Kære Helen

Det drejer sig atter om min søn på 4 år.

Forleden var jeg til samtale med pædagogerne i børnehaven, noget vi får tilbudt jævnligt for at tale om, hvordan vores barn trives i børnehaven. De fortalte blandt andet, at han virker rastløs indimellem og har svært ved at gøre tingene i ro. Jeg nikkede genkendende til det de sagde, da han også er sådan herhjemme nogle gange. Han har en utrolig stor trang til at gøre tingene selv og han bliver helt rastløs og urolig når han i en tilfældig situation vil sige at han vil gøre det. F.eks. når vi er på vej ud af døren, så bliver han helt ivrig efter at åbne døren, råber nærmest: jeg vil, jeg vil (altså åbne døren). Vi skal dække bord, så løber han hen til køleskabet og siger: jeg vil jeg vil (altså dække bord). Det er blot 2 eksempler.

Pædagogen fortalte at han en dag blev så ivrig, da de skulle lave perlekæder, at hans hænder rystede da han ville sætte perler på tråden. Han rystede så meget i hænderne at han ikke kunne finde ud af at få tråden igennem perlen! Det lød umiddelbart voldsomt i mine ører, da de sagde det på den måde, men når jeg tænker over det kan jeg godt genkende at han kan blive så ivrig, men det er nu meget sjældent, har måske oplevet det en gang. Og jeg har egentlig bare altid tænkt at sådan er han, og ikke set det som et problem. Men bør jeg det? Er det fordi han er stresset?

Jeg har læst et brev du har skrevet til en anden læser, hvor du skriver at børn der er stressede tegner på vægge i stedet for papir, river bøger i stykker i stedet for at læse i dem osv. Han er faktisk ret destruktiv i sin adfærd, finder jeg nu ud af. Men han har altid været sådan, lige siden han var baby, hvor han rev bøger i stykker og slog legetøj i stykker. Jeg tænker om jeg har overset noget jeg måske burde have været opmærksom på? Kan børn have stress allerede i baby-alderen??

Apropos det at ødelægge legetøj. Det er som sagt noget han har gjort siden han var baby og nogle gange virker det for mig som om han ikke kan lade være, altså nærmest som en tvangstanke(?) Kan børn godt have tvangstanker? For at give nogle eksempler kan jeg nævne: at han prøver at åbne batterilåget på legetøj, altså har en trang til at åbne ting og rive delene fra hinanden. Hans far siger, at sådan husker han også at han selv var som barn og at det måske bare er helt normalt at børn gør sådan. Men jeg synes alligevel det er tankevækkende at han gør det gang på gang, trods det at jeg har fortalt ham gang på gang (både på den gode og den dårlige måde) at han ikke må.

Til samtalen nævnte de også om det var ok at han bliver testet for skjult stammen. De sagde at de ikke mener han har det, men at de vil være helt 100% sikre på det og derfor teste ham. Grunden til dette er, at han ind imellem når han gerne vil sige noget og ikke lige kan formulere sig lige så hurtigt som han tænker, så trækker han ordene ud. Han stammer ikke, understregede de, men trækker ordene ud. Jeg vil lige sige, at det er noget han også gjorde herhjemme (hvor han taler sit modersmål for det meste) ind til 3½ års alderen, men noget han ikke har gjort siden. Han er langt bedre til sit modersmål end han er til dansk og derfor tror jeg at det bare handler om tid mht. det danske?? Men kan det have noget med stress at gøre?

Udover alt det her fortalte de også at han næsten altid er en glad dreng med masser af humor og at han trives og at han viser tillid til dem. At han har en rigtig god ven i børnehaven og en rigtig god veninde. De to leger han oftest med og de leger rigtig godt får jeg at vide, men bedst når det er to-mands-lege.

Jeg får at vide at han leger fint i børnehaven, når han leger med ét andet barn. Men når der er flere end ét barn, bliver han frustreret fordi han ... (læs videre efter annoncen)

... ikke kan sproget så godt som alle de andre og ikke kan "følge med" i legen, kender/forstår ikke alle reglerne og alt hvad der bliver sagt. Han vælger som regel at lege med ét barn ad gangen:-) da han måske har indset at det virker bedst på den måde.

