Svar: Kan 9-årig det han skal kunne?

---

Hej med dig

Tak for dit brev :)

Det lyder som om, at jeres dreng har det svært, og faktisk mere eller mindre altid har haft det. Jeg ved fra dine tidligere breve, at han også har/har haft problemer med afføring i bukserne, og du fortæller i dag, at han altid har været meget udadreagerende og haft let ved at komme i problemer, han har haft det svært med sproget, vokser op som tresproglig - og du fortæller også, at hverken hans far eller mor sætter ham i første række...

Har du talt med skolen, skolesundhedsplejersken, lægen omkring nogle af disse ting, så der er fokus på, om han kan have brug for noget støtte, og hvad det egentlig handler om? Det lyder som om, at det kunne være en god idé at tale med nogle fagpersoner i jeres nærområde, som kan se ham, kender ham...

Men nu til dit spørgsmål i dag... En 9 årig dreng bør, som du skriver, kunne spise med ske, gaffel og kniv uden større problemer og uden at der ligger mad over det hele, og uden at der er mad i hele ansigtet.... Naturligvis kan man komme til at spilde lidt mad, tabe en kartoffel på gulvet eller komme til at vælte sit vandglas, det kan vi alle sammen, men han burde kunne spise pænt.

At børn undersøger ting med munden er naturligt, men den fase burde også være stoppet med den alder han har.. og spørgsmålet er, hvorfor han gør det... Jeg er helt overbevist om, at han ikke gør noget af det med vilje. Han gør det, fordi han ikke kan andet eller ikke har lært andet. Der må være en bagvedliggende forklaring og forklaringerne kan være og er sandsynligvis flere... Jeg kan dog ikke lade være med at tænke på, om han måske har nogle sansemæssige problemer.

Når vi skal forholde os til verden, så bruger vi vores sanser: Vores følesans, balancesans, vores evne til at mærke andre og mærke os selv, vores høresans osv. Det hele hænger sammen og vi er dybt afhængige af at vores sanser fungerer godt, når vi skal forholde os til den verden, vi lever vi. Hvis man har sansemotoriske problemer, eller problemer med sin sanseintegration, så kan dette vise sig på forskellig måde. Nogen børn trækker sig ind i sig selv. De har svært ved at rumme større forsamlinger, og kan ikke klare, hvis der er meget uro. Og mange tror, at børn med sanseintegrationsproblemer altid er tilbageholdende og forsigtige, men sådan er det faktisk ikke. Nogle børn bliver meget urolige, næsten hyperaktive og har meget svært ved at sidde stille. De kan have rigtig svært ved at kontrollere deres krops bevægelser, og de har meget svært ved at fornemme deres krop. De kan motorisk virke meget voldsomme i deres adfærd, som udtryk for at de så bedre kan mærke og fornemme verden omkring sig...

Jeg tænker, at når jeres dreng har så svært ved at spise, så kan det jo hænge sammen med hans sanseapparat - at han måske har svært ved at finde ud af at håndtere maden i munden, svært ved at placere den rigtigt i munden, svært ved at tygge den og synke den.. måske spiller konsistensen af maden ind, måske er han påvirket af madens temperatur, måske er det smagen af mad, som han reagerer på... Måske har han svært ved at koordinere sine bevægelser, føle sin ...

---

---

... egen krop, mærke kroppens grænser - og måske er det også forklaringen på, hvorfor han undersøger ting med munden og ikke kan nøjes med at kikke på det, mærke på det, studerer det ved at vende og dreje det. Måske er sanseintegrationsproblemer også en del af forklaringen på, hvorfor han fysisk nogle gange kan virke meget voldsom...

Der findes ergoterapeuter der er specialiseret i at lave sansemotoriske øvelser med børn, og det kan I overveje, om måske ville hjælpe jeres dreng - men jeg synes faktisk også, at du bør tale med jeres læge. Det vil være en rigtig god idé, at du ringer og bestiller en tid til samtale med lægen, så I kan få en lægelig vurdering omkring flere af de problemer, som han lyder til at have :)

Det er rigtig fint, at du forsøger at forklare jeres dreng og guider ham i, hvordan han kan gøre. Det er fint, at du giver ham bestik og viser ham, hvordan han skal bruge det, ligesom det er fint, at du giver ham en serviet og husker ham på, at han skal tørre sig om munden osv. og det er fint, at han selv gør det. Det er dog meget vigtigt, at du guider, støtte og opmuntrer, så han føler sig hjulpet - og ikke skælder ud, eller på nogen måde nedgør ham eller giver ham følelsen af at være forkert.

Det lyder som om, at han godt kan have brug for støtte til sin selvværdsfølelse, så han vokser op med en følelse af, at han er helt okay som han er - ikke fordi han gør noget særligt, eller kan finde ud af bestemte ting, men blot fordi han er den, han er. Helt overordnet kan man sige, at selvtillid handler om, at "jeg kan finde ud af det jeg skal", men selvværd handler om at "alt ved mig er, som det skal være".

---

---

Hvis vi har et højt selvværd, så har vi en høj følelse af at have værdi. Så føler vi os okay, selvom vi ikke mestrer det, de andre mestrer, så kan vi acceptere, at vi er forskellige og at nogle kan noget, andre kan noget andet, og vi føler, at vi er elsket og har værdi - uanset om vi kan noget, fordi det i sig selv har værdi, at vi er den, vi er.

Hvis vi har et lavt selvværd, så vil vi være i tvivl om vores egenskaber, så vil vi stille spørgsmålstegn ved, om det vi gør og siger mon er godt nok. Om måden vi ser ud på er okay.. vi vil have en følelse af, at det var bedre, hvis vi var mere ligesom de andre ... Hvis vi har et lavt selvværd, så vil vi, når vi sammenligner os med andre, tvivle på os selv og det vi kan, eller det vi står for, vi vil føle, at de andre er lidt bedre, lidt dygtigere, lidt pænere end vi selv er...

Det vil være rigtig godt, hvis du igen og igen kan fortælle ham, at han er noget særligt, at ingen kan tage hans plads, for ingen er som han er. Han får styrket sit selvværd ved at blive mødt med anerkendelse og accept. Selvværd er ligeværd - og det betyder, at han skal føle at han er lige så meget værd, som dig, som far, som lillebror.. I er ikke mere værd, fordi I er voksne eller fordi I kan finde ud af at spise uden at spilde. Det er vigtigt, at I møder ham med interesse, med åbenhed, med empati - det er vigtigt, at han føler sig elsket...

Jeg håber, at du kan bruge disse tanker lidt videre - rigtig meget held og lykke fortsat:)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---