Annonce

Annonce

Brev:

At få observant baby til at falde i søvn


5. november 2017

Kategori:
Alder:
2 mdr.

At få observant baby til at falde i søvn

Kære Helen

Tak for alle de gode råd der er tilgængelige herinde på brevkassen og i dine bøger. Nu er det endelig blevet vores tur til at spørge dig til råds. For uanset hvor meget vi læser om vores problem har vi endnu ikke fundet et tilfælde så "grelt" som vores og vi ved simpelthen ikke hvordan vi skal bære os ad.

Jeg skal måske først nævne at jeg har en lille efterfødselsreaktion som kommer sig af en blanding af lidt vinterdepression og bekymringer for hvor slem aftengråden kommer til at blive i dag. Vores sundhedsplejerske er heldigvis slet slet ikke bekymret for vores datter og heller for ikke mor-datterrelationen. Det er kun mit hovede der har lidt problemer. Graviditeten og fødslen var fuldstændig ukomplicerede og helt til UG. Det hjælper også meget med ørepropper når hun græder, for så kan jeg bevare roen og smile til hende og tale roligt til hende når hun græder; det er jo vigtigt at hun kan spejle sig i os når vi er rolige.

Vores dejlige, fantastiske datter er næsten 9 uger gammel og vi får bekræftet af både jordemoder, sundhedsplejerske, zoneterapeut, læge og kiropraktor at hun er helt ekstremt opmærksom på verden. Vi lagde mærke til det selv allerede ved fødslen, hvor hun havde kæmpestore øjne og allerede var rigtig god til at fokusere.

Hun er ret kvik i pæren - vi har kunne holde øjenkontakt, med dertilhørende pludresamtaler, mange minutter i træk siden hun var 6-7 uger gammel. Hun har kunne lave "3-månedersstand" (altså holde hovedet højt selv fra maveliggende) i et par uger nu. Der er generelt mange indikationer på at hun gerne vil frem i verden og det kan ikke gå hurtigt nok.

Desværre har det jo den sideeffekt, at hun let bliver enormt overstimuleret og hun skal skærmes (meget!) af før hun kan falde til ro. Det dér med at falde i søvn ved brystet stoppede hun med da hun var en måned gammel. Hun kan heller ikke falde til ro på vores arm eller hvis hun ligger hud mod hud hos mig (det fik jeg afprøvet da vi skulle lave ammelejr. Hun holdt i 30 minutter, så begyndte hun at kede sig og blive overtræt - er det normalt at et lille spædbarn ikke falder dejligt til ro hos sin mor?).

Vi har afprøvet en lang række remedier: slyngevugge, svøb, tyngdepose, hvid støj, zoneterapi, babymassage, barnevogn, voksipose, babynest, putte i tide når hun er (eller burde være!!) døsig, putte i utide, give hende temperaturregulerende uld på, stimulere hende mere motorisk, give hende bad, sang, dæmpet belysning, klud over øjnene, bøvse af, give hende et solidt måltid med masser af fed mælk fra samme bryst.... forleden dag forsøgte vi endda at putte hende til en middagslur efter et langt godt måltid og efter at have været vågen i lidt over en time, da hun var døsig (eller så meget hun nu kan være døsig), så hun ikke mærkede skiftet fra favn til slyngevugge, svøbt stramt og med tyngdeposen udover, med en klud foran øjnene, sut i munden, hvid støj mens vi vuggede hende blidt konstant; hvad vi har kunne læse os til burde det være den perfekte opskrift på en god babylur men alligevel vågnede hun efter 20 minutter. Hun burde da ikke kunne vågne fra det, men det gør hun altså, det lille myr.

Vi prøver selvfølgelig at vugge videre, for det kan jo bare være en del af skiftet til næste søvnstadie men hun vågner altid mere og mere op og begynder at græde efter nogle minutter. Det gør det værre at tale blidt til hende eller ae hende, det vågner hun altid mere op af.

Vi har overvejet om hun måske bliver puttet for tidligt, men når vi aktiverer hende i 15 minutter mere og putter hende igen er det præcis det samme.

