barselshoteller findes både på sygehuse og i privat regi.

Kravene til at komme på et offentligt barselsehotel er forskellige. Nogle steder barselshotellet for flergangsfødende, der har haft en ukompliceret graviditet og fødsel, andre steder er det til førstegangs forældre, der har brug for lidt ekstra tid, inden turen går hjem. På barselshotellet vil både mor og far typisk kunne være til stede hele døgnet og personalet kan tilkaldes, ved behov for hjælp.

På et...

Læs mere i Babylex

Spinalbedøvelse

Spinalbedøvelse er en bedøvelsesform, som bruges ved blandt andet kejsersnit. Man lægger bedøvelsen ind via en kanyle, som føres ind i rygmarvskanalen og kvinden bedøves fuldt fra taljen og ned.

Bedøvelsen gør som regel ikke særlig ondt at få lagt, og det tager meget kort tid at lægge den. Spinalbedøvelse har den fordel at kvinden er vågen under kejsersnittet og derfor kan følge med i fødslen af barnet - og også se barnet med det samme, barnet kommer ud. Der sættes en skærm op,...

Læs mere i Babylex


Svartidsbarometer

Aktuel svartid

Annoncer

Gratis nyhedsbrev

med nye præmier hver måned

Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.


Annonce

Læs mere om Helens babydagbog som er en praktisk og lækker kalender smækfyldt med konkret information og gode idéer.

Det siger medlemmerne ...

Kære Helen.

Allerførst vil jeg gerne sige dig tusind tak for dine hurtige og uddybende svar, og fordi du tog mine bekymringer alvorligt. Det var lige, hvad jeg havde brug for.

Mor til Agnethe 5 måneder


Annonce