Annonce

Annonce

Sove ude, lege ude - og chillfaktor


6. januar 2016


I dag da jeg stod op, viste termometeret minus 6 grader og​ i avisen står der, at chill-faktoren kan gøre at kulden føles som minus 15-20 grader... Hvordan er det så egentlig med små børn, der ofte sover godt ude? Og hvordan er det med udeophold i kulden, når man er lidt større? Det handler min artikel om i dag.



Sove ude



Spædbørn og børn under 6 måneder er særligt sårbare overfor kulde og kun sunde og raske børn bør sove ude i koldt vejr. Børn vil ofte være mere end 1 år gamle, før de begynder at klage sig, hvis de fryser. Samtidig vil små børn bevæge sig mindre, de ligger meget stille, når de sover, hvilket betyder, at de lettere bliver afkølet.



Børn der er født for tidligt, børn der lider af kronisk mellemørebetændelse, astmatisk bronkitis eller har en hjertesygdom er særligt udsatte og bør ikke sove ude, hvis det er koldt og tåget. 



Udendørstemperatur



Børn må ikke sove ude, når temperaturen er under 10 minusgrader. 



Vær opmærksom på at vejret og dermed temperaturen kan ændre sig i løbet af dagen, og at der derfor kan være forskel på temperaturen alt efter, om det er formiddagslur, middagslur eller måske en powernap sidst på eftermiddagen eller først på aftenen, som dit barn sover udenfor. Temperaturen bør derfor tjekkes i løbet af dagen.



Chillfaktor



Chillfaktor kaldes også for kuldeindeks. Det er, når det blæser så meget, at det føles koldere end den temperatur, som termometeret viser. Vi har normalt et tyndt lag luft liggende hen over vores hud, denne luft varmes op af vores kropsvarme, men når det blæser fjernes den varme luft, og vores krop skal bruge ekstra energi for holde os varme.



Jo koldere det er, og jo mere det blæser, jo større risiko vil der være for, at vores krop bliver nedkølet. 



Når børn skal sove ude, afhænger vurderingen derfor af følgende forhold:



Sovestedets placering



- Du bør sikre dig, at dit barns sover et sted, hvor der er læ. Sovestedet bør være fri for blæst, regn og rimnedfald. 



Jo mere "åbent" barnet sover, altså jo mindre læ der er, jo mere vil barnet være påvirket af kulden og også af chillfaktoren. Står dit barn og sover på græsplænen eller på terrassen, og der ikke er læ, vil chill faktoren kunne spille ind. Hvis barnet står i læ, f.eks. sover i en carport, så har chillfaktoren ikke samme betydning.



Isolering af barnevogn



- Når dit barn sover ude, er det vigtigt at barnevognen (eller krybben) er isoleret. Vognen skal være vind- og vandtæt til alle sider. Du bør også isolere bunden f.eks. med en ekstra tyk madras, et stykke skumgummi, stykke af et isolerende liggeunderlag eller lignende.



Vær opmærksom på, at barnevogne der er lavet af stål ofte vil være koldere end barnevogne, der er lavet af stof.



Påklædning



Dit barn skal være iklædt tøj, der har god isolationsevne, og som holder barnet varmt. Det kan være uld, bomuld eller kunststoffer, der er særligt godt til at isolere. Hvor mange lag tøj dit barn har brug for er individuelt, men ofte vil det være nødvendigt med undertøj, en langærmet bluse, lange bukser, strømper og trøje.



Barnet bør også have hue på, det kan være f.eks. en elefanthue eller en hue med øreklapper. Og dit barn bør være puttet i en sovepose eller flyverdragt, der har hætte og lukkede ærmer, så barnets hoved og hænder beskyttes. Hvis ærmerne ikke kan lukkes, bør dit barn have luffer på. 



Barnets dyne skal dække barnets krop både opadtil og omkring barnet, så det ikke kan trække ind på barnet fra siderne.



Hold øje med dit barn



Når dit barn sover ude, er det vigtigt at du holder det under opsyn. Jo yngre dit barn er og jo koldere det er, jo hyppigere skal du tjekke, at dit barn har det godt.



Mærk dit barn i nakken, for at vurdere dit barns temperatur. Hvis dit barn føles tilpas varm, er det godt. Virker dit barn kold i nakken, så bør du tage dit barn ind og næste gang dit barn sover ude, bør du give dit barn mere tøj på. Hvis dit barn sveder og er fugtig i nakken, bør du også tage dit barn ind - og næste gang dit barn sover ude, skal dit barn have lidt mindre tøj på.



Udeophold og leg i kulden



- For større børn gælder også, at de skal holdes varme, når de leger ude. De fleste børn vil først i børnehavealderen, det vil sige, når de er 3-4 år gamle selv begynde at registrere, at de er kolde og fryster og her bede om f.eks. handsker eller hue. Mange ...


Annonce

... børn "glemmer" også, at de fryser, fordi de leger og ikke har lyst til at afbryde deres leg. Større børns temperatur skal derfor også tjekkes.



- Chillfaktor spiller ind for større børn. Hvis det blæser meget, kan kulden føles ekstra kold, og det kræver ekstra varmt tøj og ekstra opmærksomhed. Måske skal I finde et sted med mere læ, hvor dit barn bedre kan lege uden at blive kold.



