Svar: Skal jeg føje min High Need Baby eller er der en grænse?

---

Kære søde du

Tak for dit brev :) Tak for dine åbne og ærlige tanker om det hele - og jeg vil naturligvis meget gerne dele lidt tanker med dig. Da det er første gang du skriver til mig, kan jeg kun tage udgangspunkt i det du fortæller i dag, og så må du selv vælge til og fra, hvad du tænker, at du kan bruge...:)

Der er ingen tvivl om, at I har haft en hård start. Du fortæller at din graviditet og fødsel forløb ok, men du fortæller, at jeres dreng har haft kolik gennem flere måneder, din mælkeproduktion stoppede på grund af stress, og du skriver "min kæreste og jeg var ved at rive hovederne af os selv", så det lyder som om, at I har været og måske stadig er mere eller mindre desperate. Det forstår jeg godt! For der er ikke noget værre end at have et lille barn som græder, og som man ikke kan trøste - der er jo ikke noget I hellere vil end at hjælpe ham til at finde ro og trøst. Heldigvis kan du/I mærke, at hans kolikperiode nu er overstået - og det giver naturligt mere ro i hverdagen, men du skriver i dit brev, at I har en High Need Baby og det giver naturligt nye udfordringer...

I har en dreng, som på en gang er rigtig meget på. Han lyder til at være motorisk stærk - du fortæller, at han kan sidde selv og triller godt omkring. Og han lyder til at være meget aktiv motorisk. Jeg får også indtryk af, at han følger rigtig godt med mentalt - du skriver at han er ekstremt social, hvilket alle altid kommenterer, og pludselig skifter han så over, og bliver dybt ulykkelig. Sådan er det ofte med disse børn - de kan være så glade og smilende det ene øjeblik og det næste kan det være så ulykkelige, at man næsten ikke kan forstå, hvordan de kan skifte fra det ene til det andet så hurtigt. Faktisk kan det nogle gange føles som om, at der ikke rigtig er noget midt imellem - enten er han sprudlende glad eller også er han dybt ulykkelig...

Disse børn er ofte også svære at stille tilpas, forstået på den måde at det kan være svært at finde ud af, hvad de har behov for eller hvor deres personlige grænser går. De har et meget højt aktivitetsniveau og der skal helst ske noget hele tiden - og samtidig så skal der ikke ret meget til, før verden så vælter for dem - og det er denne balance, som er rigtig svær at finde. Det er svært at finde ud af, hvor meget stimuli man skal give, og hvornår det bliver for meget...

Og så sover de ofte mindre end andre børn - deres søvnbehov er mindre end gennesnittet for børn på samme alder. De har svært ved at overgive sig til søvnen og når de endelig sover, så sover de ofte kortvarigt. Søvnen bliver let afbrudt. Og de har ofte behov for stor fysisk kontakt og nærhed, for at kunne slappe af og falde i søvn. Det er meget sjældent at disse børn acceptere en sut for mors favn. Det er hos dig, at jeres dreng sover bedst - og derfor er det rigtig fint, at du nu prioriterer at lægge dig med ham, holde ham tæt og på den måde hjælpe ham til at sove en lur af mindst 1.5 times varighed med på dagen.

Du spørger "skal jeg opfylde alle hans behov for tryghed konstant eller kan jeg forsøge at træne ham?" - og ja, du skal give ham al den tryghed han har behov for. Du kan ikke "sætte grænser for" eller "træne" så lille et barn. Han har brug for din uforbeholdne kærlighed og omsorg. Han har brug for, at du er der for ham, rummer ham og giver ham det, som han lige nu har behov for, så han får sin søvn, får sin mad, vokser, trives og udvikler sig som han skal... Også selvom det er rigtig hårdt... Tiden arbejder for jer og på sigt kan du måske glæde dig over og se hans personlighed som en styrke. Han vil måske vokse op og blive rigtig god til at give udtryk for sine behov, og det er bestemt en egenskab, der kan være guld værd :)

Du skriver, at din mor er læge. Har du talt med hende om, hvordan du har det - taler du og din kæreste om, hvordan I oplever det at blive forældre? Jeg forstår godt, at du næsten ikke kan klare mere - og det er også reelt nok, hvis du beder din kæreste eller din mor om at tage over nogle timer, så du kan finde lidt fornyede ressourcer og måske opleve at du savner din dreng og har lyst til at komme hjem til ham igen... Det kan være en god følelse at få og mærke...

Det lyder for mig som om, at det at blive mor har været lidt et chok for dig. De tanker du havde om, hvordan det ville være - den drøm du så for dig - det er ikke sådan. Du har haft nogle forestillinger om det hele, om dig og ham, om barselsperioden, om tiden frem, og din drøm er brast - intet er som du havde forestillet dig. Og nu begynder du at bekymre dig om hvorvidt I nogensinde skal have flere børn...

Det lyder for mig som om, at du måske har brug for at tale med nogen omkring disse følelser, om den sorg som det måske er for dig, at intet har været det du forventede, og det vil være godt, hvis du kan tale med en person som måske kan give dig nogle redskaber til at komme videre. For nu har I jo fået jeres lille dreng - det er jeres familie og det er vigtigt, at du begynder at nyde dette, at du begynder at mærke, at det måske ikke kun er svært at få en dreng, der ikke er som de fleste - at det faktisk også kan være rigtig dejligt, og at der er noget dejligt i, at han er som han er, han er din dreng :)

Du skriver ting som "sætte grænser", "at du/I må droppe forsøg med barnevogn efter 3-4 timer", "du/I kan nærmest ikke komme ud af lejligheden", "han klamrer ...

---

---

... sig til din arm", "du savner tid med far om aftenen", "du er tvunget til at ligge med ham", "du kan hulke over at se dine veninder og deres rolige børn", "du har brug for en smule frihed", du oplever "din barsel som et fængsel"... Du fortæller også at I har forsøgt alverdens ting for at lære ham at sove selv, lære ham at være i barnevognen, lære ham at køre i autostolen, som I har købt 3 forskellige af i håb om at det kunne lykkes...

Derudover fortæller du også, at "der er intet i vejen fysisk", "hans vækst er perfekt", "han kan nogle gange sove 1.5 time sammen med dig", "du prioriterer søvnen højere end frie arme", "han kan godt ligge og kikke lidt rundt", "han er fremmelig motorisk", "han er ekstremt social" og "ekstremt charmerende"... :)

Det er rigtig vigtigt, at du kan fokusere på det gode og det dejlige ved din dreng - og hvis det er svært for dig, at du så taler med noget om det. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om du måske har en begyndende efterfødselsreaktion - det lyder lidt som om, at du går rundt og er ked af det - du skriver blandt andet, at du er "ulykkelig over hvor besværlig han er". Og det lyder som om, at du måske nogle gange tvivler på, hvorvidt du er en god nok mor, måske er i tvivl om, hvorvidt du kan tage dig nok af ham, nogle gange føler du måske, at du hellere ville være uden ham... Det kan også være, at du går rundt med en følelse af at alt er håbløst, måske har du fysiske reaktioner som ondt i hovedet eller i maven, måske går du hele tiden rundt med en knugende følelse i maven eller en klump i halsen.. man kan have rigtig mange forskellige symptomer på en efterfødselsreaktion, og det er vigtigt, at du er åben omkring hvordan du egentlig har det:)

Det er vigtigt, at du bruger dit netværk. Heldigvis tager Frederik jo imod en flaske, så både far og mormor kan passe ham nogle timer, imens du gør noget andet - også selvom du oplever, at du er bedst til at trøste, berolige og hjælpe ham - så er det jo vigtigt, at du finder overskuddet til at være der og ikke ender med at gå helt ned med flaget... Han har brug for sin mor, men det lyder også som om, at du skal passe godt på dig selv, for at du netop har overskuddet til at være der for ham :) Du ved bedst selv, hvad du har brug for - men du skal mærke efter og være ærlig omkring dit behov, og det fornemmer jeg via dit brev, at du faktisk godt kan - i hvert fald lyder du meget ærligt, når du skriver til mig :)

Og når alt dette er sagt, så tænker jeg også at helt praktisk og jordnært, så kan det være en rigtig god idé, hvis du kan arbejde på en rytme for dagen, hvor du forsøger at hjælpe din dreng til 3 lure dagligt, og hvor han tilbydes skemad til frokost og til aften. En fast dagsplan kan give lidt mere overskud og overblik - og vil på sigt kunne gøre noget godt for både dig og din dreng...

Mit forslag ser således ud:

Tidlig morgen 06: Flaske og sover videre

Formiddag 09-09.30: Flaske og puttes til formiddagslur

Frokost 11-11.30: Tilbydes lidt grød, evt. med lidt frugtmos som toppping, vand af kop.

Kommer i bad, frotteres godt med håndklædet, badet stimulerer ham rigtig godt både motorisk og mentalt og forlænger hans vågenperiode lidt, så han forhåbentlig bedre kan sove en længere middagslur...

Flaske og puttes til middagslur - måske kl 13...

Eftermiddag 16-17: Flaske

---

---

Sover dagens 3 lur

Aften 18: Tilbydes lidt grøntsagsmos, vand af kop.

Flaske og puttes til natten ca kl 20

Sen aften 23.30: Drømmeflaske

Midt nat 03: Flaske og sover videre...

Nogle børn har også en rytme, hvor de får aftenflaske tidligere og sover et længere søvnstræk først på natten, og hvis han spiser på denne måde så er det naturligvis også helt okay.

Før han skal puttes til formiddagsluren, så tænker jeg, at du skal prøve at trille en tur med barnevognen, hvor du lader ham sidde op. Så han starter med at sidde, netop fordi han er så motorisk stærk som han er og rigtig gerne vil følge med. Og på den måde kan du vænne ham til at synes barnevognen er okay :)

Når han så er parat til at sove, så kan du forsøge at give ham flaske i barnevognen, eller du kan tage ham op og give ham flasken i din favn - og derefter kan du så prøve at putte ham igen... enten i barnevognen eller derhjemme...

Når du putter ham til middagsluren, så vil jeg anbefale dig, at du fortsætter med at lægge dig med ham, som du gør nu og hvor det nogle gange derfor lykkes at få ham til at sove 1.5 time, netop med din nærhed. Så du sikrer ham hans søvn. Og så du også selv få lidt hvile midt på dagen...

Og når du putter ham til luren sidst på dagen, så kan du enten lægge dig med ham, eller prøve at sætte ham i barnevognen igen - eller du kan lade far tage over og give far og søvn lidt tid sidst på dagen, hvor de to kan være sammen og du så får lidt frihed til andre ting... så den 3. lur tager far sig af, fordi far måske ofte er hjemme fra arbejde her:)

Om aftenen må du prøve at vurdere, om du skal lægge dig med ham eller om du måske skal lade ham falde i søvn i din favn i stuen... så I stadig har familietid om aftenen og mor og søn ikke ligger i soveværelset i timer... Det kan være en god prioritering fremfor at kæmpe med ham igen og igen ...:)

Jeg håber, at du kan bruge dette lidt videre, rigtig meget held og lykke :)

Stort knus med på vejen, og rigtig god jul, når I kommer så langt :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---