Brev:
Svær opstart i dagpleje
Kære Helen
Jeg skriver for at få dit råd til hvordan vi bedst kan vænne min dreng - på snart 15 mdr. - til hans nye dagpleje, for han er desværre virkelig ked af det når jeg går.
Han var først ved at starte op i vuggestue i juni, men jeg fandt ret hurtigt ud af, at det ikke var det rigtige. Der var jo stadig nogle af de gode pædagoger, jeg kender fra min datter gik der, men der var også flere nye medarbejdere som jeg ikke syntes snakkede særlig pænt til børnene. Samtidig kunne jeg bare mærke at de var pressede på ressourcer så der ikke var tid og overskud nok til alle børnene, og jeg så flere gange børn sidde alene og græde, og hørte nogle gange kommentarer som "du er vel nok sur idag" som respons på det. Min dreng var da også helt utrøstelig de to gange jeg skulle gå og helt opløst af gråd når jeg kom tilbage kort efter. Efter den første uge blev han syg i 14 dage og her besluttede jeg at han ikke skulle tilbage også fordi jeg her så opslag fra en nyopstartet dagpleje, som virkede rigtig god.
Her er han så ved at starte op nu efter han har været hjemme hele sommeren. Jeg synes stedet virker rigtig godt. Det er et ungt ægtepar der selv har 3 børn hvoraf den mindste på 1 år også skal gå i dagplejen. De er rigtig søde og har en varm og rolig tilgang til børnene.
Det har været vigtigt for mig at min dreng kunne få en rolig og tryg opstart og det har de imødekommet bla ved, at vi har kunne komme på besøg 4 gange inden han skulle starte.
Sidste mandag gik vi så igang med den "rigtige" opstart. De to første dage var vi der bare en times tid, hvor jeg undervejs gik på toilettet, første dag blev han lidt ked af det men anden dag blev han slet ikke ked af det men legede bare videre med den anden pige og de to voksne, selvom jeg tydeligt sagde til ham at jeg "går på toilettet og kommer tilbage om lidt" anden gang stod jeg lidt i gangen så de var alene 10-15 min uden gråd.
Dagen efter prøvede jeg at sige rigtigt farvel og her blev han lidt mere ked af det, så de kom ud efter mig efter 10-15 min så han ikke nåede at blive for ked. Den efterfølgende dag sagde jeg farvel igen og her tog han det rigtig fint. Vi havde aftalt at jeg skulle komme igen efter 1 time medmindre han var meget ked af det. Da jeg kom tilbage havde han spist frugt og var glad igang med at lege og havde ikke grædt en eneste gang. Han var glad for at se mig og gik straks hen og krammede mig men uden at være ked af det og han var hurtigt klar til at lege videre, mens jeg sad der lidt inden vi tog hjem.
MEN trods den gode start gik det så helt anderledes næste dag. Her var det meningen at han skulle være der et par timer og spise frokost der, men efter 15 min ringede de til mig fordi de ikke kunne trøste ham. Det tog mig små 10 min før jeg var tilbage og her var han helt opløst og det tog mig noget tid at trøste ham. Siden da har det været svært hver gang han skulle være der alene. Jeg havde modsat de første dage sagt farvel ret kort efter vi var kommet, derfor prøvede vi næste dag at jeg igen blev der lidt længere så han var tryg og godt igang med legetøj mv inden jeg gik, men alligevel blev han igen ked af det og da de ikke havde kunne trøste ham efter ca 15 min kom jeg ind igen.
Så var der et par dages pause med weekend og mandag forslog jeg, at vi prøvede lidt forfra på den måde, at jeg ikke tog afsked, men blev siddende inde i stuen mens de så bare gik lidt ud i haven og legede lidt, så jeg stadig var der, men han bare ikke var i samme rum. Det gik nogenlunde i den forstand at han ikke var ulykkelig, men han smågræd dog en del af tiden og blev kun afledt kortvarigt af de forskellige ting hun lavede med ham og viste ham. Herefter blev vi der sammen og spiste frokost, men han ville dog ikke rigtig have noget eller sidde i stolen (det er dog også muligt at det spillede ind at de skulle have risengrød som han ikke er så interesseret i ;-)).
Næste dag foreslog de, at de ville tage i skoven og herefter spise frokost alene med ham. På den måde skulle han være der alene i et par timer. Jeg sagde ok til at prøve det, men også at de skulle ringe hvis de ikke kunne trøste ham. Vi prøvede også for første gang at det var min mand der afleverede ham, fordi det måske ville gøre afskeden lettere, da han jo er vant til at sige farvel til ham hver dag. Han var ked af det, da min mand sagde farvel og de gik i skoven, men de havde hurtigt kunne trøste/aflede ham og herefter havde han været glad i 25 min. Men så var han blevet ked af det igen, hvor de ikke havde kunne trøste ham. De havde prøvet i ca 20 min hvor han havde grædt hele tiden, hvorefter de ringede til mig og da jeg kom frem 10 min senere var han ...
... helt opløst af gråd og det tog mig lang tid at trøste ham.
Spørgsmålet er hvordan vi skal komme videre herfra. Jeg er selv meget i tvivl om det bare skal gå virkelig langsomt på den måde, at han kun er der meget kort - og jeg måske endda skal blive udenfor så han ikke når at blive så ked af det - og så forhåbentlig langsomt kan være der længere og længere uden at være (alt for) ked af det. Eller om vi er nødt til at presse det lidt mere fremad ved at han er der længere tid alene også selvom han er ked af det. Jeg synes selv det første føles mest rigtigt, men det er selvfølgelig også nødt til inden for nogen uger at komme til at fungere som pasning. Jeg tænker at det er ok og naturligt at han er ked af det når jeg går, men at det ikke er godt for ham hvis han bliver ved med at græde længe uden at jeg kommer tilbage.
Det skal siges, at jeg har fuld tillid til at de gør hvad de kan for at trøste ham og give ham tryghed. Det er kvinden der er primært på ham og når han græder tager hun ham op og går rundt med ham på armen, mens hun trøster og prøver at aflede med legetøj, vise ham ting mv. Og på mange måder burde det være en meget bedre start end i vuggestuen, både fordi jeg tænker han kan mærke at jeg kan lide stedet og de voksne og fordi han er det første barn ud over deres eget så der er 1-til-1 opmærksomhed/omsorg, når der er brug for det. Om et par dage starter der en dreng mere og det er planen at de skal ende med at være i alt 6-7 børn med nogle uger mellem opstart af hvert barn, men det vil jo i noget tid endnu være en virkelig god normering.
Det er heller ikke fordi jeg har svært ved at sige farvel eller selv bliver ked af det når jeg går, så det burde ikke være det, der smitter af på ham.
Han virker da også glad for stedet på den måde, at han kort efter vi kommer er klar på at lege og er interesseret i både legetøjet, pigen og hvad de voksne laver. Så det er ikke fordi han sidder og hænger på mig, mens jeg er der. Han bevæger sig forholdsvis hurtigt ud i rummet og hen mod legetøjet og de andre, så kommer han ind imellem lige tilbage og skal have lidt kontakt, men det gør han jo også derhjemme.
Vi er alle gangene blevet der lidt efter jeg er kommet tilbage, så han har nået at blive glad igen, mens vi er der og har leget lidt videre og både haft positiv kontakt til de voksne og det andet barn. Så vi på den måde har sluttet dagene der positivt.
Jeg har også lavet en lille fotobog med både billeder af vores egen familie, dagplejerne og deres datter. Og når vi kigger i den herhjemme er han vældigt interesseret og virker faktisk særligt interesseret i billederne af dem. Han har også haft den med i dagplejen, men det har vist ikke rigtig virket som trøst.
Det er heller ikke fordi han ikke har prøvet at være uden mig før. Han er flere gange blevet passet lidt af både bedsteforældre og vores Au Pair (dog kun kortvarigt), og han er vant til, at vi vinker farvel når vi går. Her kan han godt blive lidt ked af det, men det plejer hurtigt at gå over. Han har dog kun prøvet at blive passet i vores eget hjem og kun af mennesker som han har kendt godt og været meget sammen med inden.
Til sidst skal det siges at han har lidt problemer med ørerne og jeg overvejer om det påvirker hans overskud til alt det nye. Han fik mellemørebetændelse med feber ifbm opstart i vuggestue i juni. Den blev behandlet med pencilin og var væk i løbet af et par uger, men siden da har han haft tryk i øret, der ikke rigtig er blevet bedre (har fået det målt v egen læge et par gange siden). Vi var ved ørelægen for et par dage siden der konstaterede at der står væske. Han forslog at det skal ses an et par måneder og hvis der ikke er bedring skal der nok lægges dræn.
Han virker ikke til at være decideret påvirket af smerter i løbet af dagen for når vi er herhjemme er han glad og aktiv det meste af dagen, men han tager sig indimellem til øret og vågner med gråd flere gange i løbet af natten og middagslur. Jeg har derfor i noget tid puttet ham siddende i klapvognen og det synes jeg hjælper. Jeg har hævet hovedgæret i hans seng, men ved ikke helt om det hjælper og vi ender alligevel som regel med at sove en stor del af natten sammen i min seng, da han bedst trøstes og falder i søvn ammer ham (hans opvågninger og behov for amning er også taget til de sidste par uger så måske noget af det også er en reaktion på opstarten). Er der mon andet jeg kan gøre for at mindske øregenerne?
Det blev - endnu engang - en lang detaljeret beskrivelse, men jeg håber det giver et indtryk af hvordan det har forløbet og hvad du evt. synes vi skal gøre anderledes.
På forhånd tak for hjælpen!
Kærlig hilsen
Mor
Annoncer
Sponsorerede artikler
Vent ikke til din baby har fået rød numse
- brug Olívy fra første bleskift
Hud der konstant udsættes for fugt, varme, friktion og syre fra urin og afføring, bliver nemt rød og irriteret. Det gør ondt på barnet, og kan påvirke den helt basale trivsel - herunder søvn og spisemønster. Med Olívy baby care – diaper change kan du ...
Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:
30. marts 2024 | Amning | 14 mdr.
Kære Helen Jeg har en datter på knap 14 måneder, som stadig er meget...
27. marts 2024 | Udvikling | 11 mdr.
Hej Helen Min dreng bliver et år i april og han virker umiddelbar til at...
9. marts 2024 | Sovevaner | 17 mdr.
Hej Helen, Tak for dit svar til min forrige besked angående vores søn som...
15. februar 2024 | Sovevaner | 14 mdr.
Hej Helen. Min dejlige søn på 14 måneder driver os til vanvid om natten....
11. februar 2024 | Sygdom | 11 mdr.
Kære Helen . Så er jeg her igen. Vores søn på nu 11,5 mdr. er stadig...
Viden om børn:
Pudendusblokade ved fødsel
Pudendusblokade er en bedøvelse af skeden og mellemkødet, som kan gives til kvinder, der er i fødsel.
Blokaden lægges oppe i skeden i slutningen af presseperioden, og den modvirker den voldsomme udspilingsfornemmelse, man føler, lige før barnet bliver født. Desuden virker blokaden bedøvende på mellemkødet, hvis man skal syes lige efter fødslen.
Pudendusblokaden er for de fleste lidt ubehagelig at få lagt, og den kan dæmpe presseveerne, så man som kvinde ikke kan...
Appetit
Børns appetit varierer meget. Nogle gange spiser barnet meget i løbet af en dag og andre gange betydeligt mindre.
Det er helt i orden, så længe barnet trives, er aktivt og hverken bliver for tyk eller tynd. Og som udgangspunkt må du tro på at dit barn har en naturlig evne til at spise, når de tilbydes mad og til at sige fra, hvis det ikke har behov for mere.
Når man ammer ved man aldrig hvor meget barnet egentlig får og her må man tro på at hvis der kommer noget ud...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.