Brev:
Kontakt - hvad er normalt?
Hej Helen!
Jeg synes lige jeg har brug for at høre en andens ord og vurdering i min situation.
Jeg har en dejlig datter på 4 måneder. Jeg bor alene med hende, og forholdet til barnets far sluttede da jeg var ca 3. måneder henne. Det var mig, der gjorde det forbi.
Graviditeten var ikke planlagt og vi havde kun været sammen kort tid forinden, men vi er begge enormt glade for at have fået hende. Og det er sådan set farens iver efter at være far, der har været en plage og belastning for mig både sidst i graviditeten og lige siden jeg fødte. Vi har holdt kontakt under graviditeten, så han kunne følge lidt med samt holdt 14 dages barsel sammen – halvdelen hos ham, halvdelen hos mig.
Det var noget, jeg gjorde for hans skyld, ikke min. Det var en enormt presset tid for mig, både fordi jeg skulle være sammen med ham 24 timer i døgnet i 2 uger, og at jeg ikke bare kunne få lov at være mig selv og sammen min nyfødte baby alene efter fødslen, men også fordi jeg havde smerter i forbindelse med 3. grads bristning og amningen, som var meget smertefuld. Det er faktisk kun en måned siden at det er holdt op med at gøre ondt at amme, og gudskelov for det.
Det var en turbulent start, og med efterfølgende mange diskussioner om samvær, en tur i statsamtet og mange følelsesmæssige nedture, er mit forhold til faren nu kun lige akkurat tålt, fordi jeg selv har et ønske om at vores datter skal lære hendes far at kende.
Jeg troede, jeg kun skulle have én baby, men så fik jeg to! Han opfører sig som et barn, som kun kan tænke på hans egne behov, og er overbevidst om at den eneste forskel på mor og far er, at mor kan amme, og det er enormt belastende for en nybagt mor. Han har moset frem, og vadet ind over mine grænser og jeg har måttet bruge tid på at skulle tackle min vrede og skuffelse over ham. Tid som jeg kunne have brugt på min lille datter.
Det er nu sådan at min egen sundhedsplejerske har udtrykt bekymring for min datters kontakt ud fra det vi som forældre fortæller og hendes egen oplevelse af hende. Det er nu en måned siden, og siden har vi snakket med kommunen om nogle tilbud. Sagsbehandleren mente ikke, der var nogle problemer med hendes kontakt, og så er der i princippet ikke nogle tilbud, men sundhedsplejersken holder fast i sin bekymring med henblik på hjælp.
Det skal siges at det også er blevet bedre siden sidste besøg af sundhedsplejersken (for en måned siden), men jeg er stadig lidt bekymret. Min læge, min mor og de andre i mødregruppen opfatter hende, min baby, dog heller ikke som ”unormal”. Så er det så jeg godt kunne tænke mig at vide – hvad er indenfor normalen med kontakt fra en 4 måneder gammel baby??
Jeg er bekymret, fordi jeg læser flere steder at en baby på den alder er livlig og interesseret i alle omkring sig og er ivrig med øjenkontakt med alle og enhver. Hun kigger på folk omkring hende – også på eget initiativ, men jeg synes ikke det er en længerevarende kontakt hun holder. Er det meningen at babyer virkelig skal kigge intenst på andre for at de er sunde og normale?
Jeg har svært ved at gennemskue hvornår det kan skyldes hendes personlighed, som jeg oplever som lidt forsigtig, og hvornår det begynder at tyde på noget mere bekymrende. Må en baby ikke have lov at sidde (hos bedstefar f.eks.) og kigge rundt uden at skulle være interesseret i langvarig øjenkontakt med andre?
Jeg synes ikke jeg har oplevet at hun pludrer til andre hvis hun sidder hos mig (eller sidder hos en anden og kigger rundt), men hun siger gerne lyde når der er kontakt på to mands hånd. Hun pludrer ikke, som jeg har læst, babyer skal gøre. Jeg oplever ikke decideret ”dialog”. Hvis jeg gør, er det kun meget kortvarigt. Hun siger lyde, men det er for det meste mere eller mindre samme lyd som hun siger igen og igen. Jeg prøver at snakke med hende ved at jeg gentager og kommenterer men det er oveni hendes egen snakken.
Til daglig kan jeg godt få øjenkontakt med hende, få hende til at smile og grine, men på det sidste er det også lidt som om at hun ikke er interesseret i den længerevarende kontakt (5-10 min el ...
... mere).
Jeg har hendes opmærksomhed med et bredt smil og kontakt så snart jeg begynder at synge, men så snart sangen er slut kigger hun væk igen. Men går jeg, kigger hun efter mig. Nogle gange kan jeg nemmest holde hendes kontakt gennem sang. Jeg ved snart ikke om det er godt eller skidt. Igen har jeg svært ved at vurdere hvornår hendes vigende kontakt er udtryk for hendes grænse for indtryk eller om det er noget andet. Hun er ellers interesseret nok i legetøj og at gribe om ting og putte det i munden. Jeg har siddet og studeret hende mens hun har fat i legetøj og sidder sommetider og tænker på om jeg skal prøve at få hendes kontakt i stedet for at hun ligger med legetøjet selv.
En anden ting er også at når sundhedsplejersken holder hende i en bestemt stilling for at kigge på hende, så viger hun blikket og virker mere interesseret i andre ting omkring hende. Hun spræller, ”snor sig” og kigger væk når jeg holder hende foran mig, som sundhedsplejersken har vist mig. Det virker som om hun ikke bryder sig om den stilling eller at det er mere spændende at kigge på andre ting end lige at have øjenkontakt i den stilling.
