Brev:

Skolestart - udfordret af sin ordentlighed

Kære Helen

Lidt baggrund på en dreng, du vist allerede har en meget god fornemmelse af: ☺

M. er blevet seks år og skal starte i skole efter sommer. Jeg har lige været til den obligatoriske skolestarts samtale i børnehaven, og lidt forenklet sagde de, at M. nok skal klare skolestart fint, men at han er udfordret af sin ’ordentlighed. De opfordrede til, at vi herhjemme hyldede hans indre ballademager, når den viser sig.

De fortæller, at han altid går bagest i køen, sjældent holder på sin ret, skubber tilbage og at han i øvrigt kan tage ”børnehave-sproget” lidt tungt, hvis nogen kalder ham et eller andet. Han går stadig for sig selv, hvis han bliver ked af det og han nægter, at sætte sine kammerater i en dårlig situation ved at ”sladre”. Heldigvis er han god socialt, han har mange kammerater og legeaftaler. Fagligt er han rigtig stærk og børnehaven har hæftet sig ved hans ordforråd og hans viden om ”skøre ting”. De siger at der INTET usædvanligt er i det. Vi taler bare i et væk her i huset, og det kan man godt høre på M. ☺

Børnehaven er fantastisk og jeg har – nærmest – blind tillid til deres ord og handlinger. M. kæmpe, kæmpe, kæmpe udfordring er, at han ikke gør noget uden at være 1000 procent sikker på, at han gør det rigtigt. I børnehaven har de valgt, at give ham lov til det. Når de har om et eller andet emne, og han helst vil springe sin tur til at sige noget over, så lader de ham gøre det. Efterfølgende, fortælle de, kommer han så og tjekker hos en pædagog, at han havde det rigtige svar.

Jeg oplever præcis det samme. Han er glad for musik, og sidste år meldte vi ham til et rytmikhold. Læreren var tilfældigvis den samme som er musikpædagog i børnehaven, MEN han opdagede, at det ikke var helt de samme sanglege, og så ville han kun kigge på. Nogle uger senere meldte han sig selv ud, da de havde musik i børnehaven ☺

På en ferie sidste år var der den sædvalige børneunderholdning, hvor børnene lavede sanglege på en scene. Han ville så gerne være med, og vi aftalte, at vi skulle følges, når de gik rundt ved bordene på restauranten og samlede børnene op. Dag for dag kom vi nærmere scenen, men vi kom aldrig derop. Han sad i stedet med os voksne og så på, og så sad han der på stolen og lavede fakterne, når han troede vi ikke kiggede. Arg! Det er så synd. Og det er meget symptomatisk for ham. Han er så behersket. Han tonser ikke bare ud i verden og ”dummer sig”. Og jeg forstår ikke helt hvorfor.

Sommetider tænker jeg, at han opfører sig som en dreng, der bliver ”slået hårdt ned på.” Det er vitterlig ikke tilfældet. Vi taler slet ikke på den måde sammen. Vi kommenterer ikke hvad man kan og ikke kan, men måske roser vi god opførsel for meget? Min mor, der har en usædvanligt god fornemmelse og et meget tæt forhold til M., har engang sagt det. At han virker helt afhængig af min ros og hun kommenterer også kærligt og fint, at hun synes vi har unaturligt få ...

... konflikter.

Jeg er rædselsslagen for, at det er min form, der giver M. udfordringer. Jeg har siden han gik i dagpleje fået at vide, at jeg er en følsom mor, og vi er tætte, men det er jo svært at ændre sin personlighed. Måske er det to følsomme sind, der giver det mindste problemer?

Jeg kan jo godt selv se, at han er usædvanlig på nogle punkter. At han virkelig stræber efter at være ”god”. Han er jo blevet storebror og lillebror på halvandet er, som de jo er i den alder, ret god til at opfylde sine behov. Hvis han vil have den skovl M. har, så tager han den – og M. giver ham lov. Jeg har påtalt det tusindvis af gange: at han gerne må tage skovlen tilbage. At han havde den først. Men han afslår, for ”V. vil jo gerne ha’ den.”

Når jeg skriver det her, lyder det jo helt absurd, sådan oplever jeg det trods alt ikke. Jeg håber du fra mine mange breve har en grundlæggende fornemmelse af os, så du ikke tænker, at jeg er komplet vanvittig. Alt det her er jo lidt skrøbeligt at skrive, og selv ville jeg få den fornemmelse, at dårlig opførsel virkelig blev påtalt. Helt ærligt, sådan føler jeg det ikke. Jeg er firkantet med høflighed, men væltede glas og fjollerier, også ved middagsbordet, det sætter vi pris på her i huset, forstår du?

Jeg var for nogen tid siden hos en familieterapeut, fordi det virkelig gør mig usikker, når "folk" påtaler, at vi er for nært knyttet til hinanden. Hun mente, at M. følte ansvar for mig, og at jeg bare skulle gå hjem og sige til ham, at det behøvede han ikke. At jeg nok skulle tage over herfra?!? Det lød en lille smule som nonsens for mig, og jeg forstår ikke, hvor han skulle have fået den ansvarsfølelse fra. Om end jeg godt kan kan se, det kan virke sådan. Men vi er ikke i en presset situation som familie, jeg er ikke - vores nærmeste omgivelser er ikke. Jeg kan ikke få øje på et sted, hvor hans verdensbillede kunne være mere trygt. (Pyha, det føles godt nok som om man stiller sin egen utilstrækkelighed til offentlig skue her). Tænker du, at det lyder som om hun har ret?

Jeg ved ikke om alt det her giver mening, men jeg tror du har en god fornemmelse af os som familie – og mit spørgsmål er – nogenlunde konkret – hvordan støtter jeg ham i den skolestart? Hvor kan jeg være opmærksom? Vi fulgte dit råd og valgte en lille skole med en fantastisk stemning. Ingen af kammeraterne skal starte der, og det kan give mig lidt dårlig samvittighed, men vi har bare verdens bedste fornemmelse af skolen. Eksempelvis kommer hans lærerinde næste uge og tilbringer en dag med ham i børnehaven, så hun ved, hvad han taler om, hvordan kammeraterne og yndlings-Louise ser ud. Fantastisk, synes jeg.

Bør det her bekymre mig mere end det i forvejen gør? I virkeligheden er han jo bare verdens sødeste dreng. Og ballademageren, ham kender vi altså godt. Han er bare ikke en hyppig gæst og aldrig i selskab med andre. Hvordan fremelsker vi ham, hvis han skal med første skoledag?

Hilsen

Læs Helens svar »

Giv dit barn den bedste start!

Giv dit barn den bedste start med D-vitamindråber og mælkesyrebakterier

Vi ved allesammen, at et barns første leveår har en enorm betydning for barnets udvikling både fysisk og psykisk. Ansvaret er derfor stort, når det kommer til at sørge for, at de kære små får lige præcis det, der ...

Læs mere her

Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:

8. januar 2024 | Opdragelse | 6 år, 8 mdr.

Dårlig opførsel og drillerier

Hej Helen. Tak for dine tidligere gode svar til storebror der i dag er 15...

Læs hele brevet og Helens svar

11. september 2023 | Renlighed | 5 år, 3 mdr.

Toiletproblemer

Hej, Jeg har tidligere skrevet omkring vores datters "lave stort" problem på...

Læs hele brevet og Helens svar

18. juli 2023 | Opdragelse | 5 år, 10 mdr.

SFO/skolestart - ked af at være væk fra mor

Kære Helen Jeg er i syv sind og har brug for et godt råd og gerne nogle...

Læs hele brevet og Helens svar

Viden om børn: