Annonce

Annonce

Brev:

Selvstændighedsalderen


27. november 2017

Kategori:
Alder:
2 år, 10 mdr.

Selvstændighedsalderen

Kære Helen

Jeg skriver til dig, da vi har nogle udfordringer i vores lille familie, der består af storebror fra februar 2015 og lillebror fra september 2017. Jeg beklager på forhånd det lange brev, men vil ikke udelade mulige nyttige informationer.

Sådan er storebror:
Storebror har altid været et nysgerrigt barn. Han krøb, da han var fem-seks måneder gammel, løb på løbecykel som 1,5-årig og cyklede på rigtig cykel første gang, da han var 2 år og knap 4 mdr gammel. Han kunne lyne lynlåsen i sin jakke, da han var halvandet, lægge svære puslespil kort tid efter, han fyldte to år, og ja summa summarum; han har altid været en nysgerrig og stædig knægt, der er blevet ved med at øve en færdighed, til han kunne det. Og han er på mange punkter rigtig kvik, men han har også rigtig gode sociale evner (fornemmer vi og har vi fået at vide af pædagogerne).

Han har været ret morsyg længe. Og til tider holdt på, at jeg skulle skifte, putte, børste tænder osv. Han vil meget gerne bestemme og han har svært ved at acceptere et nej. Meget svært. Han er temperamentsfuld ligesom sine forældre. Rent fysisk er han en stor dreng. Han er høj og bomstærk. Han er en krudtugle, der kører med fuld fart hele dagen lige bortset fra middagsluren, som let kan vare op til tre timer lang. Han er derfor svær at køre træt/stimulere, da han både kognitivt og motorisk elsker (og har brug for) udfordringer. Som en sidste ting skal nævnes, at han længe har kunnet registrere følelser i sig selv og hos andre. Særligt ked af det hed. Han går meget op i, om man er ok, og han kan både forklare, at han er ked af det, bange, sur/vred og forskrækket.

Det er der sket i optakten til, lillebror kom til verden:
Jeg blev gravid to måneder før storebrors 2 års fødselsdag. Jeg havde ret meget kvalme de første tre måneder, og fra slutningen af juni blev jeg sygemeldt på grund af for mange (usunde) plukkeveer. Jeg har derfor (i min egen optik) været en ret kedelig mor, der ikke har kunne være der for ham, som jeg plejede. Han har ret tidligt fået at vide, at der kom en lillebror, da vi gerne ville undgå en chokeffekt hos ham. Og jeg/vi forklarede også, at jeg ikke kunne løfte ham, da jeg havde lillebror i maven.

I midten af august (en måned før lillebrors ankomst) startede storebror i ny (integreret) institution. Skiftet skete af praktiske årsager på et tidspunkt, før lillebror kom til verden. Han var meget glad for sin gamle vuggestue, og det var derfor (viste det sig) rigtig hårdt for ham at flytte til en ny. Pædagogerne det nye sted forklarede, at de oplevede, at han var gal/sur/frustreret over, at vi bare havde besluttet, at han skulle være et nyt sted (set fra hans perspektiv). Han kan desuden se vores hus fra institutionen, og jeg gik hjemme pga sygemeldingen, hvilken han godt vidste, selvom vi prøvede at bilde ham ind, at jeg skulle på arbejde. Han stod derfor nogle dage ude på legepladsen og råbte efter mig ovre i huset.

Nu er han faldet til, men siger stadig næsten dagligt, at han ikke vil i vuggestue. Der er ikke problemer ifm selve afleveringen, men han vil naturligvis også gerne være hjemme, sådan som lillebror og jeg jo er.