Mon det er fordi hun ikke er vant til den stilling og kan se anderledes på tingene omkring hende og synes det er mere interessant, eller bryder hun sig ikke om den forholdsvise nære kontakt og afstand? Men er det fra en anden stilling – f.eks. fra puslebordet – så plejer der ikke at være noget problem. Men det burde da ikke have noget at sige?
Hun skeler lidt, og tanken har strejfet mig om hendes øjne kunne have noget med det at gøre.
Jeg er klar over at min bekymring i min situation påvirker hende, og især spændingen mellem faren og jeg, selvom jeg gør mit bedste for at være en god mor for hende. Jeg er selvfølgelig ked af hvis det har påvirket hende så meget, at der er grund til bekymring. Hvis det er tilfældet, kan jeg så godt nå at ”rette op på hende igen”?? Det gør mig så ked af det at tænke på hvis jeg har ødelagt hende og hendes udvikling, fordi jeg har måttet bruge tid og energi på at håndtere den dumme far og mine egne oprevede følelser omkring det.
Vores egen sundhedsplejerske følger selvfølgelig sagen, og skal vurdere hende på fredag. Jeg har bare brug for at høre tingene fra en anden, for på en måde føler jeg ikke at jeg har samme fortrolighed med hende som før, fordi hun nu fokuserer på mulige ”mangler” hos hende og ”behandling”, som er en ubehagelig tanke. Det er hendes job, det ved jeg, og som mor er jeg også interesseret i at mit barn bliver hjulpet, hvis der er behov for det, så hun kan udvikle sig i den rigtige retning. Men uanset hvordan man vender og drejer det, så vil jeg føle det som et nederlag som mor, hvis der er behov for støtte, for jeg ved at jeg gør mit bedste og alt det jeg kan, og jeg synes ærlig talt jeg har klaret mig godt under omstændighederne. Det er bare trist at tænke på, hvis mit det bedste under de givne omstændigheder, ikke er nok for mit barn.
En anden urolig tanke hos mig er om hun måske er autist (oveni).. Kan man overhovedet diagnosticere en baby i den alder? Det er især hendes lyde og til tider manglende kontakt der får mig til at tænke i den retning. Det er en meget ubehagelig og foruroligende tanke.
Hun er ellers en stor pige, vokser godt og har altid haft en god appetit, sover fint om natten og på det seneste har hun sovet hele natten uden at vågne for at blive ammet. Kan rulle fra ryg til mave og virker generelt fornøjet med motoriske lege og at ligge på maven. Så på det felt kører det fint. Dog prøver jeg stadig at få hende til at løfte hovedet mens hun ligger ned på ryggen ved at hive hende lidt i armene. Hun løfter stadig ikke hovedet af sig selv, men der har været lidt hovedløft på det sidste, hvis jeg hjælper hende med en hånd under hovedet og løfter. Er det skidt at hun ikke kan løfte hovedet endnu??
Jeg ved godt, at du ikke kan vurdere hende når du ikke sidder med hende i armene, men jeg håber alligevel på at du kan give mig nogle ord og forklaringer med på vejen.
På forhånd tak
Med venlig hilsen
en fortvivlet mor
Annoncer
Sponsorerede artikler
Vent ikke til din baby har fået rød numse
- brug Olívy fra første bleskift
Hud der konstant udsættes for fugt, varme, friktion og syre fra urin og afføring, bliver nemt rød og irriteret. Det gør ondt på barnet, og kan påvirke den helt basale trivsel - herunder søvn og spisemønster. Med Olívy baby care – diaper change kan du ...
Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:
9. april 2024 | Kost og ernæring | 5 mdr.
Hej Helen. Jeg skriver til dig, fordi jeg er bekymret for min søns appetit....
5. april 2024 | Amning | 3 mdr.
Hej Helen. Min kæreste og jeg har den dejligste pige på knap 3 måneder, og...
2. april 2024 | Kost og ernæring | 5 mdr.
Hej Helen. Jeg har en søn på 5½ måned, som er begyndt med skemad. Han får...
27. marts 2024 | Amning | 3 mdr.
Kære Helen. Jeg har suppleret amning med flaske fra min datter var ca. 5...
25. marts 2024 | Amning | 3 mdr.
Kære Helen Vi har en dejlig pige på 3 måneder, der vokser og trives rigtig...
Viden om børn:
Forkælelse - forkælede børn
Små børn kan kun fortælle dig, at de har brug for din hjælp ved at græde. Et lille barn kan ikke på anden måde give udtryk for, at det har behov for at blive taget op, blive skiftet, få mad, blive pludret med, krammet osv.
Derfor skal du altid reagere, når det lille barn græder. Det er en skrøne, at børn udvikler deres lunger, ved at få lov til at græde. Og det er heller ikke korrekt, at man forkæler et barn ved at reagere på dets gråd, tværtimod.
Små børn kan ikke...
Sko
Det er vigtigt at barnets muskulatur i fødderne får mulighed for at udvikle sig rigtigt. Dette gøres bedst, hvis barnet får lov til at gå så meget som muligt på bare fødder.
Som hovedregel har børn ikke brug for sko, før de begynder at rejse sig og gå rundt. Når barnet skal have sin første sko, er det vigtigt at skoen er blød og passer til barnets fod. Der bør være en fast hælkappe og skoen bør ikke være så stor, at barnet risikerer at glide frem i den. Hvis foden glider, er...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Kære Helen
Først og fremmest tusind tak for en rigtig god brevkasse, hvor vi som førstegangsforældre har fået svar på rigtig mange spørgsmål, bare ved at sidde og surfe lidt rundt i kategorierne. Dine gode svar har virkelig været en stor hjælp hele vejen igennem.
Bedste hilsner
Malene og Maria på 6 uger