Hvis du kun havde én dag tilbage i livet,hvad skulle den da bruges til?
Det var den mest vidunderlige efterårsdag. Solen strålede ind gennem mit vindue. Jeg stod og kiggede ud på træerne og følte mig så glad. Jeg havde alt. Et godt liv. Et dejligt sted at bo. Mine kære børn. Nogen, der elskede mig. Hvad var der mere at få i denne verden?Pludselig, midt i det hele, slog en meget alvorlig tanke mig. Du kan miste det hele! På et eneste sekund.
Jeg forestillede mig, at det virkelig skete. At jeg døde. Helt uden varsel, ved en ulykke og dermed blev taget væk fra mine børn. Derefter sad jeg derude i universet et sted. Og jeg blev spurgt: Hvis du kunne få bare en enkelt dag mere på jorden, hvad ville du så bruge den dag til?Jeg blev helt kold over den tanke og måtte sætte mig ned.
Realistisk set er det jo slet ikke umuligt, at den slags kan ske. Det sker hver eneste dag, at forældre til små børn pludselig bliver revet væk. Slut, færdig på et øjeblik. Til daglig går man rundt med følelsen af, at det sker selvfølgelig ikke for mig, kun for de andre. Det er sikkert også godt nok ikke at gå og frygte for den slags. Men måske var det alligevel en ide, bare en gang imellem, at stoppe op og tænke tanken. Det gjorde jeg den dag. Hvad det kom af, ved jeg ikke. Alle mine flagrende tanker forsvandt i det øjeblik, for jeg kunne virkelig se den situation for mig. Og jeg tænkte: Skete det i morgen, kunne jeg så sige, at jeg har nået alt? At jeg er parat til at tage herfra? At jeg har givet mine børn min fulde kærlighed og nærhed? At jeg er mæt? At jeg har levet mit liv helt og fuldt? Sådan vidste jeg, det ikke var.
Jeg satte mig og prøvede at finde ind til essensen af de spørgsmål. Hvad ville jeg bruge min sidste dag på jorden til? Først kom følelsen. Bagefter tankerne. Jeg ville lægge mig i skoven og dufte til jorden. Mærke på den. Denne vidunderlige duft af liv, jeg havde kendt som barn, men glemt igen i alt for lang tid. Jeg ville lægge mig ned på jorden for at sikre mig, at jeg kunne huske duften, når jeg ikke mere var her. Være sikker på, at jeg havde mærket livet. Jeg ville føle på det hele med alle mine sanser, som jeg aldrig havde følt på det før. Og jeg kom til at tænke på: Hvor tit mærker vi egentlig på noget som helst? Sådan fuldt ud, en ting ad gangen og koncentrerer os om det, og kun det? Vi tror, at når vi er her, har vi også oplevet livet.
Vi tror, vi har set, hvordan en blomst ser ud. Et træ. At vi kender vinden og regnen. Solens stråler og de dufte, varmen fra solen ...
Annonce
... fremkalder. Den friske havluft. Vores barns duft. Ansigtet, håret, kroppen. Men har vi dvælet rigtigt ved det? Været i det? Har vi fuldt ud mærket alt det? Eller er det bare gået lige forbi os, så det kun har ramt kanten af vores bevidsthed, fordi vi i vores tanker var helt andre steder? Efter de tanker var jeg intet mindre end rystet! Jeg blev klar over, at jeg alt for tit var vadet lige igennem vigtige dele af mit liv og kun havde oplevet en brøkdel af det. Eller taget det for givet, at det kunne jeg vende tilbage til en anden dag og til den tid få mere ud af det. Jeg havde tænkt så meget på fortiden og fremtiden, at jeg havde mistet øjeblikket og dermed slet ikke oplevet visse perioder af mit liv.
Den dag kom jeg også til at tænke på, at jeg for længe siden læste en sætning, jeg syntes var mærkelig. Der stod: ”I dag rørte jeg ved min dørkarm.” Som om det var noget særligt! Da jeg læste det, sagde jeg til mig selv: Hvad? Gøres der grin med læseren? Rørte ved min dørkarm! Det gør man vel hver dag. Og dog …Hvor tit går man ikke rundt mellem sine ting eller i naturen og oplever det kun periferisk. Måske når man kun til omridset af det hele, men bruger aldrig virkelig sine sanser på det. Man rører aldrig ved det. Eller bruger tid på at mærke, hvordan det føles mod huden. Og det er noget helt andet. Som det lille barn, der tager alt i munden for fuldt ud at mærke det og aldrig nøjes med bare at kigge.
Den dag blev jeg klar over, at ville jeg leve livet fuldt ud, var jeg nødt til at glemme alt om, hvad andre forventede af mig og så bare gøre det, jeg selv havde brug for at gøre. Fordi det er det eneste, der er liv.Mens jeg tænkte videre over spørgsmålet, hvad jeg ville bruge min sidste dag på, vidste jeg, at det i høj grad også skulle handle om at komme tættere på mine børn. Holde dem ind til mig i lang tid. Røre ved dem. Mærke deres duft mere intenst end nogensinde. Se dem i øjnene, længe. Lytte til dem. Ikke andet i hele verden betød noget end det at komme tæt på. Den dag følte jeg, at mit liv blev skrællet. Helt ind til knoglerne. Til de få ting, der virkelig betød noget for mig. Det var det, mit liv handlede om. Det var essensen og ikke noget som helst andet eller mere. Det var rystende at komme frem til den følelse. En erkendelse af, at man ikke gør det, man dybest set ønsker at gøre, skaber et behov for handling og forandring. Det, der pludselig stod helt klart for mig var: Gør noget ved det. Ikke i morgen, men i dag. I morgen kan være for sent.
Disse tanker er hentet fra Irma Lauridsens bog ”Få dig et liv”, som du kan læse mere om i vores bogguide.