Vores problem:
Han vil gerne bestemme. Han lever virkelig op til selvstændighedsalderen. Han har meget svært ved at acceptere et nej, et situationsskifte, ligesom han kan være svær at få til at holde op med fx at skrige eller brøle én op i hovedet. Vi oplever, at han er mere stædig end andre børn, og at vores kampe er mere intense og hårde end andres. Eksempelvis kan han gå fuldstændig i baglås, hvis han ikke vil med hjem fra et sted, have skiftet ble, eller vi på anden vis sætter en grænse, han ikke vil være med til. Han bliver fuldstændig vild og gal, sparker og skriger/græder. Han kan finde på at slå (dog kun min mand og jeg) og også bide. Anfaldet (for det føler vi, det er) kan vare længe - rigtig længe. Nogle gange en halv til en hel time.

Vi prøver at sætte grænser, og jeg synes selv, vi er ret konsekvente forældre. Grundet hans temperament og stædighed kan det dog nogle gange være svært at trænge igennem til ham, og nogle gange vælger vi vores kampe og lader ham gøre noget, fordi vi ikke orker en lang kamp over selv de mindste ting. Hvordan får jeg fx ham til at stoppe med at hoppe i sofaen, når jeg sidder og ammer lillebror. Hvordan får vi ham til at holde op med at skrige højt (fx som en hest, men på en hel absurd, høj måde)?

Afhængigt af situationen er det i nogle tilfælde om at lade ham rase ud og afvente, at han accepterer, at nu skal han fx have skiftet ble. Andre gange skal han afledes. Det er ikke altid let at finde ud af, hvornår hvad virker, men så prøver vi os frem. Men i rigtig mange tilfælde er vi simpelthen i vildrede i forhold til, hvordan vi skal tackle hans adfærd. Noget nyt er, at han er begyndt at sige som en tiger, mens han ser rigtig sur og vred ud. Han gør det typisk i situationer, hvor vi irettesætter ham/beder ham om at vise hensyn til lillebror. Og han gør det helt oppe i hovedet på en. Det er tydeligt, han ikke bare leger, at han er en farlig Tiger. Så det kunne godt være hans måde at vise jalousi på.

Hvis jeg fx ammer, og jeg tilpas mange gange afviser ham/irettesætter ham eller lign., så går han lidt i selvsving og gør de ting, som jeg har bedt ham stoppe med endnu vildere. Og han tangerer også til at blive udadreagerende over for mig. Jeg er i hvert fald nødt til at afværge ham og også beskytte lillebror. Når det så er sagt, elsker han tydeligvis sin lillebror. Han kyssser og krammer ham, er opmærksom på, når han er ked af det (tager gerne selv affære og giver sut og aer). Men selvfølgelig ...


Annonce

... synes han også, lillebror er mega irriterende.

Min mand vil gerne forsøge med time out i de tilfælde, hvor det giver mening - eksempelvis når han ikke vil holde op med at sige højt som en Tiger (fordi det er en ubehagelig måde, han gør det på), når han slår og bider (typisk min mand, som har taget mange kampe, da jeg var højgravid) osv. Jeg synes ikke, jeg kan stå inde for at give mit barn en sådan form for straf, men omvendt ved jeg simpelthen heller ikke, hvordan vi skal tackle de situationer. Afledning fungerer sjældent.

Generelt er vi nok ikke helt enige - min mand og jeg. Og da vi har mange kampe, kommer vi nogle gange til at diskutere fremgangsmåden, hvilket det lille geni jo opfanger. Jeg vil gerne undgå, at det hele går op i en spids, hvorfor jeg gerne lytter til, hvad han vil for derefter at komme med et kompromis, som jeg synes er fair. Et eksempel kunne være, at han sidder og laver puslespil, og inden han har lagt det færdig, skal vi gå/har han lavet i bleen eller lign. Han vil ikke med med det samme, fordi han jo er i gang med at lege. Jeg siger til ham, at han må lægge de sidste par brikker, og så er det videre. Det gør han selvfølgelig ikke af sig selv, så jeg tager ham bestemt med, når han har lagt de brikker, han lige var i gang med at få lagt. For det meste accepterer han det. Min mand er mere konsekvent i den forstand, at hvis han ikke går med, så løfter han ham ganske enkelt bare mod hans vilje og tager ham med. Det ender altid i et fyrværkeri af vrede og frustration.

