Annonce

Annonce

Svar: Putning; 2 år og 2 mdr.


24. marts 2016

Kategori:
Alder:
2 år, 2 mdr.

Helen Lyng Hansen, sundhedsplejerske

OBS: Dette svar er mere end 3 år gammelt. Det har i mange tilfælde ingen betydning for svarets gyldighed. Dog kan der været kommet nye retningslinier og anbefalinger på området. Du kan sandsynligvis finde mere aktuelle svar om emnet ved at bruge søgefunktionen eller ved at læse videre under Sovevaner.

Kære Hønemor

Tak for dit brev :) Jeg vil meget gerne dele lidt tanker med dig, og så må du selv vælge til og fra, hvad du tænker, at du kan bruge:)

Der er som jeg ser det, flere ting der spiller ind hos jer. For det første er der jeres datters alder og den store udvikling, som hun går igennem. Det er helt naturligt, at hun søger din kontakt og nærhed, at hun har brug for at mærke, at du er der, og at hun nogle gange klynger sig ekstra meget til dig - både om dagen og om natten.

Det er derfor rigtig fint, at I har taget konsekvensen af dette og valgt, at I skal sove sammen, koblet jeres senge, så hun kan mærke, at mor og far er der, og så hun kan trille over i din seng og putte sig ind til dig, når og hvis hun om natten, har behov for det. Men når det er sagt, så er det vigtigt, at du også føler, at det er det rigtige at gøre - og det lyder mellem linjerne som om, at du faktisk synes, det ville være bedre, at hun blev puttet i eget værelse og kom ud af soveværelset - og hvis det er sådan du har det, så kan det være en god idé, at I arbejder på dette nu. Jeres datter mærker naturligt også, hvis du bliver irriteret på hende - hvilket kan gøre, at hun faktisk klynger sig ekstra meget. Og hun reagerer også på, hvis du går "halvhjertet" til sagen. Hun har brug for at mærke, at du har styr på det, at du ved, hvad du gør, og mener det du siger - og du skal være tydelig i dine signaler både verbalt og nonverbalt...

Det lyder lidt som om, at I om aftenen ikke rigtig får vist jeres datter, at det er sovetid. Du fortæller ikke helt, hvad der foregår i de 1-2 timer, hvor I kæmper for at få hende til at sove, men det lyder som om, at I bruger lang tid på at få hende til at koble fra, putte hende, måske lader I som om at I sover, måske henter I vand, synger, ender med at skælde ud osv. og dette er I nødt til at ændre på. Som det er lige nu, så er det jo ritualet hun har, det er den erfaring, hun har med sig. Hun tror, at det at blive puttet hænger sammen med nogle rutiner som skal vare 1-2 timer, for det har hun lært. Derfor er I nødt til at lære hende et nyt ritual...

Hendes samlede søvnbehov er ca. 13 timer i døgnet med den alder hun har, måske kan hun nøjes med 12.5 time... Hvis hun sover 2 timer til middag betyder det ca 10.5-11 timers nattesøvn og da hun ofte står op kl 06.15, så betyder det et puttetidspunkt omkring kl 19.30 - altså nok en lille smule senere end I putter hende lige nu...

Derudover skal I være opmærksomme på, at hun ikke powernapper om eftermiddagen, når I henter hende fra dagplejen. Hvis hun nogle gange sover lidt i bilen eller bag på cyklen, når I kører hjem, så vil denne søvn påvirke hendes nattesøvn - og det kan være forklaringen på, at hun er svær at få til at sove om aftenen.

I må gerne bibeholde jeres samsovning, hvis I fornemmer at det lige nu vil fungere bedst for alle - men jeg vil foreslå jer, at I i en periode ikke putter hende før hun tydeligt er parat til at sove. Det betyder, at hvis hun ofte ikke sover før klokken er 20.30-21, så skal hun ikke puttes før. Det er vigtigt, netop fordi hun nu skal have et nyt ritual ind i kroppen. Hun skal puttes så sent, at hun begynder at få en erfaring med sig om, at det at blive puttet varer ikke 1-2 timer, men derimod ca 15 minutter, og det består af et ritual, hvor hun som nu får aftensmad, evt. et bad, bliver frotteret godt i håndklædet, smurt med lidt creme osv. Tilbydes havregryn med mælk, får børstet tænder og bliver puttet i seng. I sidder der, læser godnathistorie, synger en sang - hun putter med en bamse, putteklud eller lignende og falder i søvn. Og for at hun kan dette, så skal hun puttes så sent, at hun med sikkerhed kan sove inden for ret kort tid...

Samtidig skal I holde fast i dagsrytmen, og det kræver også et samarbejde med dagplejer. Det er vigtigt, at I stadig vækker hende om morgenen, hvis ikke hun vågner af sig selv - hun skal ikke forlænge sin nattesøvn om morgenen, det er om aftenen, at søvnen skal forlænges. I skal også sikre, at hun ikke forlænger sin dagssøvn, så derfor skal hun ikke begynde at sove 3 timer til middag - hun trives som udgangspunkt med to timer og derfor skal hun sove som nu fra 12-14. Det er ikke fordi I skal tage søvn fra hende, det handler om, at hun i stedet skal lære at sove lidt længere nattesøvn, så hendes søvn og rytme kommer til at passe lidt bedre til den hverdag I ønsker. Rytmen skal være ens, uanset om det er hverdag eller weekend.

Det betyder naturligt, at hun i en periode vil komme til at mangle ...


Annonce

... lidt nattesøvn, fordi hun først puttes f.eks. kl 21 og godt kunne have brug for en times søvn mere - men det er okay. Hun får en erfaring med sig om, at det at blive puttet er hyggeligt, rart og kortvarigt - og hun sover ikke mindre, end hun gør lige nu, hvor det at blive puttet er forbundet med frustration for jer alle tre.

Og stille og roligt skal I så prøve at flytte hendes puttetidspunkt lidt frem. I stedet for at putte hende kl 21, så puttes hun 20.45, så 20.30, 20.15, 20.00 indtil I rammer det tidspunkt, hvor I fornemmer, at hun reelt er parat til at sove. I er her nødt til at være lidt fleksible omkring hendes udregnede søvnbehov, for tallet er et gennemsnit og nogle børn sover lidt mere og andre lidt mindre, og den fleksibilitet skal have lov at være der.

I vil ikke kunne flytte på puttetidspunktet aften efter aften. I skal bibeholde samme puttetidspunkt flere aftener i træk, før I kan flytte tidspunktet yderligere frem. Det vil ofte også være sådan, at hun en aften måske pludselig er parat til at komme tidligere i seng, hun kan måske puttes kl 20.00 og falder fint i søvn - men aftenen efter, så er hun ikke parat allerede der, men puttes så først 20.30 igen - og det er okay. Det tager lang tid at ændre en rytme - og I skal regne med 5-6 uger. Det kræver også, at der ikke sker ændringer undervejs, at hun ikke bliver syg, ikke skal i gæstedagpleje eller andet, som naturligt kan forstyrre hendes søvn yderligere.

I skal være opmærksomme på, at hun måske er det man kalder for en "ugle" - hun er træt om morgenen og mest frisk om aftenen. Hun er "B" menneske - og ligner måske mor eller far her. Det betyder naturligt, at hun har svært ved at overgive sig til søvnen om aftenen og har ekstra meget brug for hjælp til at koble fra her - og det betyder også, at hun måske skal puttes lidt senere, end I lige umiddelbart synes må være hendes behov. Det er bedre, at hun kommer senere i seng, og I så har en hyggelig aften, end at I kæmper for at få hende til at sove, og hver aften går op i stor frustration for alle parter. Du skriver, at hun om aftenen "karter rundt i sengen, driller, er grænsesøgende, legesyg og dominerende". Det kan godt være tegn på, at hun simpelthen ikke er træt nok og parat nok til at sove, når hun bliver puttet...

Det kan også være, at du forvirrer hende med din tilstedeværelse. Altså at hun ikke forstår, at det er sovetid, fordi du ligger i sengen sammen med hende. Hun tror, at det betyder, at I skal hygge og have det sjovt sammen - hun forstår ikke, at det rent faktisk betyder, at hun skal sove nu... Derfor kan det godt være, at du skal prøve at putte hende og så gå ud af værelset. Ikke fordi hun skal blive ked af det. Det er ikke meningen, at hun skal græde, men for at vise hende, at du ikke sidder der for leg og underholdning, men for at være der, læse historie og så skal hun sove...


Helens bog om børn og søvn
LÆS OGSÅ HELENS BESTSELLER: "Helens bog om børn og søvn" - sådan får du dit barn til at sove

Det kan også være en idé at bruge stryge-tøj-metoden. Det går ud på, at I stiller jer på værelset og laver noget praktisk, så hun kan se jer. I kan tale med hende, hun kan kalde, I svarer osv. men hun ligger i sin seng og falder i søvn i sin seng, velvidende at I er der, og at hun kan være helt tryg. Stille og roligt kan I så udvide denne metode ved at gå til og fra. I kan f.eks. sige "jeg henter lige en skjorte, der skal stryges", og så går I og kommer tilbage med den. I har et praktisk formål med at gå, og hun lærer, at hun trygt kan ligge i sin seng, I er der.

Stille og roligt kan I så udvide endnu mere og f.eks. sige "jeg går lige ud i køkkenet og tømmer opvaskemaskinen". Hun bliver i sin seng, kan ligge og høre, at I skramler med kopper, glas, tallerkener.. Hun får således en fornemmelse for, at I er der, at hun høre jer, hun er ikke alene, selvom hun er på sit værelset - og forhåbentlig er hun så faldet i søvn af sig selv, når I vender tilbage igen:)

Der kan på denne måde godt være lidt idé i at lære hende at falde i søvn, uden at I behøver sidde hos hende hele tiden. Denne metode kan sagtens kobles sammen med jeres sam-sovning. Hun lærer jo at falde i søvn i egen seng, og hvis hun så har brug for jer om natten, så er I der stadig til at berolige og betrygge, så hun ikke føler sig alene. Metoden kan også bruges, hvis I gerne vil lære hende at sove i egen seng på eget værelse. Så kan I putte hende om aftenen og gå ind til hende, trøste, berolige, betrygge osv. når og hvis hun vågner om natten.

Jeg håber, at I kan bruge dette lidt videre, rigtig meget held og lykke:)

Rigtig god påske til jer alle tre :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske



Annoncer

Sponsorerede artikler

Vent ikke til din baby har fået rød numse

- brug Olívy fra første bleskift

Hud der konstant udsættes for fugt, varme, friktion og syre fra urin og afføring, bliver nemt rød og irriteret. Det gør ondt på barnet, og kan påvirke den helt basale trivsel - herunder søvn og spisemønster. Med Olívy baby care – diaper change kan du ...

Læs mere her



Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:

11. april 2024 | Sovevaner | 9 mdr.

Dårlig søvn og stop af amning

Hej Helen. Nu har jeg endelig fået taget mig mod og tiden til at skirve til...

Læs hele brevet og Helens svar


10. april 2024 | Sovevaner | 6 mdr.

At sove igennem

Hej Helen Min søn er nu blevet 6 måneder og jeg tænker, at det derfor er...

Læs hele brevet og Helens svar


26. marts 2024 | Sovevaner | 2 år, 6 mdr.

Svær putning - 2 år, 6 mdr.

Kære Helen, Et spørgsmål til putning. Vores dreng på 2.5 år har altid...

Læs hele brevet og Helens svar


24. marts 2024 | Sovevaner | 5 mdr.

Sove på maven - 5 måneder

Hej Helen Jeg skriver, fordi vores datter er begyndt at trille om på maven,...

Læs hele brevet og Helens svar


14. marts 2024 | Sovevaner | 5 mdr.

Søvnbehov og fordeling

Hej Helen Jeg har en søn på 5 måneder, som næsten altid har haft en rigtig...

Læs hele brevet og Helens svar


Annonce

Viden om børn:

Navn - navngivning

Alle børn skal have et navn - mindst et fornavn og et efternavn. Og dit barn skal have sit navn, før det fylder 6 måneder. I kan give jeres barn et navn på to måder: Enten ved dåb i folkekirken eller ved at ansøge om navngivning via Borger.dk.

Der er i princippet ikke nogen begrænsninger på antallet af fornavne, som du må kalde dit barn. Men der er regler for, hvilke navne du kan give dit barn. Som hovedregel må du ikke vælge et navn, der kan være til ulempe for dit barn.

Læs mere i Babylex

Renlighed

Renlighed betyder, at barnet har kontrol over vandladning og afføring. Der er store individuelle forskelle på, hvornår børn bliver renlige.

De fleste børn bliver renlige inden for de første 3 år, hos andre sker det langt senere. Børn bliver ofte først renlige om dagen og senere også om natten.

At træne renlighed bør altid ske i et samarbejde med barnet. Der skal være plads til små uheld og det er vigtigt at støtte barnet og aldrig skælde ud, hvis og når det går...

Læs mere i Babylex


Svartidsbarometer

Aktuel svartid

Annoncer

Gratis nyhedsbrev

med nye præmier hver måned

Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.


Annonce


Det siger medlemmerne ...

Endnu engang mange tak for dit svar her i den gode brevkasse. Jeg har anbefalet dig til dem jeg kender fordi du er SÅ god til at komme med nogle konkrete råd. Lige det som gør hverdagen lidt nemmere og knapt så frustrerende, så TAK for det!


Annonce