Heldigvis! Opdagede vi, da hun var 6 uger gammel, at strækviklen, ringslyngen og bæreselen virker godt på hende. Så vi vikler hende og hun sover faktisk helt fantastisk når hun er tæt på os. Mellem 2 og 4 timer lange lure om dagen (kun en enkelt lang lur på 4 timer, ellers omkring 2-3 timer). Og når hun endelig falder i søvn om aftenen i vores seng sover hun også vildt godt hele natten i sit svøb og tyngdepose med dertilhørende sovende amninger hver 2.-4. time. Hun plejer at sove 8-12 timer om natten og 8-10 timer om dagen, altså sammenlagt mellem 16 og 19 timer. Ofte har hun kun tre vågne perioder om dagen af 1-2 time. Når hun har været vågen mere end halvanden time er det altid et helvede at få hende til at sove.

Problemet er som sagt ikke mangel på søvn. Problemet er processen med at få hende til at sove! Om aftenen (i den sidste vågne periode) gør vi alt for ikke at overstimulere hende; slukket tv, dæmpet belysning osv, men alligevel skal hun altid af med en del protester (og overstimulering?) i strækviklen inden hun falder til ro. Jo senere på dagen/aften hendes sidste vågne periode er, jo værre. Langt de fleste gange går protesterne over i seriøs ulykkelig gråd/vrede og så må vi ud på puslebordet og føntørre hende for at få hende til at falde til ro så vi kan starte forfra.

Når det går godt falder hun i søvn i viklen efter 10 minutters gråd. Det er til at håndtere. Men når går helt galt tager det over to timer med gråd! En enkelt gang var hun SEKS timer om at falde i søvn, med enkelte udmattelses powernapping. Det er så ufatteligt synd for hende og hårdt for os.

Vi lærte på hårde måde at vi ikke skal prøve for mange ting af på hende om aftenen, for det gør problemet værre, så vi bruger udelukkende strækviklen til at få hende til at sove med puslebordet, føntørreren og den fine dæmpede lyskæde som hun altid falder til ro af at kigge på. Det er indtil videre den bedste kombination.

Vi bøvser hende altid af, men nogle gange vågner hun fordi hun ikke kan komme af med prutterne i viklen og så tager vi hende ud for at prutte hende af og imellemtiden er hun blevet frustreret over at vågne af sin søvn, overtræt og for ophidset til at falde til ro igen.

Hun KAN simpelthen ikke falde ordenligt i søvn af sig selv. Hun begynder at græde efter 5-30 minutter hvis vi putter hende i sin seng, slyngevugge eller barnevogn, uanset hvad vi gør (eller hvor lidt vi gør). Den eneste måde vi har kunne få til at fungere er ved at putte hende fra viklen når hun sover tungt og så over i svøb og tyngdepose i sengen. Så vågner hun ikke op og sover dejligt hele natten. Men det er jo ikke holdbart i længden. Nogle gange tager det to timers gåen frem og tilbage i lejligheden og hoppen på pilatesbold førend vi er stensikre på at hun har et tungt søvnstadie.

Dagens lure er også med gåen frem og tilbage og på pilatesbolden. Det er rigtig rigtig hårdt for ryggen og vi savner hinanden som kærester da vi altid fokuserer 100% på at få hende til at falde i søvn og blive i søvnen indtil hun vågner af sig selv med de store fine øjne. Hun kan blive meget urolig, hvis ikke vi bevæger os, med mindre hun er i den tunge søvn.

Det skal lige nævnes at det endnu ikke er lykkedes os at aflæse hendes mikroskopiske tegn på træthed. Hun er en baby der gaber hele dagen igennem, uanset om hun er overtræt eller lige er vågnet om morgenen efter en god lang nattesøvn. Hun gaber simpelthen ca. hvert 5. Minut gennem alle sine vågenperioder. Hun har aldrig gnidt sig i øjnene. Det er også svært at aflæse på hendes smasken fordi hun altid pludrer så meget. Rullen med øjnene er der overhovedet ingenting af. Så vi forsøger bare at gøre klar til at putte efter en time.

Du vil sikkert gerne høre lidt om amningen og hendes mave. Hun har ikke længere problemer med at komme af med afføring og hun prutter og bøvser uden gråd (bortset fra når hun ikke er krummet sammen i viklen). Hun får stadigvæk biogaiadråber. Hun har en enkelt kæmpeble om dagen.

