Hej Helen.

Vores dreng på næsten 4 år, har fået det lidt bedre i børnehaven. Han vil helst være hjemme og spørger om det hver dag, men græder ikke når han skal afsted/eller kommer hjem.

Vores dreng har indtil børnehaven været en stille, lidt forsigtig fyr. Nogle gange tror jeg, at han synes børnehaven er lidt vild. Han har i perioder søgt ind i specialgr. MIn opfattelse er, at han nu føler sig mere med i sin egen gr. også. Her er det interessante "farlige ting". Han vil gerne skyde - siger at nu er jeg død, jeg skyder dig død mor. Han kan sige " Jeg stikker dig mor", når han har bygget et sværd. Jeg har oplevet en del tab i løbet af min barndom/ungdom, og er meget følsom overfor det der med at skyde, sige at nogen er død m.v. Men jeg prøver virkelig at arbejde med det. Er det ikke blot en naturlig del af drenges leg?

Han vil gerne mosle og slås, hvilket vi ind i mellem gør inde i vores senge. Han ved godt, at man skal spørge hinanden først. Men han kommer også pludseligt og mosler, griner og slås for sjovt.

Han går helt vildt op i hvem der er størst, stærkest, farligst osv. Det gælder både mennesker han kender, men også helte (batman, spiderman mv.) og dyr. "Mor hvem er stærkest en tiger eller en haj?". Han stiller sådanne spørgsmål hele tiden. Vi forsøger egentlig bare at svare og forklare ham sammenhænge. Ind i mellem er det svært, at han ikke er den største, stærkeste osv. Men han begynder at kunne se flere nuancer i det - at han ikke altid er den stærkeste, og på en god dag, kan han også godt sige, at Spiderman også er stærk, som et udtryk for, at den helt hans ven ofte "er" også er stærk. Er det normalt at man er så optaget af det emne?

Hvis han spørger os om et spørgsmål, og vores svar ikke er det han har håbet, kan han blive lidt utilfreds, og han siger til os, at vi ikke må sige sådan. Og han siger selv svaret. Hvor meget skal man rette og holde på det "rigtige"? Har du en ide til et godt svar?

Fx. Mor er jeg stærkere end far? Mor: Nej - jeg tror faktisk far er stærkere, han er jo voksen? Søn: ”Nej mor - det skal du ikke sige, jeg er den stærkeste.... Du skal ikke sige sådan noget sluder til mig”. Jeg tænker, at han jo på lang sigt ikke skal blive sur over svar på spørgsmål, og jeg håber ikke, at han skælder de voksne i bh ud, når de svarer ham på spørgsmål. Der er vel noget skævt i, at børn udstikker ordre til voksne??

I børnehaven slås/mosler de meget - og han kommer ind i mellem hjem med knubs. Vi taler så meget om det, men nej hvor er det svært. Skal man rette hver gang de gør noget forkert? Vi skælder sjældent ud, men fortæller (nok for langt) om hvad man må - ikke må, igen og igen....

Hvad siger man, når de kommer hjem med knubs? skal situationen tales igennem flere gange? Jeg tror jeg hurtigt bliver moraliserende - og vil finde ind ... (læs videre efter annoncen)

... til hvad min søn har gjort. Jeg havde det så dårligt forleden, hvor han var blevet overfaldet af en dreng. Han var blevet sparket i hovedet og havde fået en ordentlig læbe. Jeg trøstede naturligvis, men Jeg blev ved med at cirkle om, hvad han har gjort, diskret troede jeg, men han kunne sagtens mærke det. Han begyndte at græde og sagde, Mor - jeg har altså ikke gjort noget. Han skubbede mig ned af trappen og sparkede mig i hovedet.

Mor - nu taler du om noget andet, og jeg har jo sagt til dig, at jeg ikke gjorde noget!
Er det ikke en balance, at man ikke skal pylre for meget? Men naturligvis også vise at man tror på det de fortæller der er sket?

Han vil gerne lege de der lidt "farlige lege". Han skyder, skyder os død, laver våben af lego mv. Hvis han bliver rigtig ked af det, kan han godt finde på at slå. Jeg har set det et par gange, men det er ikke noget bh. har talt med os om, så tænker ikke det er et stort problem. Hvor meget skal man fortælle og forklare om disse slås-lege? Jeg prøver at se dem som en naturlig del af drengeleg, og tænker, at disse lege er ligeså naturlige/unaturlige som vi pigers prinsesselege. Men drengenes leg - medfører bare ofte irettesættelser og moralisering. Jeg kan faktisk fornemme på min 3 årige søn, at han bare synes det er for meget. "Mor - ikke sige sådan til mig igen - nu afbryder du mig. Det har du jo sagt til mig mor. Mor det er jo ikke en rigtig skyder, og du dør ikke rigtigt" osv. Jeg leger legene med ham, og har aftalt med ham, at når jeg er død, skal jeg have et kys på kinden for at vågne;-)

Men hvor meget skal man bekymre sig om disse "farlige/vilde" lege? Hvormeget skal man tale om hvad der er rigtigt og forkert når de leger?

Børnehaven er meget frustreret over denne gruppe drenge, da de leger disse lidt vilde lege og kan være lidt for voldsomme overfor hinanden - jeg har dog på fornemmelsen, at det ofte er sådan noget leg, der bliver for vild. Pædagogerne siger ofte, at de glæder sig til, at de kan komme mere ud - at der virkelig er gang i den.
De siger ikke direkte hvad de eller vi forældre skal gøre for at afhjælpe dette problem – hvad tænker du vi kan gøre?

Hjemme kan vores søn sidde og koncentrere sig længe om at bygge lego, lave puslespil, lave perler, lege med biler, klippe m.v. Altså hvis der er en voksen med – eller hvis legen er sat i gang. Er det ikke et udtryk for, at han på et aldersvarende niveau, kan koncentrere sig.

Åhh - jeg synes det er så vigtigt med gode omgangsformer:-) Og jeg er så bekymret for, at jeg ikke giver min søn muligheden for at skabe gode, sunde omgangsformer.

Omvendt er jeg også meget bekymret for, at han får lov til at styre for meget hjemme hos os. Forældre skal turde sætte grænser, men omvendt skal vi møde vores børn. Kan du anbefale en god bog herom?

Med venlig hilsen
Mig