Noget andet, som jeg som mor er rigtig træt af er, at han tit kalder mig for "dumme mor" når tingene ikke lige er som han ønsker, f.eks når jeg irettesætter ham, eller ikke giver ham lov til noget han gerne vil. Jeg plejer at sige til ham, at det kan godt være han synes jeg er dum, men sådan er det altså, fordi... Det er så hvad det er. Det værste synes jeg er, at han ikke tager så pænt i mod mig når jeg henter ham i børnehaven. Det første han gør når han ser mig er at sige "dumme mor" og slå ud efter mig. Det er noget han gør konsekvent.

Jeg tager sådan noget personligt (ved godt det lyder dumt og barnligt) og bliver ked af det men prøver selvfølgelig at bevare roen i situationen. Det jeg plejer at gøre i de situationer er at aflede ham ved at begynde at snakke om hvad vi skal lave når vi kommer hjem (f.eks. "ved du hvem vi får besøg af i dag? Det gør vi af mormor" eller "ved du hvad vi skal lave når vi kommer hjem? Vi skal bage kage" o.lign.). Det virker som regel, men nu er det bare som om jeg har "accepteret" at han tager i mod mig på den måde. Men nu er jeg altså virkelig træt af at blive mødt på den måde hver eneste dag når jeg skal hente ham. Hvorfor reagerer han sådan når jeg henter ham?

Jeg har flere gange fortalt ham at jeg gerne vil have han holder op med det fordi jeg bliver ked af det, og det gør jeg virkelig. Og jeg er ikke i tvivl om at han forstod at jeg virkelig bliver ked af det. Men alligevel gør han det samme dag efter dag. Jeg spurgte ham en dag om han gør sådan, fordi han ikke ved hvordan han ellers skal gøre. Han nikkede, hvorefter jeg forklarede ham hvad han så kunne gøre; altså at han f.eks. kunne sige hej mor og så kunne vi give hinanden et knus. Vi blev enige, men dagen efter var det samme reaktion igen. Hvad er det jeg gør forkert, tænker jeg?

En dag sagde jeg til ham, da vi kom hjem fra børnehaven, at nu har han kaldt mig dumme mor så mange gange og slået mig så mange gange når jeg hentede ham, at nu blev jeg ikke ked af det længere. Så blev han nærmest helt glad og lettet og sagde: må jeg så godt sige dumme mor igen. Jeg følte i det øjeblik at han blev lettet fordi han ikke kan lade være med at reagere sådan når jeg henter ham, altså at han blev lettet over at han nu godt må sige dumme mor?? Kan børn have det sådan og hvorfor har han det sådan?

Jeg vil også lige nævne at vores tilgang til vores søn altid har været med kommunikation. Vi har aldrig straffet ham på nogen måder og heller ikke i form af at han skulle sidde på sit værelse i et stykke tid med lukket dør eller lign. Eller straffet ham på andre måder. Hvis man kan kalde det straf, så kan jeg som det eneste nævne at han ikke måtte få slik/chokolade f.eks. fordi han ikke har været sød eller fordi han har gjort noget dumt.

Men altså, jeg tænker om han er stresset og kan det være pga sproget? Altså det at han er sprogligt bagud ift de fleste andre børn i børnehaven om det kan give stress og destruktiv adfærd. Jeg har tidligere skrevet til dig at han er en dreng som altid er i bevægelse, sidder sjældent stille. Måske kan du også huske at jeg engang skrev om hans sansemotorik, og at vi gik til børneergoterapi i en periode da han var 2½ fordi han var bange for gyngen og diverse andet. Kan det have noget at gøre med at han ikke kan "styre" sin krop. Han er stadig lidt klodset/kluntet i sin kropsbrug og det får jeg også at vide han er i børnehaven, f.eks. ifm spisning.

Jeg ser frem til dit svar.

Venlig hilsen
A's Mor