Jeg mangler bestemt ikke mælk og har en kraftig nedløbsrefleks (kommer efter 5-20 sekunder) der gør at hun tit kløjs i det i starten. Så vi venter ofte begge på at det værste løber af i ammekluden. Vi har fået bekræfter at hun er enormt ...


Annonce

... effektiv til at spise og er færdig efter 7-10 minutters tid. Jeg tjekker altid på mælken om hun er nået til det proteinrige mælk eller den fede mælk. Hvis hun kun var interesseret i at tage toppen, efter hun er vågnet, får hun altid tilbudt igen før hun bliver puttet, hvor hun næsten altid spiser igen og får "tømt" brystet. Hun holder aldrig vakuum under hele spisningen men slipper tit for liiiiige at kigge lidt rundt omkring, selvom jeg forsøger at skærme hende af. Når hun begynder at slippe oftere og brystet virker meget blødt tilbyder jeg hende altid det andet. Det er dog sjældent hun spiser her.

Når det er over to timer siden sidste amning skifter jeg bryst. Hun spiser mindst 6 gange i døgnet (tæller eventuelle to amninger i en vågenperiode som 1 gang). Forsøger at undgå sjatspisning og tilbyder hende tidligst efter 2 timer (med mindre hun er dybt ulykkelig, det virker dog sjældent).
Nogle gange, tidlig morgen, malker jeg ud på modsatte bryst hun lige har spist af, fordi jeg har brystspændinger. Mellem 150 og 200 ml.

Hun er glad for viklen, har aldrig noget imod at komme i den og kan godt lide at kigge på verden fra den. Vi lægger altid en klud over hovedet/hendes øjne, for hun falder ikke i søvn hvis hun kan kigge ud. Det er oftest her protesterne begynder. Nogle gange må vi putte hvid støj-app'en til at køre sammen med hende i viklen. Hun er ALTID enormt urolig i søvnen den første halvanden times tid i viklen. Det hjælper at hoppe rundt og give hende små klask i måsen. Vi tjekker jævnligt om det er fordi hun er vågnet op, men hun har altid lukkede øjne og hun bliver enormt ked/vred hvis man prøver at tage hende ud før hun har sovet et par timer.

Vi har ikke indtryk af at hun er generet af refluks. Hun gylper sjældent og har intet imod at ligge ned.

For god ordens skyld får du lige en typisk dagsoversigt:

Kl. 7-8: Vågner. Altid glad og i godt humør. Bliver først ammet, ligger lidt på maven hvor hun spjætter, prutter af og er meget aktiv, bliver skiftet og vi pludrer og øver mimik.

Kl. 9-10: Efter lidt over en times tid til halvanden bliver hun puttet i viklen, hvor hun oftest her falder i søvn hurtigt uden gråd. Hun bliver først tilbudt bryst.

Kl. 11-12: Vågner efter 1,5-3 timers lur. Stadigvæk i godt humør. Bliver ammet, vi pludrer, hun ligger på maven og øver sig. Vi kan godt finde på at "hænge på hovedet", trække hende rundt på et tæppe eller noget andet ekstraordinært. Det er hun selvfølgelig vildt begejstret for, den lille sprællebasse.

Kl. 13-14: Bliver puttet i viklen efter lidt over en time og tilbudt bryst først. Her er der ofte brok og det tager 15-20 minutter før hun overgiver sig. Det kræver en del hopning.

Kl. 16-17: Vågner efter 3-4 timers lur. Spiser, er glad i de første 30 minutters tid hvorefter hun bliver en lille smule pjevset. Vil f.eks. ikke ligge for længe de forskellige steder (på puslebordet, på maven i sofaen, på vores skød eller ved brystet). Her skruer vi en del ned for aktiviteterne og giver hende f.eks. tid til at ligge og summe på puslebordet. Vi laver ikke mimik men taler blidt til hende med øjenkontakt når hun selv opsøger det.

