Brev:

Uendelig vred

Kære Helen

Jeg kan se i brevkassen, at vrede hos 4-årige ikke er unormalt, men jeg har virkelig brug for et råd. Beklager, at det bliver et noget langt indlæg.

Jeg har skrevet til dig før ift. min søns vredesudbrud, og jeg fik nogle rigtig gode værktøj, som virkelig gav pote lige med det samme. Især ift. til at stille krav. Det blev endda bemærket nede i børnehaven, hvor de syntes, at han virkelig opførte sig godt. På samme måde har jeg også anstrengt mig for selv at stille færre spørgsmål, blive bedre til at lytte til, hvad han fortæller mig og være mere rummelig.

Det gik så godt, at det var en ren fornøjelse at være sammen med ham, og jeg gik og glædede mig til, at vi skulle på en tidlig sommerferie i maj. Men den dag vi skulle af sted, fik han et kæmpe vredesudbrud – jeg var i farten kommet til lige at give ham lidt solcreme på i farten, mens han så tegnefilm uden at advare først (jeg havde travlt med at pakke færdig, og hans far var der for at sige farvel). Han skreg og spyttede, og da hans far ville hjælpe og satte ham ind i hans seng og blev hos ham, skreg han videre af sin far og smed alt ud af sengen. Til sidst gik hans far, og da han havde beroliget sig selv lidt gik jeg ind til ham, tog ham på armen og begyndte at småsludre med ham, mens jeg lavede hans frokost – talte både om det jeg var i gang med, og om det der lige var sket. Det hjalp lidt, og da så morfar kom for at hente os faldt han helt til ro og i bilen faldt han i søvn – så vi tilskrev det, de mange ting der var sket de sidste par dage og træthed. Men flyturen derned var frygtelig – det plejer han ellers at være rigtig god til, men han var sur og ville ikke sidde i sit sæde.

Vel ankommet til feriestedet, hvor vi var med hans ”bedstemor” (et familiemedlem, som han kender godt, der er på alder med hans mormor og morfar) fortsatte surheden. Den første dag klarede han uden lur og optakt til noget, men på dag to efter en hyggelig tur i poolen bad jeg ham stille om at tale pænt, som han har lært. Så blev han sur, ville ikke gå videre, og da jeg havde fået ham og alle tingene ind på værelset og troede, at vi skulle have en stille snak om at opføre sig pænt eksploderede han – helt bogstaveligt. Han hev i hår, bed, slog, sparkede, nev og spyttede – jeg gjorde mit bedste, men jeg kunne ikke holde ham i ro, og jeg kunne ikke komme væk, da han jo havde godt fat i mig. Til sidst kom jeg ud af værelset (det var en lejlighed, så jeg stod på den anden side af døren inde i stuen), men han kom efter mig ligesom om, han bare så rødt.

Til sidst fik jeg ham til at give slip på mig, og så kom jeg nok til at sige noget i retning af, at nu måtte han selv falde til ro, for der var ikke mere jeg kunne gøre. Jeg havde prøvet alt. Jeg elskede ham, men jeg kunne ikke lide hans måde at opføre sig på. Og måske kom jeg også til at sige, at han måske var bedre tjent med sin far, der er stærkere fysisk end jeg, for jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle være mor, når det var reaktionen. Det skulle jeg nok ikke have sagt, men det er svært at være rummelig, når ens armene er gule og blå, og man samtidig skal holde facaden udadtil, da jeg jo nødigt vil have, at andre dømmer min søn, for hvad jeg på det tidspunkt troede, var en enlig svale pga. træthed, nye omgivelser etc. Derefter faldt han til ro og i søvn.

Det dårlige humør fortsatte dog på turen, og det er fortsat efter, at vi er kommet hjem. Det er knap to måneder siden. Det er som at bo med dr. Jekyll og mr. Hyde. Det ene øjeblik ”jeg elsker ...

... dig mor” og det næste ”når jeg bliver stor, slår jeg dig ihjel”. Vredesudbruddene er ikke så heftige, men det virker som om, at det går ud på, at det skal gøre ondt. Han kan fx true med at kaste bøger efter mig, eller når jeg tror, at der er ro over feltet komme med sin bobble skammel og smider den på mine ben. Lige nu har jeg et blåt mærke på min arm, fordi han sank tænderne i den, da jeg vaskede hans hænder, fordi han selv nægtede. I sådan en situation er det svært ikke at komme til at skrige af smerte og skælde ud.

Jeg prøver at være rummelig og forstående, og har fx nogle gange haft held med at sætte mig med ham, mens han fx bider i min bluse og lægge hans hånd på mit bryst, og fortælle ham, at det er mit hjerte han kan mærke slå, at det banker for ham, fordi jeg elsker ham, men at det lige nu banker ekstra hurtigt, fordi jeg bliver ked af det, når han opfører sig sådan og bliver så gal. Samtidig giver jeg mig ikke og jeg siger klart, at jeg ikke vil finde mig i den opførsel. Bliver han sur, fordi han vil have en kanelgiffel, så fortsætter jeg med at sige nej ligegyldig hans opførsel. Har jeg til gengæld lovet is efter aftensmaden, hvis han spiser sin mad, så får han det stadig, selvom han inden maden opførte sig frygteligt. Er det en forkert måde at gribe det an?

Nogle gange især her på det sidste, fordi det efterhånden er en daglige ting, så må jeg indrømme, at jeg flere gange er brudt grædende sammen. Jeg synes, at det er langt mere end jeg kan håndtere. Det ene øjeblik hygger vi os, og har det noget så skægt, og så ligepludselig går han i kampmode. Jeg har endnu ikke talt med hans far om det. Mest fordi jeg ikke er klar til alle de bebrejdelser, som der vil følge med – alt er jo ifølge ham min skyld. Hvad jeg ved af, er det mig og morfar, det går ud over. De to konstante i hans liv.

Måske har han et temperament, som han skal lære (og have hjælp til) at tøjle. Det kan også være, at han bære rundt på noget vrede og følelser, som han ikke kan komme af med. Hans far flyttede jo ud for 1½ år siden, og der er ikke rigtig blevet talt om det. Det har været helt udramatisk, men i starten forsvandt hans far lidt ud af hans liv. Men han har hele tiden været der. Nu ses de næsten dagligt, da han bor lige ved siden af og har skiftet arbejde, så han kan hente. Typisk henter han op til fem gange om ugen, og her på det sidste har han også haft vores søn overnattende fra fredag til lørdag, så de har god tid om morgenen. Det er vist gået rigtig godt. De er i hvert fald altid i godt humør, når de kommer tilbage. Det kan så bare hurtigt ændre sig, når han kommer hjem. Og det er den mindste lille ting, der sætter det i gang. Men især omkring renlighed – tisse, vaske hænder og tage bad, eller hvis han får nej fx til is eller lignende. Nogle gange om aftenen, når jeg vil tage ham ud for at tisse, inden jeg putter, får jeg en hel knude i maven, fordi jeg ved, at det kan gå hen og blive meget ubehageligt. Men jeg holder stadig fast.

Morfar har foreslået at tale med en børnepsykolog. En der måske kunne hjælpe ham med at sætte ord på, hvad det er han føler. Eller måske er han bare en alt for stærk dreng, der hele tiden prøver kræfter af, og som jeg bare skal blive endnu bedre til at sætte grænser for. Jeg vil rigtig gerne høre din vurdering, for jeg er der, hvor jeg snart ikke kan mere. Jeg gruer for den forestående sommerferie, og har opgivet tanken om at tage alene ud at rejse med ham igen i år. Jeg tør simpelthen ikke.

Kærlig hilsen
En fortvivlet mor.

Læs Helens svar »

De gode playlister – hvad kan god musik gøre for dit barn?

Hvorfor skal dit barn høre musik?
Sang og musik kan fungere som en kilde til sproglig- og motorisk læring, kreativitet og glæde hos dit barn. Der findes mange former for børnemusik deriblandt musik med fokus på bevægelse, leg og læring, men også sange som hjælper din lille til at slappe af ...

Læs mere her

Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:

12. februar 2024 | Renlighed | 4 år

Periodevise problemer med renlighed

Kære Helen Jeg har en dreng, der lige er fyldt 4 år. Han har været renlig...

Læs hele brevet og Helens svar

30. januar 2024 | Renlighed | 4 år, 6 mdr.

Renlig om natten

Hej Helen Min dreng på 4½ år tisser stadig i sin ble om natten. Han har...

Læs hele brevet og Helens svar

25. januar 2024 | Renlighed | 4 år

Kan ikke mærke hun skal tisse

Hej Helen, Min datter, der er lige er blevet 4 år, har været blefri, både...

Læs hele brevet og Helens svar

22. januar 2024 | Renlighed | 4 år, 2 mdr.

Holde sig tør om natten

Hej Helen Min dreng, Noah, er nu blevet 4 år (i november). Han har været...

Læs hele brevet og Helens svar

15. januar 2024 | Transport og ferie | 4 år, 1 mdr.

Ferie med børn

Kære Helen Vi er min mand, jeg, vores datter på 4 og dreng på 7 måneder på...

Læs hele brevet og Helens svar

Viden om børn: