Kære Helen.

Jeg har været glad for at læse spørgsmål/svar fra din side de sidste par år og har nu selv brug for hjælp.

Vi har en dreng fra juni ´06, som blev storebror i febr. ´08. Vi synes selv vi er en "typisk-småbørnefamilie", som er nærværende og har god tid sammen allesammen. Indbyrdes har min mand og jeg det rigtig godt sammen og vores 2 børn er ønskebørn med stort Ø, da de er ivf. Det falder os naturligt at være enig i mange af dine råd, samt mange af Jesper Juuls. Så har jeg prøvet at beskrive os lidt;-)

Jeg er i følge min mand den lidt bekymrede mor type - jeg plejer dog at mene, at jeg ikke er så forskellig fra andre mødre...... men der nok noget om det.

Vores dreng og vi fik en lidt hård start, da han 5 dage gammel blev indlagt pga. dehydrering. Født til tiden og suttede fint, men jeg havde åbenbart ikke noget til ham! Græd ikke, blev lidt sløv og gul og sp fik ham indagt. Han fik drop i 1½ døgn + bryst og flaske. Det var for mig et enormt chock da jeg var i ro med mig selv og glad. Det havde aldrig sket med lillesøster, da der var tegn vi overså fordi vi var grønne.

Efterfølgende var jeg bange for ikke have nok mad til ham. Min sp synes jeg udelukkende skulle amme og mente jeg ville ha´ nok. Jeg valgte den kurs, men han tog ikke nok på og da han var 10 uger var han alt for tynd og jeg sagde selv fra overfor sp og begyndte at gi´ ham flaske. Og så tog han på ;-)

Men humlen er, at han var og er typen, som ikke brokker sig! Er det ikke underligt, at han fra han var helt spæd ikke sagde til, at han manglede mad? For det gjorde han ikke. Man skal passe på med at kategorisere, men han er typen, som finder sig i ting/tilpasser sig og det er jo både en svaghed og en styrke.

Han har altid været en rolig dreng, meget let og tryg, især ved os. Glad men ikke den brasende type. Ked af det hvis et barn løb ind i ham som mindre f.eks. Aldrig taget legetøj fra andre (end lillesøster, som han er virkelig glad for) og har selv fået det flået ud af hænderne uden protest. Leger meget selv i vuggestue, men helt klart også med andre. Er blevet rigtig stor det sidste ½ år, meget meget mere robust ... (læs videre efter annoncen)

... dreng.

Nu hvor han er ældre har jeg (vi) nogle gange svært ved at hjælpe ham idet det er svært at vide om han "bare er 2½" eller om han er ulykkelig. Vi havde en periode på mere end ½ år hvor han ikke var glad for at komme i vuggestue. Det var også omkring hvor han blev storebror. Det kulminerede i sommer hvor jeg talte et par gange med sp (en ny pga. kommunesammenl.) Vi fandt en god løsning og det har siden gået godt.

Han er en følsom gut, er meget svær at få igang efter at have sovet, specielt om morgenen. Morgenmad er blevet et problem, han kan sidde ved bordet og stirre med sin sut og bamser i 45 min. og være låst helt fast. Er ellers en super spiser og har altid været. Vil ikke noget, heller ikke ned og lege. Vi har de senere dage omlagt morgenrutinen, og helt været ligeglade med om han kommer og spiser. Så går det måske lidt bedre. Jeg føler det er et mønster, noget han uden at ville det kommer ud i, nok også pga hans tumulte alder.

Hans verden kan bryde helt sammen hvis feks vi be´r om/får sutten efter han har været oppe længe og er glad. Så kan alt gå galt og han er helt ulykkelig og ikke gal. Han får den ikke igen, selv om det er hårdt.

Min spørgsmål går egentlig på om han for dig lyder som en helt almindelig 2½ årig, som bare er i en eksisten krise? Jeg har svært ved at grine lidt af det (ikke foran ham selvfølgelig) og sige nåh ja. Men er det det jeg skal? Er det sådan for så mange andre børn og er det bare noget der ikke kan eller skal undgås?

Lillesøster er en rigtig drama-queen, som let kommunikerer sine ønsker! Så hun giver mig ikke rumlen i maven, for hende ved man ligesom hvor man har. Vi har tit grinet af at hun bliver en sand fornøjelse når hun når den fantastiske 2-3 års alder!!

Føler nok at det stikker dybere med storbror, at han er lidt følsom. Tror det er fordi han ikke bliver sur, men ked, og at han altid har været mere følsom end de flest jævnaldrene.
Han er virkelig en glad og harmonisk dreng, nok bare en lille tænker.

Puha - håber du stadig er der, nu har du forhåbentlig fået lidt indblik i vores familie og problem.

Mange hilser
Den ellers glade mor ;-)