Svar: Uenig med bedsteforældre

---

Kære A.

Tak for dit brev og fine beskrivelse af jeres lille datter - og velkommen til :) Jeg vil meget gerne dele lidt tanker med dig, og så må du selv vælge til og hvad, hvad du tænker, at du kan bruge :)

Som udgangspunkt har du helt ret i, at børn er forskellige og derfor også skal mødes forskelligt og ses forskelligt. Og det er netop vigtigt, at jeres datter får lov til at være som hun er, at hun ikke har en følelse af, at hun skal lave sig om eller være på en anden måde, for at blive accepteret - men at hun er præcis, som hun skal være - også når hun er hos sine bedsteforældre.

Det er naturligt nærliggende at tænke, at når hun ikke taler særlig meget, når hun er hos dem, så er det måske fordi hun føler sig presset eller forkert. Det er naturligt ikke befordrende for hendes lyst til overhovedet at sige noget - og når I så henter hende, så hører hun også bedsteforældrene sige til jer, at hun ikke vil tale med dem - og igen bliver hun så opfattet som en pige, der ikke lever op til forventningerne. Det er naturligt ikke rart for hende.

Jeg får lidt på fornemmelsen, at bedsteforældrene måske presser hende til at tale og måske siger ting som "du skal altså svare, når vi spørger dig om noget", "det er ikke pænt ikke at tale", eller "du er nødt til at fortælle mig, hvor du har ondt" eller lignende. Jeg ved ikke, om det foregår sådan, men hvis det gør, så er det naturligvis et problem.

Du skriver, at det især er, når hun er syg, at hun ikke siger så meget. Og faktisk gør dette sig også gældende derhjemme. Og det er naturligvis helt okay. Når man er syg og ikke mere end 2.5-3 år gammel, så er det rigtig svært at sætte ord på, hvor man har ondt eller forklare, at man har kvalme eller lignende, og man kan naturligt ikke forholde sig til, hvad det egentlig betyder at være syg og hvorfor kroppen pludselig reagerer som den gør. Det er også helt naturligt, at hun bruger sine kræfter på at komme sig, på at lade kroppen restituere sig - mere end på at snakke. Hvis hun har ondt i hovedet eller generelt har det dårligt, så kan det naturligt være rart, at der ikke er for meget larm, uro og også snak omkring hende - så har hun bare brug for ro og stilhed - det er helt naturligt, og det skal der være plads til.

Når alt dette er sagt, så er det dog også vigtigt at overveje, om bedsteforældrenes bekymring er reel, og om der faktisk er noget, som I skal være opmærksomme på. Hvordan taler hun med jer? Hvordan taler hun med andre voksne? Andre børn? Taler hun med bedsteforældrene, når I er der - og at det kun, når hun er sammen med dem alene, at hun ikke taler? I er nødt til at se lidt mere bredt på, hvordan og med hvem, hun kommunikerer for at finde ud af, om der her er noget, som man skal hjælpe hende med.

Hun er stadig en meget lille pige og det er helt naturligt, at hun ikke bare snakker som en vandfald. Det kan både handle om hendes personlighed, og det kan handle om hendes alder... Det kan også være, at hun generelt bliver opfattet som genert, hvilket man skal være opmærksom på, fordi hvis man italesætter det og f.eks. siger "hun er jo lidt genert" eller "bliver du helt genert lige nu", så kan det faktisk forstærke den rolle. Hun kan begynde at føle, at hun netop skal være genert, fordi ...

---

---

... det forventes af hende...

Det er her f.eks. også vigtigt, at man ikke sammenligner hende med andre børn eller andre voksne og f.eks. siger "prøv at se de andre, hvor de kan..." eller "du kan da også ligesom den anden pige..." eller lignende. Fordi det igen vil gøre at hun føler sig forkert, det vil være ødelæggende for hendes selvværd og ikke give hende lyst til at tale og være med sammen med de andre, tværtimod.

Det er vigtigt at hjælpe hende, når hun ikke selv kan. Når I f.eks. har besøg af bedsteforældre og andre, hvor de spørger til hende og hun så ikke svarer, så er det vigtigt, at du svarer for hende. I skal ikke afkræve hende et svar - sig IKKE f.eks. "fortæl nu, hvad du laver i vuggestuen" eller hvad hun nu er blevet spurgt om, men prøv i stedet at svare for hende og inddrag hende i samtalen. Hun skal høre, hvordan et svar kan lyde og hun skal have en følelse af at være med i samtalen og så skal hun opleve, at du naturligt træder til, når hun ikke selv kan.

Alt dette er helt naturligt - men nogle gange så kan børn også være for tavse.. Man kalder dette for selektiv mutisme. Disse børn er ofte ret gode til at tale, men de taler ikke med alle. De er tavse overfor bestemte personer, og de udvælger, hvem de vil tale med, og hvem de ikke taler med. Det ses ikke hyppigt, men jeg har dog mødt det et par gange...

---

---

Det varierer ofte, hvem barnet vælger at tale med. Nogle børn taler med andre børn, men ikke med voksne. Nogle børn taler kun med mor eller far og ikke med andre. Nogle børn taler slet ikke i institutionen, men kun derhjemme. Nogle børn taler kun derhjemme, hvis de er alene med deres forældre, de taler ikke, hvis der er gæster. Nogle børn taler til deres forældre, når andre er til stede, men taler ikke til andre og svarer ikke, selvom andre henvender sig til dem (og det kunne f.eks. godt være bedsteforældre). Nogle børn taler kun til kvinder, andre kun til mænd, og nogle børn taler kun til babyer, husdyr eller lignende, som ikke kan svare. Der er således ikke nogen faste regler for, hvem barnet taler med, og hvem barnet ikke taler med. Ofte taler barnet dog med sine forældre, men fravælger andre i en eller anden grad.

Ud fra det du fortæller, så lyder det ikke som om, at jeres datter generelt har svært ved at tale og ikke taler med andre end jer - ud fra din beskrivelse lyder det som om, at det er i sygdomsperioder, at hun naturligt taler mindre - og at det generelt ikke er noget problem for hende at kommunikere med andre, heller ikke bedsteforældrene, som hun lyder til at kende godt.

Viser det sig, at jeres datter kunne høre til det, man kalder for "de tavse børn", så er det vigtigt, at man ikke ser hende som uopdragen, stædig eller lignende og ikke tror, at hun bare kan fikses eller bare skal tage sig sammen. Det er vigtigt, at hun oplever, at verden er et trygt sted at være i og et trygt sted at tale i. Der er også vigtigt, at I bliver ved med at tale til hende og ikke møder hende med tavshed. Hvis I eller bedsteforældre holder op med at tale til hende, så er det naturligt lettere at blive ved med at være tavs. Behandlingen for selektiv mutisme foregår i samarbejde med børnepsykolog.

Jeg håber, at du kan bruge dette lidt videre - rigtig meget held og lykke fortsat :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om bedsteforÆldre:

---

---

Viden om børn:

---