Kl. 17-18: Efter en time bliver hun puttet i viklen. Her er der oftest gråd når hun finder ud af at vi prøver at putte hende. Vi er standhaftige og hopper rundt med hende, så længe vi kan høre at det "bare" er træthedsgråd. Der kommer længere og længere pauser imellem brokkegråden og hun falder ordenligt til ro efter en halv times tid (de dage det går godt!!)

Kl. 20-21: I et stensikkert tungt søvnstadie bliver hun forsigtigt taget ud af viklen og puttet i sit svøb og tyngdepose i sengen. Hun bliver tilbudt bryst og dier i søvne. (Hvis hun vågner op her bryder helvede løs, haha)

Kl. 23-01: Ammes i søvne

Kl. 04-06: Ammes i søvne

Vi giver også lige et eksempel på mislykkede putninger:

Igår aftes forsøgte vi at springe ud i det og putte i sengen i stedet for i viklen. Det hele var gennemtænkt og klargjort. Hun kom i svøb og tyngdepose og blev ammet i sengen. Hun blev mere og mere urolig under amningen. Hun blev roligere da jeg tændte noget lys så hun kunne kigge lidt og hun blev bøvset af. Så lagde jeg hende igen, aede hende i panden mellem øjnene og sagde sscchh. Men hun blev mere og mere ked af det og ekstra sur når jeg prøvede at slukke lyset. Efter 15 minutter måtte vi tage hende ud på puslebordet for at aflede hende og køle hende af, for at undgå at det eskalerede ydeligere. Der var hun i 10 minutter. Så puttede vi hende i sengen igen, men nu var hun selvfølgelig ikke interesseret i brystet længere og kunne derfor ikke "afledes". Hun blev mere og mere opkørt og vi tog hende tilbage på puslebordet hvor hun faldt til ro igen. Sådan fortsatte det i 2 timer hvor hun til sidst var så ulykkelig, gal og ked af det at hun næsten ikke kunne få vejret, stakkels lille pige. Hun blev selvfølgelig vildt udmattet og da hun til sidst spiste i mørket faldt hun i søvn og sov dejligt til kl. 8 i morges, hvor hun var i tophumør.

I morges prøvede vi igen at putte hende i sengen i stedet for i viklen, for det er trods alt mindst problematisk for hende at falde i søvn ved dagens første lur. Samme fremgangsmåde: svøb, tyngdepose, mørke og hulestemning, ammes godt af og faldt i søvn til ssssch lyden og aening i panden. Hun sov i de famøse 20 minutter hvorefter hun åbnede øjnene. Forsøgte forgæves at få hende til at sove videre med lyden og berøring, men nej. Hun blev til sidst ked af det, selvfølgelig. Vred sig og ville (tilsyneladende?) ud af svøbet. Hun var frustreret over at være vågnet så tidligt (gik vi ud fra?). Så vi puttede hende i viklen med det samme. Her var rutinen helt ødelagt så det tog en del gråd og ophidselse før hun faldt i søvn. Det plejer der jo ikke at være normalt ved en almindelig formiddagsputning i viklen. Hvad søren går der galt?

1. Sover hun for meget? Min kæreste er bekymret for om hun er for lidt vågen og får for lidt stimuli fordi hun ofte kun har tre vågne perioder.

2. Vi synes vi har fulgt "alle" dine råd. Men har du en idé om hvordan vi kan få vores lille pige til at falde i søvn i andet end i viklen?

3. Man læser mange steder, at babyers søvnvaner ændrer sig når de bliver omkring 3 måneder fordi de pludselig bliver mere opmærksomme på verden - bliver alle det? Vi er bekymret for hvordan vores datter håndterer det, uden at eksplodere af indtryk.

4. Hvorfor er hun så urolig i den første halvanden times tid i søvnen i viklen? Hun burde jo skifte fra let til dyb søvn efter 20-30 minutter, men det virker som om hun bliver ved med at gå over i et nyt let søvnstadie. Hun er ikke i urolig søvn om natten og heller ikke i viklen efter halvanden time.

5. Man siger jo, at man heldigvis ikke kan give for meget nærhed og kærlighed de første måneder og at det først er fra 3 måneder at man kan begynde at indøve vaner og rutiner. Men jeg er bekymret for om hun vænner sig til kun at kunne falde i søvn når hun bliver båret - gør hun det? For det er jo åbenbart det eneste sted hun kan falde til ro.

