Annonce

Annonce

Svar: Søvn for en dreng på 5 mdr.


1. december 2017

Kategori:
Alder:
5 mdr.

Helen Lyng Hansen, sundhedsplejerske

OBS: Dette svar er mere end 3 år gammelt. Det har i mange tilfælde ingen betydning for svarets gyldighed. Dog kan der været kommet nye retningslinier og anbefalinger på området. Du kan sandsynligvis finde mere aktuelle svar om emnet ved at bruge søgefunktionen eller ved at læse videre under Sovevaner.

Kære Henriette

Tak for dit brev og fine beskrivelse af din lille dreng - og velkommen til :)

Der sker rigtig meget med din drengs udvikling i øjeblikket, og det er helt naturligt, at han har svært ved at koble fra og overgive sig til søvnen. Og når han så endelig sover, så sover han ofte uroligt og vågner ofte også meget let. Samtidig begynder hans søvn nu at indeholde flere stadier og rent fysiologisk begynder hans søvn at ligne den søvn du selv har.. men hvor du kan komme videre fra et søvnstadie til et andet, så er det svært for din dreng. Derfor vil han have tendens til at vågne efter f.eks. 40 minutter, også selvom han ikke er udhvilet og her er det rigtig godt, hvis du kan hjælpe ham videre i søvnen, så han får lidt længere søvnstræk.

De fleste børn vil i 5 måneders alderen trives rigtig godt med 3 lure dagligt - en formiddagslur, en middagslur og en lur sidst på dagen. Og alt efter hvor tidligt eller hvor sent han står op, så kan hans puttetidspunkt til natten sagtens ligge kl 21.30.. det afhænger helt af dagens rytme og af hvordan hans søvn om dagen og om natten ligger fordelt. Mange børn sover f.eks. ca. 4-5 timer samlet i løbet af dagen og 10-11 timer om natten, så han samlet får ca. 14.5-15 timers søvn i døgnet. Men nogle børn sover lidt mere om dagen og sover så en kortere nattesøvn, andre gør modsat - sover lidt mindre om dagen og sover så lidt mere om natten...

Du skriver, at du fornemmer at hans vågne perioder om dagen begynder at blive længere nu og det er rigtig fint. Det er netop vigtigt, at hans døgn nu inddeles lidt i vågne, aktive perioder, hvor du skal hjælpe ham med at bruge sig selv rigtig godt både motorisk og mentalt, stimulere ham godt, lege og tumle med ham osv. og så er det rigtig fint, at du også er begyndt med lidt skemad og vand af kop - og derefter skal han så ammes og puttes - og hjælpes til rolige søvnperioder. Og det er rigtig godt, hvis amning kan indgå som en fast del af hans putteritual.

Han kan godt på grund af sin alder have lidt tendens til at slatspise lidt i løbet af dagen. Når han ligger hos dig, så tager han fat i brystet, dier lidt, men slipper og kikker på dig, tager fat og dier lidt igen, slipper atter og pludrer med dig, tager fat og dier lidt igen, men slipper igen og kikker efter far, som kommer ind i stuen... og pludselig er det mere spændende at kikke efter far end det er at spise. og derfor vil der være lidt tendens til at han ikke helt spiser nok i løbet af dagen eller begynder at slatspise lidt. Og du må her meget gerne hjælpe ham med at holde sig igang ved brystet, spise effektivt og netop sikre at han får mælk før han puttes, fordi det også er med til at sikre, at han så kan sove en lidt længere lur.

Det lyder derudover som om, at jeres dreng har rigtig meget brug for at mærke dig tæt på, når han skal sove. Det er svært for ham at blive puttet fra din favn og ned i f.eks. barnevognen. Her kan det hjælpe at putte ham i en sovepose. Det kan være en voksipose, duni-duo, slee-bee, drømmepose osv. De fåes i mange kvaliteter og til mange forskellige priser. Du kan med fordel skifte ham, putte ham i soveposen og så amme ham imens han ligger i sin sovepose og først derefter flytte ham ned, hvor han skal sove. Posen vil gøre at skiftet fra din favn ikke føles så voldsomt og det kan vænne ham til at ligge i barnevognen og stadig føle sig puttet og tryg, når han skal sove.

Det er en god idé at du forsøger med barnevognen indenfor først, for at vænne ham til at være i den og gøre ham tryg ved det stille og roligt. Det giver dig også mulighed for at være i nærheden så du med det samme kan berolige og betrygge, vugge vognen lidt osv. hvis han viser tegn på at ville vågne op. Og hvis han lige nu kan sove i sin barnevogn ved at du ammer ham og putter ham direkte fra amning over i vognen, så gør du dette. Det er okay, hvis han lige nu falder i søvn med brystet - hvis det så i øvrigt betyder at han vil være okay med at være i sin barnevogn. MEN - hvis han lige nu bare er rigtigt ulykkelig over at blive puttet i barnevognen, så lad være. Det vigtigste er at han forbinder det at sove med noget trygt og dejligt.

Når han bliver 6 måneder, så vil han sandsynligvis være så motorisk stærk, at han begynder at kunne sidde op. Det vil give dig muligheden for at trille ham ture i barnevognen, hvor han netop kan starte med at sidde, kikke på verden, mærke vinden i ansigtet, se på ting I kører forbi osv. Så han gradvist begynder at finde ud af at barnevognen faktisk er okay at være i :) Han kan altså godt lære det i takt med at han bliver ældre, hvis ikke han kan det nu....

En anden mulighed er, at du om dagen lægger dig og ammer ham i ...


Annonce

... dobbeltsengen - og lader ham falde i søvn ved siden af dig. Fordelen ved dette er, at han stadig får masser af nærhed og tæt kontakt, men han ligger ved siden af dig og er ikke oppe i din favn - og du undgår at hoppe med ham. Han lærer derfor at falde i søvn liggende stille, men stadig hvor han har dig tæt på og føler sig tryg. Til at begynde med vil han måske falde i søvn med brystet i munden, men stille og roligt skal du så forsøge at arbejde på at han ikke behøver brystet i munden for at sove. Det vil være rigtig godt, hvis I kan nå dertil, hvor han dier, slipper brystet, smiler til dig og triller om på siden og sover.

Du skriver, at du fornemmer at han har et ret stort suttebehov, men at han ikke vil tage hverken sut eller flaske - jeg tænker, at hvis du kan stille hans suttebehov med brystet lige før søvn, så behøver han måske ikke yderligere, men du kan naturligvis godt forsøge om en sut vil hjælpe ham. Du fortæller, at han nogle gange sutter lidt på en bamse, og du kunne forsøge at koble en sut til en klud, der dufter af dig, så han på den måde fik en sutteklud, der måske kunne berolige ham lidt og stadig minde lidt om at være i din favn. Men det er ikke sikkert, at han vil tage imod den - der er masser af børn som ikke accepterer en sut og som trives rigtig godt med "kun" at få bryst :) Og hvis amningen fungerer rigtig fint og du gerne vil fortsætte med at amme til han er 1 år, så er der ingen grund til at give flaske....

Med hensyn til rytme og til at vække ham, så tænker jeg, at du lige nu skal lade ham sove, når han sover - med mindre han bytter fuldstændig om på nat og dag. Hvis han sover langt op af formiddagen, så kan man godt overveje at vække ham om morgenen, så hele dagen ikke skrider for jer, men jeg synes ikke du skal gøre dette så længe han er under 6 måneder gammel. Som udgangspunkt så sover han, når han er træt og har brug for at sove, og han vågner udhvilet når han ikke har brug for mere søvn... Men når det er sagt, så er det som nævnt en god idé, hvis du kan hjælpe ham til en 3 lurs rytme. De fleste børn vil i 3-4 måneders alderen have en rytme, hvor de går sent i seng og først sover når klokken måske er 22. Men i 5-6 måneders alderen ændrer rytmen sig og mange begynder at kunne sove omkring kl 20. Det afhænger dog som sagt af, hvordan hele deres dagsrytme forløber og om de starter dagen tidligt eller sent.

Mit forslag til en dagsplan for et barn på 5 måneder ville se således ud:

Tidlig morgen 06: Ammes og sover lidt videre

Vågner og starter dagen, leger, tumler, bruger sig selv motorisk, pludrer osv.

Formiddag 9-9.30: Bliver skiftet og gjort klar til lur. Ammes og puttes til formiddagslur - du kan her forsøge at putte ham i barnevognen og gøre ham tryg ved dette.

Vågner og leger, tumler, bruger sig selv både motorisk og mentalt, pludrer osv.

Frokost 11.30: Tilbydes lidt grød, evt. med lidt frugtmos som hopping, vand af kop.

Bliver skiftet og gjort klar til lur. Ammes og puttes ca kl 13 - men det afhænger naturligt af hvor lang formiddagsluren er og hvad tid den ligger. Du må her gerne lægge dig med ham og amme ham liggende i din seng, så han på den måde hjælpes til et længere søvnstræk midt på dagen og så han samtidig lærer at sove uden at skulle hoppes med.


Helens bog om børn og søvn
LÆS OGSÅ HELENS BESTSELLER: "Helens bog om børn og søvn" - sådan får du dit barn til at sove

Når han vågner af sin middagslur, så må du vurdere om han har brug for mælk fordi han har sovet en god lang lur og naturligt er tørstig/sulten. Og så leger, tumler, pludrer og hygger I igen.

Eftermiddag 16-17: Ammes og puttes til dagens 3. lur - tidspunktet for denne afhænger helt af, hvor sent middagsluren ligger og hvor lang den er.

Aften 18: Tilbydes lidt grøntsagsmos og vand af kop.

Er vågen, aktiv, leger, bruger sig selv motorisk og mentalt i løbet af aftenen.

Ammes og puttes til natten ca kl 20 - men det kan også godt være kl. 21.30 - det afhænger af, hvor sent han står op og hvor meget han sover om dagen. Og det afhænger også af, hvorvidt han kan nøjes med 3 lure dagligt eller måske sover en 4. lur.

Sen aften 23-24: Ammes rigtig godt, det der kaldes drømmemåltid.

Midt nat 03: Ammes og sover videre. De fleste børn har brug for denne amning i 5 måneders alderen.

Nogle børn trives dog rigtig godt med en rytme, hvor de går sent i seng, så de f.eks. ammes kl 21.30 bliver ammet igen en gang i løbet af natten f.eks. kl 01/02 og så igen næste morgen kl 06, og det er naturligvis også helt okay, hvis det er sådan en rytme, som jeres dreng har.

Jeg håber, at du kan bruge disse tanker lidt videre - og derudover vil jeg også anbefale dig meget at læse min bog "Helens bog om børn og søvn". :)

Rigtig meget held og lykke fortsat! Glæder mig til at følge jeres lille familie.

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske



Annoncer

Sponsorerede artikler

Giv dit barn den bedste start!

Giv dit barn den bedste start med D-vitamindråber og mælkesyrebakterier

Vi ved allesammen, at et barns første leveår har en enorm betydning for barnets udvikling både fysisk og psykisk. Ansvaret er derfor stort, når det kommer til at sørge for, at de kære små får lige præcis det, der ...

Læs mere her



Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:

23. april 2024 | Sovevaner | 11 mdr.

Putning - 11 mdr.

Hej Helen, Jeg skriver igen, fordi min søn snart bliver 1 år gammel og skal...

Læs hele brevet og Helens svar


22. april 2024 | Sovevaner | 15 mdr.

Lange putninger - 15 måneder

Hej Helen Jeg skriver til dig, fordi vi har kæmpet med aftenuro og lange...

Læs hele brevet og Helens svar


11. april 2024 | Sovevaner | 9 mdr.

Dårlig søvn og stop af amning

Hej Helen. Nu har jeg endelig fået taget mig mod og tiden til at skirve til...

Læs hele brevet og Helens svar


10. april 2024 | Sovevaner | 6 mdr.

At sove igennem

Hej Helen Min søn er nu blevet 6 måneder og jeg tænker, at det derfor er...

Læs hele brevet og Helens svar


26. marts 2024 | Sovevaner | 2 år, 6 mdr.

Svær putning - 2 år, 6 mdr.

Kære Helen, Et spørgsmål til putning. Vores dreng på 2.5 år har altid...

Læs hele brevet og Helens svar


Annonce

Viden om børn:

Fødsel

En graviditet varer normalt 40 uger, men naturen er ikke altid sådan, og nogle gange går fødslen igang før, andre gange senere. Føder du mellem uge 37+0 og 41+6 siger man, at du har født til tiden.

Mange kvinder oplever plukveer i graviditeten. Det er sammentræninger af musklerne i livmoderen, og det er måden, at livmoderen forbereder sig til fødslen på. I starten er disse sammetræninger uregelmæssige, men i takt med at fødslen nærmer sig, bliver sammentrækningerne mere...

Læs mere i Babylex

Vegetar og veganer

Lever du vegetarisk og spiser du varieret, så vil du sædvanligvis få tilstrækkeligt med protein og andre næringsstoffer - også selvom du f.eks. ammer. Jo flere fødevarer du udelukker fra kosten, jo større er risikoen for fejlernæring, og hvis du f.eks. ikke spiser æg, mælkeprodukter og andre produkter fra dyr, kan det få betydning for dit barn.

Børn, der ernæres vegetarisk eller vegansk med ingen eller sparsom brug af mælkeprodukter og æg, skal ammes eller have...

Læs mere i Babylex


Svartidsbarometer

Aktuel svartid

Annoncer

Gratis nyhedsbrev

med nye præmier hver måned

Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.


Annonce

Læs mere om Helens bog om børn og opdragelse, som giver dig praktiske råd til alt det, der er så svært.

Det siger medlemmerne ...

Hej Helen.

Jeg vil bare sige tusind tak for hjælpen! Det var et wake-up-call at få dit klare svar ... Dejligt at få at vide så entydigt at tingene ikke er i orden.

Alt går meget bedre nu, vi kan nemt aktivere ham, putning går stort set problemfrit nu og aflevering i vuggestue er også meget bedre. Det har været så godt at komme ud af den dårlige vane - jeg har bare ikke tidligere tænkt på at det var vaner der skulle ændres.

Tusind tak for hjælpen - det har betydet utrolig meget for os.

Med venlig hilsen
Rikke, mor til dreng på 21 måneder


Annonce