- Jorden er kold, og mange børn vil sætte sig på jorden. En rutsjebane, en gynge eller andet er koldt at sætte sig på, og sidder barnet længe, vil kulden hurtigt kunne trække ind i barnet og gøre barnet kold. For at forebygge dette, vil det være rigtig godt med en isolerende flyverdragt eller skibukser.



- Vådt tøj forstærker kulden. Børn leger, løber, hopper rundt og bruger sig selv rigtig meget motorisk. Det betyder, at barnet naturligt kommer til at svede. At bruge f.eks. uldundertøj eller skiundertøj kan være rigtig godt. Det kan suge sveden og gøre, at barnet fortsat føler sig tør mod kroppen - uanset om barnet sidder stille eller løber rundt. 



- En våd ble, våde bukser, våde strømper, en våd hagesmæk eller tilsavlet bluse er "no go", når dit barn skal være udenfor. Når tøjet er vådt så ødelægges isolationsevnen. Derudover så skal barnet bruge ekstra energi på at holde sig varm. Har barnet våde fødder eller er barnet våd på brystkassen eller har våde handsker, så skal der ikke så meget til, før barnet føler sig kold i hele kroppen.



- Støvler med tex-membran er rigtig godt, fordi det hjælper dit barn til at have varme og tørre støvler og dermed også varme fødder. Men tex-membran virker ikke optimalt, hvis dit barn har bomuldsstrømper på. En tex-membran er en tynd membran, der paceres i støvlen mellem foer, beskyttelseslag og overlæder. Den tillader damp fra fødderne at passere, mens vand i dråbeform, der kommer udefra, holdes ude. Eller sagt på en anden måde - fødderne har mulighed for at ånde, samtidig med at støvlerne er vandtætte.



For at membranen skal virke, er det vigtigt, at strømperne er svedtransporterende - det vil sige strømper i uld eller strømper i polyester, polypropylen eller polyacryl. Når du vælger strømper i uld eller kunststof, så kan fugten blive transporteret væk fra fødderne og ud til membranen.



- Børn med astmatisk bronkitis eller astma, vil ofte reagere på vejret - det der er godt for det ene barn er ikke nødvendigvis godt for det andet. Derfor er du nødt til at tage individuelt hensyn. Mange forældre vil dog opleve, at barnets astmasymptomer bliver værre i fugtigt vejr og det kan derfor være sværere at tage på legepladsen i regnvejr, hvor en klar frostdag kan gøre barnet næsten symptomfri.



Hvis dit barn får det værre af kold luft, så kan du give dit barn en halsedisse, en elefanthue eller et halstørklæde på, som kan trækkes op og dække mund og næse lidt. Vis dit barn hvordan og hjælp på den måde dit barn mod den kulde som barnet naturligt trækker ind, når det trækker vejret.



Hudpleje



Frostvejr kan være hårdt for dit barns ansigt og hænder. Vær derfor opmærksom på, at dit barn kan have brug for ekstra hudpleje om vinteren, og når det er koldt. Nogle børn får det man kalder frostkinder. Her bliver huden rød, tør og sprækker.



Brug en creme med et højt fedtindhold, det vil beskytte huden og giver huden mulighed for også at hele. Hvis du bruger en lotion, som har et højt vandindhold, kan dette fryse, når det er koldt og dermed forværre skaderne på dit barns hud.



Vær opmærksom på sol og snevejr. Det er dejligt, når der ligger sne og intet er skønnere end at bygge snemænd, lave sne-engle, og kælke! Men solens stråler kan reflekteres i sneen, så vær opmærksom på, at dit barn skal beskyttes. Det kan være nødvendigt også at bruge solcreme om vinteren og dit barn kan også have brug for skibriller, når I er ude i sneen. Om sommeren kan det være lettere at mærke, at huden at ved at blive rød og forbrændt - om vinteren er det på grund af kulden sværere at mærke forbrændinger.



På vej hjem på cykel



Du skal også være opmærksom, når I er på vej hjem fra daginstitution. Når dit barn sidder bag på cyklen eller sidder i en cykelanhænger eller lignende, så udsættes barnet også for kulde. Vær derfor også her opmærksom på, at barnet skal være passende påklædt og hvis det blæser meget, kan dit barn have behov for en ekstra trøje eller beskyttelse af ansigt og hænder.



Bedste hilsner



Helen



Annoncer

Sponsorerede artikler

Giv dit barn den bedste start!

Giv dit barn den bedste start med D-vitamindråber og mælkesyrebakterier

Vi ved allesammen, at et barns første leveår har en enorm betydning for barnets udvikling både fysisk og psykisk. Ansvaret er derfor stort, når det kommer til at sørge for, at de kære små får lige præcis det, der ...

Læs mere her



Svartidsbarometer

Aktuel svartid

Annoncer

Gratis nyhedsbrev

med nye præmier hver måned

Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.


Annonce


Det siger medlemmerne ...

Kære Helen.

Jeg vil lige fortælle, at vores datter nu falder i søvn helt af sig selv, og vi har slet ikke haft en kamp med at lære hende det.

Vi skylder dig æren for det, da vi har fulgt dine råd fra din bog og din brevkasse.

Så tusind tak!

Mor til pige på 18 måneder


Annonce