Brev:

Kamp!

Kære Helen,

Det er ved at være rigtig længe siden, men nu står jeg i en situation hvor jeg simpelthen har brug for vejledning, og kan ikke tænke på nogen bedre end dig til dette :)

Jeg vil starte med at sige, at vi generelt har det rigtig, rigtig godt. Amilia er nu knap 3½ år og stortrives! Hun får masser af ros fra børnehaven, som hun startede i for 10 måneder siden. Hun er en rigtig glad pige, som er utrolig social – hvis det stod til hende, legede hun altid med sine legekammerater, og gør også dette meget af tiden. Både med kammeraterne fra børnehaven, nabobørnene og mine venners børn. Hun er rigtig dygtig motorisk, og alderssvarende sprogligt – hun har dog svært ved udtalelsen.

For et lille halvt års tiden siden, blev hun introduceret for min nye kæreste. Hun er rigtig glad for ham – hun elsker når han er her (hvilket han er tit). Samtidig er jeg klar over at det kræver tilvænning fra hendes side, at der nu er en man skal dele opmærksomheden med.

Amilia er stadig en rigtig glad pige, men jeg synes hendes humør er utroligt skiftende for tiden! Hun bliver enormt hurtig sur/ ked af det/ frustreret, men oftest også hurtigt glad igen. Dog har hun indenfor de senere måneder haft mange hysteriske anfald, hvor det næsten er umuligt at få hende ned igen, og det er primært her vores udfordringer ligger. Jeg har bare været SÅ ked af det, når disse situationer opstår, fordi jeg føler mig så magtesløs. Forrige gang endte det med, at jeg brød ud i gråd – sammen med Amilia. Jeg har aldrig grædt foran hende før, og hun blev meget forskrækket og ked af det.

Episoden skete midt på gågaden – vi havde lige købt ind og min cykel var pakket helt op af varer. Vi har 100 meter hjem derfra. Vi kom forbi en Fætter BR, hvor de havde et løbehjul stående udenfor som hun prøvede. Da hun var færdig, og ville stille det fra sig igen, væltede løbehjulet, og hun ville ha’ det rejst op igen. Jeg sagde til hende, at hun jo så måtte rejse det op igen. Hun bliver lidt sur, men ender med at rejse det op igen. Derefter insisterer hun på at jeg skal bære hende, hvilket ikke kan lade sig gøre, da jeg har en fuldstændig oppakket cykel.

Jeg fortæller hende, at jeg gerne vil holde hende i hånden, men at jeg altså ikke kan bære hende, fordi jeg også skal styre cyklen (jeg har prøvet at indføre at hun skal gå selv, fordi hun er ved at blive alt for tung til at bære meget, men det er ikke så nemt). Derefter starter balladen. Hun bliver fuldstændig ude af den – skriger, græder, og kaster sig rundt midt på gågaden. Jeg går hen til hende, og fortæller hende, at jeg godt kan se at hun bliver sur og ked af det, men at jeg jo ikke kan tage hende op, når jeg har alle de varer på cyklen, men at jeg stadig gerne vil holde hende i hånden. Hver gang jeg nærmer mig hende, løber hun den anden vej, og skriger at jeg skal hente hende. Sådan står det på i 3 kvarter… Jeg kan SLET ikke få snakke hende til ro, hun bliver kun mere hysterisk. Flere forbipasserende prøvede at hjælpe, men selvfølgelig uden held. Jeg fik mange medfølende blikke og kommentarer.

Så kommer der en ældre dame, og siger: ”Synes du ikke var en idé at trøste pigen?! Nu har det jo stået på længe!”. Og i en kombination af at jeg var vanvittig frustreret og i tvivl om hvorvidt jeg kunne tackle denne situation anderledes, slog denne bemærkning mig helt ud. Det lykkedes mig til sidst at få fat i hende, give hende et kram og placere hende ovenpå varerne, og så slingrede vi hjemad på cyklen – Amilia stadig grædende. Da vi trådte ind ad døren, kunne jeg slet ikke holde tårerne tilbage. Jeg tager hende ind til mig, og fortæller hende at jeg simpelthen bliver så ked af det, når hun ikke gør som jeg siger. Den næste time, sidder vi og krammer, og hun falder endeligt til ro.

Det er sådanne situationer, der frustrer mig helt inden i… Jeg aner bare slet ikke hvordan jeg skal tackle det. Eller, det føler jo egentlig godt at jeg ved, men når jeg så står i ...

... situationen bliver jeg bare så meget i tvivl, om jeg mon griber det helt forkert an, siden det eskalerer på den måde og bare bliver ved. Jeg synes jeg holder hovedet koldt, og jeg er generelt meget tålmodig, men i disse situationer er jeg bare blevet så ked af det.. Måske fordi jeg er i tvivl om jeg gør det rigtige, siden det bare bliver ved og ved og ved.

