Brev:
Min søn slår og bider - 3 år, 1 mdr.
Hej Helen
Min søn, der lige er fyldt 3 år, har fået en meget uhensigtsmæssig adfærd, og nu er det så kulmineret med, at han er begyndt at bide. Det bliver langt, men det er udtryk for megen frustration og et håb om at få så mange oplysninger med som muligt, så du måske kan få øje på noget, jeg ikke selv ser.
Han blev storebror i marts, så der er ingen tvivl om, at det spiller ind, men jeg tror ikke, det er hele forklaringen. Han har altid haft et hidsigt temperament, og siden han var helt lille, har han smidt sig på gulvet og banket hovedet i gulvet, når han ikke får sin vilje. Det hele har stået på længe, ja det er faktisk startet gradvist med, at han ikke har villet spise, lige siden vi introducerede fast føde.
Han startede i børnehave i februar, og børnehaven ligger i stueetagen, hvor vi bor, hvilket selvfølgelig er dejligt, fordi vi kender de andre forældre og børnehavens personale godt. Men det har naturligvis også sine ulemper, da jeg er studerende og ofte hjemme om dagen (særligt nu, hvor jeg er på barsel). Han ser mig, når jeg forlader hjemmet. Jeg snakkede med pædagogerne om dette, da han rykkede ned i børnehaven, men de mente ikke, det var et problem, da det jo også gør sig gældende for de andre børn.
Den lille er i behandling for nakke og ryg på hospitalet, men behandlingen tager tid, og han er meget smerteplaget, så det er svært at give den store korte dage, når jeg har en skrigende baby hjemme. Jeg føler ikke, jeg har ret meget at tilbyde den store, når jeg bruger så meget tid og energi på en grædende baby. Storebror reagerer med selv at skrige, når baby skriger, eller han forsøger at skade ham (sparke, slå, kaste ting efter ham). Han vil rigtig gerne lege med sin lillebror, men kan ikke finde ud af hvordan, for lillebror græder jo bare. Jeg havde desuden en kompliceret graviditet og fødsel, der endte med en måneds indlæggelse, hvor mormor boede i vores lejlighed, sammen med min søn.
Vi har arbejdet en del med selvhjulpenhed, hvilket han i følge børnehaven er bagud med. Det er ikke fordi, han ikke kan, han vil bare ikke. Hverken i børnehaven eller hjemme. Pædagogerne har fortalt, at når de kommer ind fra legepladsen, tager alle børnene selv deres overtøj af og deres hjemmesko på, men min søn sætter sig blot på gulvet. Der bliver han siddende, indtil nogen gør det for ham. Der sidder ofte en pædagog hos ham og beder ham gøre det, længe efter de andre børn har vasket fingre og har sat sig til bordet, men de kan ikke få ham til det. Og det er det samme herhjemme, bortset fra at jeg har meget svært ved at bevare roen, når lillebror skriger, hvilket han gør det meste af tiden.
Nogle gange tager jeg bare skoene af ham uden så meget som at kommentere det, andre gange insisterer jeg. Ofte betyder det op til en times skrig, inden det alligevel ender med, at jeg tager skoene af ham. Han nægter ofte at spise, selvom det er en livret der står på bordet, men simpelthen fordi han har besluttet, at han vil have noget andet. Jeg har naturligvis bukket under og givet ham havregryn (som han næsten altid spiser, uanset tid på døgnet), men mange gange har jeg også bare accepteret, at han intet spiser - det betyder så, at han er sulten og får endnu sværere ved at styre sit temperament.
Vi har prøvet belønning (spis din mad, så får du dessert; du skal tage skoene af, så får du det glas saftevand, du får, når du er kommet hjem fra børnehave), hvilket virker, eller trusler/konsekvenser (hvis ikke du spiser, så må du ikke se fjernsyn i aften; hvis ikke du tager tøj på nu, så går vi ikke ned på legepladsen), hvilket absolut ingen effekt har – ud over at han skriger, når han ikke kommer på legepladsen. Jeg bryder mig ikke om at skulle bruge ”godbidder”, så jeg forsøger at afholde mig fra det, men af og til gør jeg det alligevel, og særligt når baby skriger og skal ammes eller puttes. Vi bor i en toværelses lejlighed, så der er nogle gange behov for at han tier stille, hvis baby skal sove. Andre gange har jeg været nødt til at køle ham ned, fordi han forsøgte at skade baby.
Han er egentlig en glad dreng, og han leger fint herhjemme – så længe han får sin vilje. Det bliver mere og mere udtalt, at han reagerer voldsomt, når der bliver sagt nej. I børnehaven har han også svært ved at styre sit temperament, hvilket gør, at de andre børn ikke vil lege med ham, så han leger mest alene.
Jeg føler jo, jeg bør give ham mere kærlighed/nærvær, for det er vel i bund og grund det han beder om, mon ikke? Børnene i børnehaven trækker sig væk fra ham, og jeg gør jo det samme, når han forsøger at bide, for holder jeg om ham, bliver han ved med at bide mig. Jeg aner ikke, hvad jeg skal stille op for at hjælpe ham ...
... på rette kurs. Er det okay bare at gå fra ham, når han får sine raserianfald? Hvad kan jeg gøre generelt? Og hvad kunne jeg have gjort i situationer som disse:
- Han vågner mens jeg sidder i stuen og ammer. Han kalder på mig. Jeg råber tilbage, at jeg er i stuen, og han gerne må komme ind til mig. Han kaster sig på gulvet i soveværelset og skriger, indtil jeg 5 minutter efter er færdig med at amme og går ind til ham. Lillebror sover, og han leger med biler i stuen, mens jeg hænger vasketøj til tørre. Vi sætter os til bords, og jeg har hældt havregryn op. Der står jordbær på bordet, som han gerne vil have på. Jeg kommer jordbær på hans havregryn. Han nægter at spise, fordi han ikke vil have jordbær. Han har taget en bil med hen til bordet, og han leger med den, men jeg tager den fra ham og spørger, om han kan spise og lege på samme tid. Han siger ja og tager en skefuld, og siger så tak for mad og kravler ned fra stolen.
Han leger og går selv på potte og tager samtidig sit nattøj af. Lillebror vågner, og vi gør klar til at skulle i børnehave. Jeg lægger bukserne på gulvet foran ham og siger, han skal tage dem på. Han siger nej og leger videre. Jeg tager kassen med Lego og stiller den op på bordet. Han bliver sur og kravler op i sin seng. Jeg henter ham ned og sætter ham på skødet af mig og siger, at nu sidder vi lige her, indtil han er klar til at tage bukser på. Han skriger og bider mig. Jeg råber av og giver slip, og han løber skrigende ind i stuen.
Jeg beroliger lillebror og går derefter ind til ham i stuen, hvor han stadig skriger. Jeg spørger om han er klar til at være sød, men han svarer ikke. Jeg sætter mig hos ham, forsøger at kramme ham, men han slår mig. Jeg giver ham tøj på, mens han vrider sig. Jeg lægger ham over min skulder, og han falder til ro. Lillebror er faldet i søvn, så jeg lægger ham i seng. Han vil ikke have sko på, og jeg skal nå at aflevere, inden det er for sent, så jeg bærer ham ned i børnehaven med skoene i hånden. Han vil ikke afleveres, og han slår og sparker den pædagog, der tager imod ham, men jeg kysser ham farvel og vinker, mens han skriger og dårligt kigger på mig.
- Han ser tegnefilm, mens han får nattøj på og børstet tænder. Jeg siger, at nu er det sidste afsnit. Da det slutter, slukker jeg fjernsynet. Han skriger og forøger at bide mig, og da det lykkes mig at undvige, bider han ud efter mig mange gange. Jeg går væk fra ham, for at undgå, at han bider mig. Jeg siger, at hvis jeg skal putte ham, så skal han være sød ved mig, jeg vil ikke sidde ved siden af ham og putte ham, hvis han sparker og slår og bider, for det gør ondt, og det kan jeg ikke lide. Jeg kan ikke gå ind i soveværelset med ham, når han skriger, for så vågner baby. Jeg lover at jeg vil bære ham ind i seng, og han falder til ro, så jeg kan bære ham i seng. Jeg ligger sammen med ham i hans seng, til han sover.
Han gør meget ud af at vise alt det han ikke kan. Han lader som om han glider og falder, og han bliver liggende, til han bliver samlet op. Han ”kan ikke” holde på gaflen og demonstrerer ved at lade maden falde på gulvet. Han viser, hvordan han ikke kan tage tøj på. Og så videre i det uendelige.
Jeg forsøger med anerkendelse, når det går godt, og han gør noget hensigtsmæssigt. Vi hygger/læser/leger sammen, når vi kan komme af sted med det for lillebror, men efter en hyggestund reagerer han endnu mere voldsomt, når han skal i børnehave, eller jeg skal noget andet. Og der bliver længere og længere imellem, at jeg kan finde noget at anerkende. Jeg overvejer ofte, om jeg er nødt til at sætte hårdt mod hårdt og indføre skæld ud og afstraffelse. Jeg har mest lyst til at gå hen og give ham det kram, som han jo indirekte beder om, når han ligger på gulvet og vrider sig, fordi han ”ikke kan” sætte sig op på sofaen. Men det er vel at anerkende negativ adfærd?
Jeg har på det sidste ladet ham ligge, mens jeg med jævne mellemrum siger til ham, at han meget gerne må komme op og sidde sammen med mig i sofaen, så vi kan se ramasjang/læse en bog/putte under dynen/… sammen. Men det er ofte ret lang tid (15-30 minutter), han bliver liggende på gulvet og skriger. Er det okay bare at lade ham ligge, til han selv kommer til mig.
Hans far er ikke så meget på banen, så det er mest mig, der har børnene, både hverdag og weekend. Da jeg er meget alene med børnene, har jeg brugt min mor meget, men når man er hos mormor, er man jo alene og centrum for forkælelse, så jeg er bange for, at jeg bliver nødt til at forsøge at begrænse dette.
Som sagt, et meget langt brev med mange morfrustrationer. Det er ikke sjovt at være mor til ham, der forårsager problemer.
Venlig hilsen
En mor, der føler hun har svigtet
Annoncer
Sponsorerede artikler
De gode playlister – hvad kan god musik gøre for dit barn?
Hvorfor skal dit barn høre musik?
Sang og musik kan fungere som en kilde til sproglig- og motorisk læring, kreativitet og glæde hos dit barn. Der findes mange former for børnemusik deriblandt musik med fokus på bevægelse, leg og læring, men også sange som hjælper din lille til at slappe af ...
Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:
16. april 2024 | Diverse | 2 år, 9 mdr.
Hej Helen. Vi har en dejlig pige på 2 år og 9 måneder, hun har ellers været...
15. april 2024 | Udvikling | 3 år
Hej Helen, Min kæreste og jeg håber inderligt at du kan hjælpe os, som du...
28. marts 2024 | Opdragelse | 3 år, 7 mdr.
Kære Helen Jeg skriver til dig fordi jeg har en pige på 3 1/2 år, som jeg...
5. marts 2024 | Sovevaner | 2 år, 10 mdr.
Hej Helen. Yngstemanden har altid været rigtigt svær at putte, og derfor har...
4. marts 2024 | Opdragelse | 3 år, 4 mdr.
Hej Helen. Jeg har en dejlig datter på 3 år og 4 måneder. Hun begyndte i...
Viden om børn:
Babysvømning
Der er mulighed for at gå til babysvømning i de fleste svømmehaller. Der findes også private hjem, med et opvarmet bassin, hvor man har små hold for babyer og deres forældre.
Babysvømning er godt for barnets balance, hvilket har betydning når barnet senere skal lære at sidde, kravle eller gå. Det at være i lunt vand, kender barnet også fra sin tid i livmoderen og når barnet er i vandet stimuleres alle sanser - ikke bare balancen, men også høresansen, lugtesansen (og nogle gange...
Gråd og børn
Når det lille barn græder, så fortæller dit barn dig, at det ikke har det ikke har det helt godt eller ikke er helt tilfreds med, hvad der foregår omkring det.
Det nyfødte barns gråd er meget ensartet, men forholdsvis hurtigt vil barnets gråd ændre sig og vil have forskellige nuancer. I takt med at barnet vokser, vil du lære at tolke barnets gråd og finde ud af, hvordan du skal handle i forhold til barnets behov.
Nogle gange vil det være svært at finde ud af,...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.