Kære Helen,

Jeg har læst mange af dine svar til andre frustrede forældre til 3-årige og har fundet gode svar, men synes alligevel ikke, at nogen af svarene passer 100% på vores situation.

Vores datter A fyldte tre år begyndelsen af maj. Hun er vældig kvik, har haft et godt sprog meget tidligt, er følelsesmæssigt opmærksom og opfatter let stemninger og andres humør. Hun er, på hjemmebane, ikke så forsigtig eller bange af sig, er lidt tilbøjelig til drillesyge (med glimt og smut i de brune øjne!) og har aldrig været den nemmeste at sætte grænser for. Et nej bliver ofte opfattet som en udfordring, som vi så har haft let eller sværere ved at håndtere. Helt tilbage til 1-års alderen kunne hun med glimt i øjnene stirre på os, mens hun grinende for tredje gang smed et stykke mad på gulvet - "se mig - jeg tør godt!". En situation, der som regel nemt kunne sluttes med at sige tak for mad. Men som hun bliver ældre og får mere og mere fornemmelse for mulighed for selvbestemmelse, bliver konflikterne sværere.

Hun er for det meste i godt humør, men den sidste lille måneds tid, har der været utrolig mange stormvejr. Det er (i vores øjne) bittesmå ting, der kan udløse gråd, frustrationer og raserianfald. Eller hvad vi nu skal kalde det. Det kan være den venstre strømpe før den højre i stedet for omvendt, at pastaen rører ved kødsaucen osv. Nogle gange kan vi knapt finde årsagen.

Men når først turen er i gang, kan den være rigtig svær at stoppe, og min mand og jeg synes, det er rigtigt svært at håndtere.

Når vi f.eks. beder hende lade være med at stikke gaflen i mælken fortsætter hun oftest grinende, og skubber vi stolen væk fra bordet, så hun ikke kan nå, som jeg læste en anden gjorde, kan hun finde på at hoppe ned, skubbe stolen tilbage, kravle op og fortsætte, hvor hun slap. Siger vi så tak for mad, kaster hun sig grædende på gulvet og råber, at hun er sulten... Det er som om det, der hjalp, da hun var mindre ikke længere rækker.
Og hvad stiller vi så op?

Noget andet er de "frække ord", som A har lært efter børnehavestart for fire måneder siden. Vi har dagligt konflikter eller i hvert fald irettesættelser, hvor vi gentagne gange må sige, at ord som tissemand og lort hører hjemme på toilettet og ikke ved bordet. Hun er som regel ret uanfægtet og svarer med "tissemand, tissemand, tissemand"! Er det bedste bare at ignorere hende, når hun fortsætter dét sprog trods formaninger om at stoppe?

Vi har, især hvis A har slået ud efter os, nogen gange forsøgt os med at give hende en time out, hvor vi sætter hende i en stol, i sofaen eller i et andet værelse med en formulering hen i retning af, hvad vi har læst hos dig "når du slår os, må du sidde lidt for dig selv". Vi lader time out være ret kort, typisk blot to-tre minutter, inden vi så kigger til hende. Nogen gange har det god effekt, andre gange løber hun straks efter ... (læs videre efter annoncen)

... os, og så lader vi hende komme op på skødet til trøst og snak, hvis hun vil.

Vi har tænkt meget på, om det ikke hænger sammen med den kommende storesøsterrolle, der venter A om knapt tre måneder. Venner og familie kommenterer selvfølgelig min voksende mave og spørger også hende, hvad mor har i maven osv. Og hun svarer stolt! Vi har læst og talt meget med hende om det i den hensigt at forberede hende mest muligt, men måske har det alligevel været for meget eller i for god tid.

Hun og jeg havde en hverdagsfridag sammen for et par uger siden, som jeg virkelig havde glædet mig til. Men det var faktisk ikke nogen særlig hyggelig dag... Det var konflikt på konflikt. På et tidspunkt, hvor jeg havde ladet hende få en time out i sofaen, faldt hun så meget til ro, at jeg kunne sætte mig hos hende og tage hende på skødet. Vi nussede og trøstede, og jeg spurgte hende, hvorfor hun var så vred og ked af det dén dag. Hun svarede hikstende af gråd: "Jeg vil ikke have en lillesøster alligevel". Jeg spurgte hvorfor og fik svaret: "For så vil mor og far ikke lege med mig mere!". Jeg var grædefærdig og egentlig imponeret over hendes evne til at sætte ord på nogle (relevante) følelser og bekymringer, men tænker om det virkelig kan være dét, der er med til at give så mange kampe?

En enkelt anden gang har hun i en konfliktsituation (om strømper) i vrede slået ud efter min mave og råbt "dumme mor, dumme lillesøster" uden at vi i øvrigt havde talt om det.

Vi har efter de episoder prøvet at nedtone baby-snakken mest muligt og lader det nu mest være op til hende at vise interesse for emnet.
Og så tænker vi med gru på, om det bliver meget værre, når først lillesøster kommer...

Af andre livsbegivenheder må nævnes, at vi er fuld gang med toilettræningen og for få dage siden helt har taget bleen af A om dagen. Men konflikterne rasede nogen inden.
A begyndte som sagt i børnehave for fire måneder siden. Et ret ukompliceret skifte fra vuggestue i en integreret institution med kendt personale og følge af de bedste vuggestuevenner. I børnehaven er det i øvrigt ingen trods eller konflikter. Her fortæller pædagogerne, at hun er meget interesseret i og glad for andre børn (særligt store drenge!), men ikke frembrusende og fræk. Hun kan godt blive forskrækket, når de store larmer og skal på skødet af en pædagog, når der bliver råbt højt hurra eller fortalt lidt farlige historier. Hun er nok bevidst om, at hun er kommet nederst i hieraktiet som en af de små på stuen, og vi har da tænkt, om det kan være derfor, hun har brug for markere sig i sådan grad på hjemmefronten.

Det blev et langt brev, og jeg synes måske ikke engang, at jeg fik det helt præcist, men håber alligevel, at du har gode og konkrete råd, så hver dag ikke ender med en grædende A (og mor & far).

Jeg har hørt godt om Fie Hørbys bog - kan den mon hjælpe os?

Bedste hilsner,
A's mor