Decideret magtanvendelse kan jeg som løsning heller ikke stå inde for (selvom jeg ærligt nogle gange lader mit temperament løbe af med mig). Og det er også svært, fordi han er så stærk, som han er.

Alt i alt får han måske som konsekvens af sin personlighed også lov til lidt mere, end jeg egentlig har lyst til. Jeg går meget op i at have velopdragne, selvstændige børn. Især drenge, synes jeg har brug for meget klare rammer. Men jeg synes faktisk selv, at vores ældste kan opføre sig lidt som en uopdragen vildbasse. Og opførslen kommer til udtryk for ofte, synes jeg. Men jeg har virkelig svært ved at sætte mere ind, fordi jeg så synes, at jeg hele tiden skal irettesætte ham. Det skal også her siges, at han kan være helt det modsatte. Han er absolut også rigtig god til at være sød, kærlig, charmerende og velopdragen. Når han er sådan, roser vi ham også, og giver ham positiv opmærksomhed. Han er mest dejlig, men weekenderne kan altså godt trække tænder ud, fordi den anstrengende adfærd måske fylder 40-50 % af en weekend.

Efter lillebror er kommet til har vi også haft fokus på at have kvalitetstid med storebror. Jeg var fx sammen med ham i legeland forleden, hvor ham og jeg hyggede os helt selv. Det var vildt hyggeligt, og han opførte sig (næsten) eksemplarisk.

Vi har diskuteret, om hans adfærd er normal. Jeg har købt bogen, det eksplosive barn, som dog ikke er blevet læst endnu. Han tangerer i min optik til at have en diagnose - i hvert fald har han et hidsigt temperament, som han har svært ved at tøjle - men pædagogerne både det nye og gamle sted har forklaret, at han bare er mere udfordrende end så mange andre børn. Vi ved dog ikke, om vi burde få nogle redskaber fra en professionel - fx en børnepsykolog. For vi synes efterhånden begge to, at der er alt for mange stridigheder med ham, som vi ikke helt ved, hvordan vi skal tackle. Og jeg har det skidt med, at vi får ham til at føle sig forkert, for meget og irriterende så meget af tiden. For det ender det altså lidt med, fordi vi/jeg har svært ved at blive ved med at tage de mange kampe med ophøjet ro og overskud.

Men særligt min mand og den ældstes kemi kan være halvskidt. Måske fordi far er mere konsekvent. Han savner tydeligvis mig og det at have mig for sig selv (og han siger også tit, at han savner mig), men jeg tager jo altså også kampe med ham. Kampene har desuden stået på længe, selvom de nok er forværrede efter, jeg blev gravid. Og nu med en ny dimension i form af jalousi efter lillebror er kommet til verden.

Det er mest os, der oplever denne side af storebror. Bedsteforældrene oplever ikke, han er sådan - og hvis, er det i en helt anden skala. Jeg tolker det som, at vi er forældrene, som han jo prøver grænser af overfor, men jeg tolker det også som et udtryk for, at vi har en stærk relation, fordi han ved, at vores relation kan tåle, at han er udfordrende.

Men på grund af disse udfordringer fylder han også meget i vores lille familie, og lillebror kommer hurtigt lidt i anden række, fordi han ikke trækker negativ opmærksomhed, som storebror gør. Vi forsøger i videst muligt omfang at dele os op, og typisk er det min mand, der tager sig af storebror og mig, der tager mig af lillebror. Men samvittigheden er derfor også ramt - overfor dem begge.

Grundet hans høje energiniveau og til tider ret så krævende adfærd, kan jeg simpelthen ikke overskue at holde ham hjemme nogle dage. Jeg forsøger at aflevere sent og hente tidligt, men vil også gerne give lillebror min fulde opmærksomhed, hvilket jeg kun kan, når den ældste ikke er hjemme.

Vores spørgsmål er derfor:

Har vores ældste søn det “bare” svært, fordi han gennemgår en udvikling i kraft af selvstændighedsalderen, der i hans tilfælde er yderligere besværliggjort, fordi han har skiftet institution og er blevet storebror? Og er det dermed en fase, der går over, og som vi bare skal holde ud? Og hvordan skal vi så tackle de mange udfordringer? Eller tænker du, der er behov for professionel hjælp, fordi vores problem er mere komplekst end som så?

Vi glæder os til dit input!

Venlige hilsner
Den bekymrede mor (og far)

Læs Helens svar »



Annoncer

Produktnyheder

Få besøg af Helen

Kære alle

Jeg får ofte henvendelser fra forældre omkring hjemmebesøg. Derfor har jeg nu besluttet at tilbyde besøg i mødre- og fædregrupper.

Du kan spørge om alt det, som optager dig omkring dit barn:

- Sover mit barn nok?
- Hvorfor er mit barn ...

Læs mere her



Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:

15. januar 2018 | Opdragelse | 2 år, 7 mdr.

Vores datter vil ikke sidde ved spisebordet og spise

Hej Helen, Vores datter vil sjældent sidde ved spisebordet og spise. Hun...

Læs hele brevet og Helens svar


9. januar 2018 | Renlighed | 3 år, 1 mdr.

Natble - 3 år, 1 mdr.

Kære Helen Min søn på lidt over 3 år blev renlig for 3,5 mdr siden. Der har...

Læs hele brevet og Helens svar


8. januar 2018 | Sovevaner | 2 år, 4 mdr.

Putning af dreng på 2,5 år

Hej Helen, Så skriver jeg igen. Vi har fået en del problemer med at putte...

Læs hele brevet og Helens svar


6. januar 2018 | Udvikling | 3 år, 3 mdr.

Slut med sut og tiden derefter

Kære Helen. Vi tog sønnens sut i midten af november. Vi havde snakket med...

Læs hele brevet og Helens svar


4. december 2017 | Renlighed | 2 år, 9 mdr.

Storesøster holder på afføring

Hej Helen, Vi har tid hos en børnelæge i januar, men indtil da har vi brug...

Læs hele brevet og Helens svar


Annonce

Viden om børn:

Renlighed

Renlighed betyder, at barnet har kontrol over vandladning og afføring. Der er store individuelle forskelle på, hvornår børn bliver renlige.

De fleste børn bliver renlige inden for de første 3 år, hos andre sker det langt senere. Børn bliver ofte først renlige om dagen og senere også om natten.

At træne renlighed bør altid ske i et samarbejde med barnet. Der skal være plads til små uheld og det er vigtigt at støtte barnet og aldrig skælde ud, hvis og når det går...

Læs mere i Babylex

Vuggedød

Den egentlige årsag til vuggedød eller pludselig spædbarnsdød kendes ikke. Men man ved at der er visse faktorer som har betydning. Derfor har sundhedsstyrelsen følgende anbefalinger:

- Læg altid barnet til at sove på ryggen.

Hvis barnet sover på maven, er der risiko for at det ikke kan komme af med varmen og bliver overophedet.

- Undgå at ryge i graviditeten og undgå at barnet udsættes for tobaksrøg efter fødslen.

Læs mere i Babylex


Svartidsbarometer

Aktuel svartid


Gratis nyhedsbrev

med nye præmier hver måned

Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.


Annonce

Spar lige nu: 16% ↓

Tilbud

Vejl. pris: 249,00

Nu: 209,95

Du sparer: 39,05

Køb nu!


Det siger medlemmerne ...

Kære Helen.

Tusind tak for dine tidligere svar som er virkelig brugbare.

Jeg er glad for din tilgang til barnet. Synes det kan virke meget frustrerende at der stilles store krav til de små og at der er en holdning til at man bare skal tage "kampen" med dem og dermed have sig et ulykkeligt barn. Så hvor er jeg glad for at have dig!

Med venlig hilsen
Pernille, mor til dreng på 6 måneder


Annoncer

Annonce