6. Det dér med at hun gaber fra morgen til aften - er det normalt? Vi forstår det ikke, for hun sover jo en masse. Er det tegn på overstimuli? For hun gaber jo også i første vågne periode, hvor hun er super frisk. Vi har prøvet, om det er fordi hun keder sig. Så lægger vi hende ved uroen, som hun finder sindssygt underholdende at daske til, hun griner endda af den somme tider. Hun gaber dog stadigvæk og bliver iøvrigt let overstimuleret af det.

7. Vi har en fornemmelse af at hun bliver overtræt i hovedet førend hun reelt er træt og kan falde til ro. Kan babyer det? Altså få nok stimuli før de kan falde i søvn. Og hvad pokker skal vi så gøre?

Vi glæder os sådan til svar.

Kærlig hilsen
To forvirrede forældre og en superobservant baby

Læs Helens svar »



Annoncer

Sponsorerede artikler

Vent ikke til din baby har fået rød numse

- brug Olívy fra første bleskift

Hud der konstant udsættes for fugt, varme, friktion og syre fra urin og afføring, bliver nemt rød og irriteret. Det gør ondt på barnet, og kan påvirke den helt basale trivsel - herunder søvn og spisemønster. Med Olívy baby care – diaper change kan du ...

Læs mere her



Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:

5. april 2024 | Amning | 3 mdr.

Løbe når man ammer

Hej Helen. Min kæreste og jeg har den dejligste pige på knap 3 måneder, og...

Læs hele brevet og Helens svar


27. marts 2024 | Amning | 3 mdr.

Ønsker at stoppe amning

Kære Helen. Jeg har suppleret amning med flaske fra min datter var ca. 5...

Læs hele brevet og Helens svar


25. marts 2024 | Amning | 3 mdr.

Ammer mere nat end dag

Kære Helen Vi har en dejlig pige på 3 måneder, der vokser og trives rigtig...

Læs hele brevet og Helens svar


16. marts 2024 | Amning | 1 mdr.

Væskebehov under amning

Kære Helen Vores lille dreng er nu 5 uger gammel, og jeg synes det går...

Læs hele brevet og Helens svar


7. januar 2024 | Kost og ernæring | 2 mdr.

Flaskegivning liggende

Hej Helen Rigtig godt nytår til dig og din familie! Nu er det blevet min tur...

Læs hele brevet og Helens svar


Annonce

Viden om børn:

Passiv rygning og børn

Små børn er særligt sårbare overfor passiv rygning, da deres organer endnu ikke er færdigudviklede.

Vi ved i dag at børn, som udsættes for passiv rygning, bliver oftere syge, og ofte også rammes hårdere af sygdomme. Børn, som udsættes for passiv rygning, har langt større risiko for at udvikle astmatisk bronkitis, astma, lungebetændelse og mellemørebetændelse.

Undersøgelser viser også at børn, som udsættes for passiv rygning i fostertilstanden og efter fødslen, vil...

Læs mere i Babylex

Rosiner

Børn under 3 år må gerne spise rosiner, men ikke i ubegrænsede mængder. Det anbefales at børn under 3 år max spiser 50 gram rosiner om ugen.

Rosiner indeholder en svampegift, som hedder Ochratoksin A. Dette tåler barnet kun i meget små mængder. Det er det totale indtag over en længere periode der betyder noget. Derfor sker der ikke noget ved, hvis barnet spiser mange rosiner en dag og i dagene derefter ikke spiser rosiner.

Svampegiften findes også i økologiske...

Læs mere i Babylex


Svartidsbarometer

Aktuel svartid

Annoncer

Gratis nyhedsbrev

med nye præmier hver måned

Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.


Annonce

Læs mere om Helens bog om børn og mad. Bogen er propfyldt med tips, opskrifter og praktiske dagsplaner!

Det siger medlemmerne ...

Selvfølgelig har jeg en tilknyttet kommunal sundhedsplejerske, men jeg er super glad for mit medlemskab hos NetSundhedsplejerkse.dk, da der dukker mange spørgsmål op i løbet ugen med en lille ny og jeg kan kun anbefale det.

Camilla Martin


Annonce