Brev:
Mor og barn ked af vuggestuelivet
Kære Helen,
Jeg er mor til en fantastisk livsglad, kærlig og dejlig lille dreng på 2år og 10mnd, og skriver til dig fordi jeg (og min mand) gennem længere tid har været bekymret for, at vores dreng ikke trives i vuggestuen. Eller måske mere præcist, vi oplever at han generelt er ked af at være der, og har brug for gode råd ifh til hvad vi kan og skal gøre.
Vores dreng har fra han var helt lille været et meget smilende og glad barn. Meget imødekommende og kærlig overfor andre - og altid utrolig let at få til at grine etc. Udover en nat-soverytme, som tog et par år at få på plads, og var en lidt hård opstart udi forældreskabet, har han altid været et 'nemt' barn (- i den udstrækning man kan tale om, at småbørn er decideret nemme :) ).
Han er samtidigt et meget følsomt barn, både ifh til hvad andre børn eller voksne siger/ gør ved ham og ifh til den måde han er overfor andre børn og voksne. Af en 2-årig overraskes jeg jævnligt over, at han udviser en relativt stor bekymring ifh til hvordan andre har det, om nogen børn er kede af det etc. Vi oplever på den måde, at han har en stor empati og også en god evne til at lægge mærke til hans omgivelser.
Vores dreng var fra han var 1-2 år hos en fantastisk dejlig og omsogsfuld dagplejemor, som både vi og vores dreng hurtigt blev glade og trygge ved. Det tog dog lang tid - måske op mod 6 måneder - førend han rigtig var tryg og glad ved at være i den ugentlige legestue med 4 andre dagplejer og deres børn. Vi oplevede at han hos vores dagplejemor gerne villle ind og lege med de andre børn med det samme når vi afleverede ham, styrtede omkring, var glad etc. etc. I det hele taget har han altid - på hjemmebane - elsket at være sammen med andre voksne og børn.
Pga. lang transport til arbejde for mit vedkommende og nyt arbejde for min mand valgte vi dog, at flytte til en anden by, hvor vi har et hold bedsteforældre tæt på, og hvor vores samlede pendlertid er kortere. Jeg har dog ca. 50min hver vej og indimellem lidt sene dage/ arbejde efter puttetid. Vi har begge - som så mange andre - krævende jobs, i perioder også rent timemæssigt. Samtidig vil vi meget nødig tillade at vores dreng skal have lange dage, som jo ellers er svært at undgå for de fleste. For det meste er han i institution fra 8-15.30, selvom vi begge ville ønske, at vi kunne gøre dagen lidt kortere for ham. Heldigvis kan vi ofte give ham en fridag om ugen hos bedsteforældre eller på pga. skæve arbejdstider. Og en gang imellem hentes han også tidligere af morfar.
Min mand havde pga. jobskifte mulighed for at nyde 3 måneder med ham hjemme, hvorefter vi fik en plads og jeg kørte ham ind i vuggestuen. Da vi gik på sommerferie 2 mnd efter følte vi stadig, at vi var i indkøringsfasen forstået på den måde, at han endnu ikke var blevet rigtig glad for at være der. Selvom han hurtigt fik et dejligt venskab med en anden dreng på stuen, havde han op mod ferien 2 uger hvor han jævnligt begyndte en inderlig gråd, hvis vi om morgenen fortalte, at i dag var det 'vuggestuedag'.
Han har et godt sprog og spørger jævnligt, om han skal i vuggestue i dag. Hvorefter han ofte - stille og roligt (indimellem med lidt tårer) fortæller mig, at han 'rigtig gerne vil blive hjemme i dag', eller at han 'ikke har lyst til at komme i vuggestue'.
I vuggestuen bliver vi ofte mødt af en lidt kaotisk morgenstemning med børn der tuller/ stormer rundt alene på gangen/ garderoben/ en 'åben stue' uden voksne. Der er 'åben dør politik' og jeg må ærligt erkende, at jeg tænker det er et koncept som umuligt kan imødekomme vuggestuebørns behov. Min oplevelse er, at min dreng endnu ikke føler sig tryg - og langt fra glad - i vuggestuen! Han elsker rytmik, skovture, er glad for morgensamling med sang. Personalet er som sådan søde (og ressourcestærke). ...
... Vi savner dog, at de er lidt mere generøse med knus og sidde-på-gulvet-med-børnene tid. Jeg synes alt for ofte børnene tuller alene rundt på gangen om morgenen eller ved hentetid på legepladsen med kun én voksen derude (kl.15.30) som 'overvåger' at intet går (helt) galt.
Herudover kommer jeg nok aldrig til at vænne mig til, at man i en institution (modsat dagplejen) stort set aldrig for alvor kan få at vide, hvordan ens barns dag har været, (glad, ked af det etc. etc.). Det føles lidt som om kun få (ingen?) har rigtig feeling med det enkelte barn.
Hans gode ven begyndte desværre i børehave over sommeren og både vi og pædagogerne observerer, at han jævnligt sidder lidt for sig selv og leger. Han har dog en fantastisk fantasti - og jeg tror bestemt også han har det fint med at lege i sin egen verden indimellem, som de fleste børn i den alder. Jeg oplever bare, at han generelt (hjemme, blandt venner etc.) elsker andre børns selvskab!.
