Brev:

Syg mor eller enebarn

Kære Helen

Jeg skriver til dig for at få råd til hvordan jeg bedst håndterer min sygdom i forhold til min datter på 3,5 år.

Jeg lider af kronisk migræne og da jeg ventede min datter gik det helt amok dels fordi jeg ikke kunne tage min faste medicin (jeg tager normalt både daglig forebyggende samt anfalds medicin) dels som en reaktion på graviditetshormonerne. Jeg var virkelig syg under stort set hele min graviditet, det første halve år var et smertehelvede med konstant kraftig migræne og jeg kunne ingenting. Under graviditeten var vi derfor sikre på, at jeg aldrig skulle være gravid igen.

Men det var jo fantastisk at få et barn, og vi har fået mere og mere lyst til at få et barn mere. Det har også skubbet i den retning, at vores datter længe har snakket rigtig meget om, at hun gerne vil have en lillebror eller lillesøster, og vi synes det er synd hvis hun skal være enebarn – især på længere sigt. Vi bestemte derfor for at prøve at blive gravid igen og efter et par måneders forsøg fik jeg i sidste uge en positiv graviditetstest ☺ Det er vi virkelig glade for! Samtidig er jeg dog også nervøs for, hvad jeg går ind til og hvordan det kommer til at påvirke min datter.

På nuværende tidspunkt går det nogenlunde. Jeg har konstant ondt i hovedet, men så længe jeg slapper af kan jeg de fleste dage undgå at det bliver til voldsom migræne. Jeg er sygemeldt (det var der ikke nogen tvivl om) så i løbet af dagen slapper jeg bare af og gør de ting, der er bedst for mit hoved; går lidt ture, laver blid yoga/afspænding og hviler mig. Til gengæld kan jeg så være oppe og sammen med min datter om morgenen og et par timer efter børnehave. Efter aftensmaden hviler jeg mig mens min mand bader hende og så kommer jeg op igen for enten at putte hende eller sidde sammen med hende, mens hun får aftengrød.

I weekenden mærker hun nok lidt mere til det, fordi jeg her er nødt til at lægge mig i løbet af dagen, men min mand (eller nogen gange bedsteforældre) tager hende tit med på en tur i løbet af dagen både for at jeg kan få lidt ro (hun er meget mors-pige) og for at der sker noget sjovt for hende.

Sådan har det været de sidste par måneder siden jeg begyndte at prøve at blive gravid og derfor stoppede med min medicin. Jeg synes heldigvis ikke min datter har reageret så meget på det, men hun er jo også vant til at jeg jævnligt ligger i sengen og hun ved godt, at hun altid gerne må komme ind og fx sidde i sengen og se fjernsyn eller spille på iPad og det hygger vi os tit med.

Dog spørger hun nogen gange til om jeg ikke også skal med, når de tager på tur. Og da vi skulle putte et par dage efter hun sidst havde været på en dagstur med bedsteforældre blev hun ked af det og sagde, at det ikke var sjovt at være på tur med mormor og morfar, når jeg ikke var med. Det har hun dog ikke gjort, når det har været sammen med hendes far.

Jeg er kun godt 4 uger henne og i sidste graviditet var det efter 6 uger, at jeg fik meget stærk kvalme og konstant migræne, så jeg frygter, at det snart bliver endnu værre og spørgsmålet er, hvordan jeg så bedst håndterer det i forhold til min datter. Sidst var det så slemt, at jeg mange dage næsten ikke kunne komme ud af sengen. Det eneste jeg lavede var, at jeg et par gange i døgnet pressede mig selv til at gå en lille tur for at få noget frisk luft og for at kroppen ikke skulle gå helt i stå. Ofte var jeg nødt til at sætte mig på en bænk el. lign. undervejs fordi jeg var for utilpas til at gå. Det stod på helt frem til 3. trimester, hvor migrænesmerterne igen blev mere moderate de fleste dage.

Vi har gjort hvad vi kan for at forbedrede os og for at graviditeten skal gå så lidt ud over vores datter som muligt. Ikke mindst har vi for nogen måneder siden fået en rigtig god og sød au pair-pige. Hun er en stor hjælp med alt det praktiske i hjemmet og det gør, at vi kan bruge den tid og energi vi har på vores datter og i mindre grad på de praktiske ting, der skal gøres i en børnefamilie. Vi kan eksempelvis lege eller hygge med hende på hendes præmisser efter ...

... børnehave i stedet for at stresse rundt for at lave mad. De er også rigtig glade for hinanden og leger nogen gange sammen og hun henter vores datter en gang om ugen og det går rigtig fint. Hvis jeg bliver lige så syg som sidst bliver det nok tiere. Bedsteforældrene bor et stykke væk men kommer også gerne og bliver flere dage og hjælper med vores datter og de er alle meget glade for hinanden.

Jeg er i tvivl om hvor åben jeg skal være i forhold til min datter omkring min sygdom. På den ene side synes jeg, man skal være ærlig over for sit barn, men på den anden side ønsker jeg ikke hun skal blive tynget af det og bekymret over min sygdom og jeg har derfor ofte prøvet at skjule det for hende, når jeg har det dårligt. Men det kan jeg selvfølgelig ikke, når det er værst. Ofte håndterer vi det på den måde, at vi ikke gør et stort nummer ud af det. Altså fx i stedet for at komme med en lang forklaring på, hvorfor jeg skal hvile mig, siger jeg fx bare, at når vi lige har spillet et spil færdig skal jeg hvile mig lidt og så kan hun spille med far. Det går som regel ok. Udfordringen er de gange, hvor hun holder fast i, at det skal være mig eller meget hurtigt kommer ind til mig og vil have mig med op.

Jeg vil jo gerne have, at hendes barndom er så normal som mulig og som det er pt. har hun ikke mindre samvær med sin mor end andre børn. Andre forældre er jo også tit nødt til at gøre andre ting end at være opmærksomt sammen fordi de skal arbejde eller ordne praktiske ting, men det føles bare anderledes, når det er pga. sygdom og den ekstra ”tyngde” vil jeg gerne skåne hende for. Hun går endnu ikke til fritidsaktiviteter eller har legeaftaler hver uge, men vi sørger dog for ind imellem at ses med andre børn også uden for børnehaven, men når jeg har migræne kan det godt være svært at overskue at have besøg.

Når hun fx gerne vil have mig med på tur, er det så bedst at sige, at jeg ikke kan fordi jeg er syg eller fordi jeg skal lave noget andet fx arbejde (hvilket hun er vant til vi nogen gange gør hjemme)?

Og hvis jeg ikke er i stand til at komme op og lege med hende, hvordan siger jeg det så bedst?

Nogen gange kan mine migrænesmerter være så voldsomme, at jeg slet ikke er i stand til at rejse mig og ikke kan holde ud at snakke eller andet og jeg kaster også op. Er det i de tilfælde bedst, at vi fortæller hende, at jeg er syg og er nødt til at have ro eller at jeg ”gemmer mig” på gæsteværelset, der er i den anden ende af huset og hvor hun sjældent går ind, og hun så bare tror jeg ikke er hjemme?

Hvor tidligt synes du, vi kan fortælle hende om graviditeten? Og er det en god idé at fortælle hende, at det er derfor jeg er syg og at det går over igen når babyen kommer? Eller kan vi derimod risikere, at hun så ”bliver sur” på babyen og føler det er dens skyld?

Vi synes jo det kunne være så dejligt at dele det gode i graviditeten med hende, særligt fordi hun går så meget op i det med at blive storesøster. Hun leger næsten konstant mor-far-og børn både i børnehaven, med os og med sine dukker og bamser. Hun vil næsten altid være storesøsteren, der skal tage sig af sine babyer ;-) Derfor har vi også lyst til, at der ikke skal gå alt for langt tid før vi kan dele det med hende og vi overvejer lidt om vi kan sige det allerede efter jeg har været til 7-ugers/hjertelydsskanning. Det ville også gøre at vi ikke skal passe helt så meget på med, hvad hun hører, når vi snakker med andre (hun fanger det meste ;-)). Netop fordi jeg er syg, vil vi tidligt være åbne omkring graviditeten også overfor børnehaven. Men vi er i tvivl fordi vi ved, at de 8 måneder, der er tilbage, jo er meget lang tid for en 3,5 årig.

Det skal siges, at vores datter er en ret følsom og tænksom pige. Men hun er samtidig meget udadvendt og tydelig (nogen ville nok sige temperamentsfuld/bestemt ;-)). Jeg tænker, at det gode ved det er, at hun ikke vil gå og gemme på det, hvis hun bliver ked af situationen.

Jeg håber du har lidt gode råd til, hvordan vi bedst håndterer den kommende tid.

De bedste hilsner fra
den syge mor

Læs Helens svar »

De gode playlister – hvad kan god musik gøre for dit barn?

Hvorfor skal dit barn høre musik?
Sang og musik kan fungere som en kilde til sproglig- og motorisk læring, kreativitet og glæde hos dit barn. Der findes mange former for børnemusik deriblandt musik med fokus på bevægelse, leg og læring, men også sange som hjælper din lille til at slappe af ...

Læs mere her

Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:

23. april 2024 | Opdragelse | 3 år, 6 mdr.

Leg med voldsomme ord

Hej igen Helen, Jeg sender dig et til brev med det samme med et helt andet...

Læs hele brevet og Helens svar

15. april 2024 | Udvikling | 3 år

Hjælp til vores dreng

Hej Helen, Min kæreste og jeg håber inderligt at du kan hjælpe os, som du...

Læs hele brevet og Helens svar

28. marts 2024 | Opdragelse | 3 år, 7 mdr.

Selvværd og selvtillid

Kære Helen Jeg skriver til dig fordi jeg har en pige på 3 1/2 år, som jeg...

Læs hele brevet og Helens svar

4. marts 2024 | Opdragelse | 3 år, 4 mdr.

3 år og udfordringer

Hej Helen. Jeg har en dejlig datter på 3 år og 4 måneder. Hun begyndte i...

Læs hele brevet og Helens svar

12. februar 2024 | Renlighed | 4 år

Periodevise problemer med renlighed

Kære Helen Jeg har en dreng, der lige er fyldt 4 år. Han har været renlig...

Læs hele brevet og Helens svar

Viden om børn: