Brev:

Opdragelse - 5 år, 6 mdr.

Kære Helen.

Jeg har pønset på at skrive til dig i nogen tid, fordi jeg har et spørgsmål, som jeg synes er rigtig vanskeligt. Det handler nemlig om, at jeg ikke er helt stolt af mig selv som mor.

Min datter er ’en fantastisk overraskelse’. Jeg havde altid tænkt, at jeg ikke skulle have børn, men så kom hun. Jeg var noget i chok det meste af min graviditet, og endnu mere overvældet da hun kom til verden med et brag, før tiden, og ved en ’almindelig fødsel’, selvom jeg havde fået lov at få et kejsersnit pga. fødselsangst. Det nåede jeg ikke.

Jeg havde det rigtig svært det første år, måske næsten 2. Det var vanskeligt for mig at håndtere, at mit liv ændrede sig markant, og ikke mindst, at jeg havde fået det her lille væsen, som jeg knuselskede fra 1. Sekund, og som nu i den grad var med til at sætte dagsordenen i mit liv. Jeg var ambivalent omkring alting hele tiden. Jeg elskede hende, og kunne ikke holde ud, at hun fyldte så meget. Jeg var lykkelig for at være mor, men ville også bare være ’mig selv’ igen. Jeg ville have hende hos mig hele tiden, men jeg havde også brug for at andre tog over (hun havde kolik og var meget påvirket af sin lidt for tidlige fødsel, skreg når man lagde hende osv.).

I første omgang har jeg bare været så glad og stolt over, at jeg kom igennem min fødselsdepression (jeg ved godt de kalder det ’reaktion’, men det føles som det andet!) og at mit parforhold er intakt. Men i årene der nu er gået, bliver det klart for mig, at min datter – selvfølgelig – er mærket af vores start. Og det svider virkelig!
Det mest alvorlige resultat er helt sikkert, at da jeg ligesom har overgjort alting med hende, fordi hun i hvert fald ikke skulle lide nogen nød, og der skulle ikke være nogen der sagde, at hun tog skade.

Min dårlige samvittighed over at have det skidt betød, at jeg var 120% opmærksom på hende og hendes behov hele tiden, og at jeg har haft svært ved at ’lukke hende ud i verden’, fordi hun i hvert fald ikke skulle føle sig ...

... skubbet væk, bare fordi jeg ikke var på toppen. Jeg er altid kommet springende ved det mindste pip, og har fuldstændig tilsidesat mig selv. Det synes jeg dengang var vildt sejt, nu er jeg knapt så stolt. Jeg kan se, at det har betydet, at min datter faktisk har meget lidt tillid til, at hun kan klare ting selv. Hun er bange for at bevæge sig ud i verden uden mig, og har meget vanskeligt ved at klare sig uden voksenstøtte. Hun er generelt meget klæbende på mig og til dels min mand, og vælger til hver en tid vores selskab frem for andre børns.

Billedet bliver i mit hoved lidt forvirret af, at min datter faktisk har haft nogle særlige behov pga. hendes lidt for tidlige fødsel. Hun er ekstremt stimulifølsom (lyde, lugte, smage, synsindtryk), og haft stort behov for at blive svøbt og få hjælp med at ’lukke ned’ efter forskellige oplevelser og ved sengetid etc.. Det har jeg prøvet at imødegå, men for meget og for lidt…

Jeg var til informationsmøde i fritidshjemmet, hvor hun skal starte om 1½ uge. Det var her, at det for alvor gik op for mig, at hun går til tingene på en anden måde end mange andre børn. De sad alle klar og kunne nærmest ikke vente med at skulle starte. Min datter fik for det første nok indtryk efter 30 min. Og var bogstavelig talt ved at falde i søvn. Hun var tydeligt bange og ville ikke rigtig med rundt og se stedet, og i hvert fald slet ikke lege med de andre.

Da vi kom hjem var jeg simpelthen nødt til at se mig selv i øjnene og må konkludere, at det vist er på tide at bede om hjælp. Jeg synes det er SÅ synd for hende, at hun går glip af forventningens glæde, af at væres stolt over at ’kunne selv’, af at glæde sig over at være en stor pige, og at turde ting.

Jeg vil så gerne rette op på det. Jeg er godt klar over at det ikke kan gøres på 1½ uge, men jeg må i gang. Så hun forhåbentlig kan få en god oplevelse med at skulle ud i verden uden mor, og starte skole og fritidshjem.

Hjælp. Hvordan retter jeg op?

Kærlig hilsen
en flov mor.

Læs Helens svar »

Giv dit barn den bedste start!

Giv dit barn den bedste start med D-vitamindråber og mælkesyrebakterier

Vi ved allesammen, at et barns første leveår har en enorm betydning for barnets udvikling både fysisk og psykisk. Ansvaret er derfor stort, når det kommer til at sørge for, at de kære små får lige præcis det, der ...

Læs mere her

Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:

28. november 2023 | Opdragelse | 4 år, 8 mdr.

Udfordringer med opdragelse af 4 årig

Hej Helen Mit spørgsmål drejer sig om opdragelse - både generelt og...

Læs hele brevet og Helens svar

20. november 2023 | Opdragelse | 4 år, 8 mdr.

Ikke så robust 4,5 årig

Kære Helen. Vi er forældre til en søn på 4,5 og en datter på 2 år. Vores...

Læs hele brevet og Helens svar

11. september 2023 | Renlighed | 5 år, 3 mdr.

Toiletproblemer

Hej, Jeg har tidligere skrevet omkring vores datters "lave stort" problem på...

Læs hele brevet og Helens svar

18. juli 2023 | Opdragelse | 5 år, 10 mdr.

SFO/skolestart - ked af at være væk fra mor

Kære Helen Jeg er i syv sind og har brug for et godt råd og gerne nogle...

Læs hele brevet og Helens svar

9. maj 2023 | Opdragelse | 4 år, 9 mdr.

4 årig som ikke vil lege selv

Kære Helen Jeg skriver til dig, med en udfordring, som har stået på i flere...

Læs hele brevet og Helens svar

Viden om børn: