Svar: 2.5 år lille pige, sov nu

---

Kære alenemor

Tak for dit brev :)

Nogle gange ville det være rigtig dejligt, hvis man kunne være en flue på væggen og se, hvad der egentlig foregår... For det kan naturligvis ikke udelukkes, at du sender nogle signaler til din datter, som gør, at hun ikke helt ved, hvor hun har dig, og hun derfor ikke forstår, hvad der skal ske - og hun derfor protesterer... I hvert fald fortæller du, at du godt ved, at du er meget eftergivende og at flere har gjort opmærksom på, at du lader din datter styre alt for meget...

Som jeg læser dit brev, så fungerer det rigtig godt med dagplejer - du fortæller, at det er en dame, som har et rigtig godt tag på din datter - og jeg tænker, at det netop handler om, at hun sender tydelige signaler. Din datter er ikke i tvivl om, hvad der skal ske, når hun passes af sin dagplejer.

Det er rigtig vigtigt, at I har nogle faste ritualer i hverdagen. Det skal være noget rart, noget der giver din datter tryghed og sikkerhed. Og det gælder f.eks. når hun skal puttes. Hun skal vide, hvordan det fungerer, hvordan ritualet er - og hun vil føle tryghed, hvis der sker det samme i dag, som der skete i går... Og hvis hun mærker, at du holder fast i denne plan. Jo mere I kan holde fast i jeres opbyggede ritualer, jo mere vil hun på sigt selv begynde at bede om netop disse ritualer - og jo mere vil andre også kunne putte hende, fordi ritualet jo kan gennemføres af alle, og hun ved, hvad der skal ske og hvad rækkefølgen er.

Du fortæller, at hun nu puttes i egen seng - dog sammen med mor. Ligger du hos hende? Sidder du ved siden af sengen? Holder du i hånden hele tiden eller? Du skal overveje, hvad du gør, hvorfor og hvordan. Har hun en puttebamse, slaskedukke eller andet? Det vil være rigtig godt med en bamse eller lignende, fordi den kan fungere som substitut for dig på sigt og netop være der, selvom du ikke er der.

Og så skal du holde fast i, at det er sovetid, læse en historie, men ikke bruge en time på putning eller mere. Enten skal hun puttes senere, så hun er mere parat til at sove og puttetidspunktet kan så rykkes gradvist frem (jf. tidligere svar fra mig til dig:)) eller også kan du bruge strygetøj metoden (se også tidligere svar), så du er der - men ikke fysisk sidder tæt ved hende, netop for at lære hende at sove lidt på afstand af dig og finde ud af, at hun rent faktisk godt kan sove i sin seng.

Det er super fint, at du følger hende tilbage på eget værelse, når og hvis hun står op. Helt roligt blot sige, som du gør "sov nu, lille skat, døren er åben, mor er lige inde i stuen, nat-nat" eller lignende. Men puttetidspunktet skal som sagt være rigtigt.

Det er svært helt at vurdere, om din familie har ret, når de siger, at du ikke er konsekvent ...

---

---

... nok og "har mistet grebet om tingene". Umiddelbart tænker jeg, at sådan hænger det nok ikke helt fat - det er utroligt sårene at få sådanne ting at vide, og jeg har bestemt ikke opfattelsen af, at du ikke er en god mor! Jeg synes faktisk det lyder som om, at du elsker din datter højt og rigtig gerne vil hende det bedste - men du kommer naturligt til kort en gang imellem - hvilket alle forældre nok gør - og netop 2.5 års alderen er en rigtig svær alder.

Det er rigtig synd, at familien allerede har meldt ud, at de ikke har lyst til at passe din datter - hverken mormor eller hendes egen far, har lyst til at passe hende, når du skal begynde at studere. Den lille pige er nærmest stemplet som umulig... Og det er hun ganske givet ikke, hun er bare usikker på, hvad der skal ske. Hun vil naturligvis savne sin mor og har stadig svært ved at sætte ord på sine følelser, fordi hun ikke er ældre end hun er - men I (de der passer hende) er altså nødt til at kunne rumme dette.

Samtidig fortæller du også, at din mor og din datters far klandrer dig for ikke at sætte grænser og være for eftergivende - men så burde de jo netop træde ind og hjælpe, når du ikke er der - de kan jo ikke genere dig, og det du gør, eller det de synes, du ikke gør, hvis de ikke selv tror på, at de kan håndtere en 2.5 årig pige... Det er rigtig vigtigt, at I begynder at se din datter som den skønne, dejlige 2 årige pige hun er. Og at I sætter ord på, hvor dejlig hun er... og det er rigtig vigtigt, at du ikke igen og igen skal høre på, at du svigter som mor - for du lyder til at kæmpe rigtig meget for at få det til at fungere og for at gøre det så godt som muligt.

---

---

Jeg tænker derfor, at det nok kunne hjælpe dig med lidt mere direkte rådgivning. Der er i kommunen, hvor du bor, en åben anonym rådgivning, hvor man kan få op til 5 samtaler.. måske var det noget, som du kunne benytte dig af. Så kan du også finde ud af, hvilke muligheder der i øvrigt er, netop hvor du bor. Det er uddannet personale, som yder rådgivning, og de tilbyder blandt andet rådgivning omkring børneopdragelse...

Det er vigtigt, at der også bliver sat fokus på alt det gode du gør - så du ved, hvad det er du skal gøre mere af, hvor du er på rette vej, og hvad du så evt. skal ændre på og hvordan. Ligesom det må italesættes, at lillepigen naturligt i en alder af 2 år er nødt til at afprøve nogle ting, for at finde ud af, hvordan verden fungerer - og at en stor del af det hun gør, ikke hænger sammen med at du gør noget forkert, eller at hun er forkert, men blot hænger sammen med den alder og udvikling, som hun lige nu går igennem...

Jeg håber, at du kan bruge disse tanker lidt videre - rigtig meget held og lykke med hende fortsat :) Og stort knus med på vejen.

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---