Han vil også gerne lege med de andre børn når jeg aflevere ham, men i vuggestuen bliver han meget 'den stille' (og måske lidt usikre) dreng. Jeg føler næsten at han er bange for de andre børn - også dem ham render lidt rundt med og kender godt fra stuen. Vi støtter ham generelt i, at sige fra eller nej/ gå væk etc. hvis nogle skubber osv. men han er ikke typen som 'moser de andre', snarere den som lader andre tage sit legetøj. Med mindre han føler sig tryg fx hos vores venner el. familie!
Vi har til 3mnd snakken talt med stuens pædagoer om vores bekymring. De deler den ikke, men mener det er 'ok med forskellighed', og at nogle børn mest har lyst 'at sidde lidt for sig selv' / gå lidt væk fra mængden, når de har behov etc. Og siger fx, at de andre børn er gode til at komme og sige fx når vores dreng sidder et sted og er ked af det.
Vi talte også med dem om, at han ofte er ked af det når vi afleverer. Det oplevede de ikke - han græd jo ikke. Vi fortalte, at vi oplevede vores dreng som den mere indadvendte type. Han skriger/ græder måske ikke, men det er tydeligt for os, at han ofte vender det indad. Bliver mudt og stille - og kun sjældent vil vinke farvel. I hjemmevandte (og særligt 2års selvstændigheds-situationer) kan vi naturligvis godt opleve både skrig, skrål og store tårer.
Min bekymring går på, at det ikke handler om forskellighed men om, at min dreng ikke trives. Måske er det denne vuggestue specifikt eller blot vuggestuelivet genertelt med mange børn og voksne, larm og tumult - og et miljø som kræver, at man som 1-2-3årig kan klare sig selv i mange situationer, og trives ok uden helt så meget nærvær og voksemkontakt.
Vi er givetvis forvente med det nærvær og den omsorg, som vores dagplejemor gav børnene. Men jeg har svært ved at vurdere om vi er (for) bekymrede ?, eller om det virkelig kan være rigtigt, at man skal acceptere, at ens barn ikke umiddelbart trives i vuggestuen og hvis ikke - hvad vi egentlig kan stille op?
Det er klart at tanken om, at børnehavestart (efter planerne pt i den integrerede børnehave ved siden) allerede er til februar, hvor der så vil være endnu mindre voksenkontakt og endnu større grad af 'børne-jungle-lov' på gangen -ikke er super tiltalende.
Er det muligt, at hele institutionskonceptet måske i virkeligheden kun matcher en type børn? (I så fald, hvad gør man hvis man er forældre til et barn som ikke er den type?!). Jeg tænker selvfølgelig også, at det måske ikke (alene) handler om vuggestuen. Han er mærkbart gladere de dage hvor jeg er tidligt hjemme fx, selvom det jo ikke ændrer på, at han ikke har lyst til at komme afsted næste morgen. Hele tematikken omkring en god work/life balance er også klart en udfordring, tænker vi begge.
Har du nogle råd til, hvad vi kan, skal eller bør gøre i en sådan situation? Og
Bedste hilsner
Sofie
Annoncer
Sponsorerede artikler
De gode playlister – hvad kan god musik gøre for dit barn?
Hvorfor skal dit barn høre musik?
Sang og musik kan fungere som en kilde til sproglig- og motorisk læring, kreativitet og glæde hos dit barn. Der findes mange former for børnemusik deriblandt musik med fokus på bevægelse, leg og læring, men også sange som hjælper din lille til at slappe af ...
Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:
16. april 2024 | Diverse | 2 år, 9 mdr.
Hej Helen. Vi har en dejlig pige på 2 år og 9 måneder, hun har ellers været...
15. april 2024 | Udvikling | 3 år
Hej Helen, Min kæreste og jeg håber inderligt at du kan hjælpe os, som du...
26. marts 2024 | Sovevaner | 2 år, 6 mdr.
Kære Helen, Et spørgsmål til putning. Vores dreng på 2.5 år har altid...
5. marts 2024 | Sovevaner | 2 år, 10 mdr.
Hej Helen. Yngstemanden har altid været rigtigt svær at putte, og derfor har...
4. marts 2024 | Opdragelse | 3 år, 4 mdr.
Hej Helen. Jeg har en dejlig datter på 3 år og 4 måneder. Hun begyndte i...
Viden om børn:
Feberkrampe
Det lille barn evne til at kunne regulere sin temperatur er umoden. Det betyder, at nogle børn får krampe i forbindelse med, at de får feber. Temperaturen kan stige pludseligt, og når temperaturen stiger for hurtigt, kan temperaturreguleringscenteret i hjernen ikke følge med, og kramperne opstår.
Feberkramper opstår hos 2-5% af børn mellem 6 måneder og 5 år, og det er den hyppigste årsag til kramper hos børn. Feberkrampe er delvist arveligt, så end forældre eller søskende har...
Udslæt - hos børn
Børn kan få mange forskellige slags knopper og udslæt. Det kan være svært at afgøre, om det bare er noget forbipasserende, og hvis du er i tvivl, så kontakt altid lægen. De mest almindelige former for udslæt hos babyer er:
- Ble-eksem: Voldsom rød numse, knopper, og det kan være smertefuldt. Det kan skyldes at barnet ikke tåler det materiale, som engangsbleen er lavet af, og det kan derfor være en fordel at prøve et andet blemærke. Det kan også skyldes, at barnets hud reagerer på...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...