Disse hys-anfald kommer, når hun ikke får sin vilje eller tingene ikke foregår præcis som hun vil ha’ det. Det er slet ikke altid det ender med et hys-anfald – tit klynker hun bare lidt, og giver så op nærmest med det samme, så jeg er ikke helt klar over hvad det er der gør, at hun bliver så frustreret og rasende? Og jeg føler lidt at denne utilfredshed kommer hver gang, jeg siger nej eller går mod hendes vilje, også selvom jeg forsøger med alternativer. Ex: ”Vi skal ikke ha’ pandekager nu, men du må gerne få en gulerod” osv. Eller hvis vi skal ud af døren om morgenen, og hun liiige skal lege færdig, så er hun utilfreds. Eller hvis jeg ikke lige kommer NU. Hvis hun ikke kan lege med Victor i dag osv. osv. osv. Er der nogen måde jeg kan undgå denne utilfredshed på?

Jeg føler at hun tester mig enormt meget! Hverken børnehaven eller hendes far oplever denne side af hende. Det skal nok nævnes, at hun tit får sin vilje, men samtidig ændrer jeg ikke mening, når jeg først har sagt nej. Min kæreste synes jeg er for blød mod hende – det er jeg måske? Jeg synes ellers jeg er meget konsekvent, og siger nej, når det er nødvendigt. Ellers tror jeg på at jeg styrker hendes selvstændighed ved at støtte hende i hendes valg – og det er fra hvilket tøj hun vil ha’ på, til hvilket glas hun har lyst til at drikke af, hvad hun vil ha’ til morgenmad, hvad og hvem hun vil lege med.

Hvis jeg vælger et sæt tøj til hende dagen inden og lægger frem, går hun selv ind og skifter til det hun vil ha’ på. Hvis jeg har valgt en gul kop til hende, kan hun godt bede om at få det røde. Og får også selv lov til at bestemme om hun vil ha’ havregryn/grød, müsli eller rugbrød til morgenmad. Hun er meget selvstændig og bestemt, hvilket jo også er en god ting.

Børnehaven siger også dette, men oplever det udelukkende positivt, at hun ved hvad hun vil og kan sige til og fra. Men det kan godt være at hun får for lang snor hos? Måske giver jeg hende lov til for meget, og derfor føler hun kan bestemme det hele? I så fald, hvor meget og hvor lidt skal hun så ha’ lov til?

Det skal også lige siges, at disse anfald kommer, når hun er overtræt. Jeg tror og håber på, at det også hører til alderen.
Hun drømmer også meget om natten – hun vågner som regel hver nat for tiden, grædende. Når jeg så kommer ind til, er hun svær at trøste. Normalt når hun er vågnet og er ked af det, har jeg kunne ae hende lidt, hvorefter hun falder til ro med det samme. Nu bliver hun faktisk mere sur, når jeg rører ved hende eller tilbyder hende en kop vand.

For 1 måned eller 2 siden, øvede jeg med hende at hun skulle sove i sin egen seng indtil det blev lyst udenfor. Inden da, har hun sovet i sin egen seng til midt på natten, og så kommet ind til os. Men der var blevet for trængt med 3 mennesker, så derfor valgte jeg dette. Problemet er, at jeg stadig sover på en madras ved siden af hendes seng, da jeg ellers kan rende frem og tilbage hver nat, når hun kalder. Hvordan skal jeg lige gribe denne situation an? Når hun nogle enkelte gange har sovet i min seng pga. sygdom eller sådan noget, har hun sovet som en sten. Slet ikke vågnet (hvad jeg husker). Jeg kan næsten regne ud, at det må være noget med trygheden? Jeg har overvejet at købe en stor voksenseng til hende – mon det vil kunne hjælpe noget, at hun føler hun har mere plads at vende sig på?

Orv, det blev virkelig langt, men kære Helen, jeg håber du kan komme med lidt gode råd, så vi måske kan få en lidt mere glidende hverdag. Lige for tiden, synes jeg godt nok at vi kæmper lidt for meget.

På forhånd TAK :)

Med venlig hilsen
Amilias mor

Læs Helens svar »

Giv dit barn den bedste start!

Giv dit barn den bedste start med D-vitamindråber og mælkesyrebakterier

Vi ved allesammen, at et barns første leveår har en enorm betydning for barnets udvikling både fysisk og psykisk. Ansvaret er derfor stort, når det kommer til at sørge for, at de kære små får lige præcis det, der ...

Læs mere her

Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:

15. april 2024 | Udvikling | 3 år

Hjælp til vores dreng

Hej Helen, Min kæreste og jeg håber inderligt at du kan hjælpe os, som du...

Læs hele brevet og Helens svar

28. marts 2024 | Opdragelse | 3 år, 7 mdr.

Selvværd og selvtillid

Kære Helen Jeg skriver til dig fordi jeg har en pige på 3 1/2 år, som jeg...

Læs hele brevet og Helens svar

5. marts 2024 | Sovevaner | 2 år, 10 mdr.

Svær putning - 2 år, 10 mdr.

Hej Helen. Yngstemanden har altid været rigtigt svær at putte, og derfor har...

Læs hele brevet og Helens svar

4. marts 2024 | Opdragelse | 3 år, 4 mdr.

3 år og udfordringer

Hej Helen. Jeg har en dejlig datter på 3 år og 4 måneder. Hun begyndte i...

Læs hele brevet og Helens svar

12. februar 2024 | Renlighed | 4 år

Periodevise problemer med renlighed

Kære Helen Jeg har en dreng, der lige er fyldt 4 år. Han har været renlig...

Læs hele brevet og Helens svar

Viden om børn: